Pension, klima og medieforlig. Tre varme kartofler venter på regeringen efter sommerferien

Tidlig tilbagetrækning, flere klimapolitiske tiltag og et nyt medieforlig er de tre store sager, som venter politikere og medier, når Christiansborg normaliseres efter sommerferien, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard

Tre store sager venter på Mette Frederiksen og den socialdemokratiske regering, når Folketinget vender tilbage fra sommerferie.
Tre store sager venter på Mette Frederiksen og den socialdemokratiske regering, når Folketinget vender tilbage fra sommerferie. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Når sommerferien slutter, og hverdagen indfinder sig på Christiansborg, ligger der tre større sager på regeringens bord, som venter på en afklaring. Det er sager, som naturligvis primært hører under de enkelte ministres ressort, men hvor det i sidste ende bliver statsminister Mette Frederiksens (S) problem, hvis der ikke kommer en løsning. Det sker samtidig i en situation, hvor hun har mistet sin stabschef, Martin Rossen, der tidligere har været hende en stor hjælp til netop at komme i hus med den slags sager.

Den første af de store sager drejer sig om indførelse af en ordning med tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, hvilket er under beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards (S) område. Under valgkampen havde Socialdemokratiet annoncer med teksten ”Nu er det Arnes tur” i medierne, som viste den 59-årige bryggeriarbejder Arne Juhl, der angiveligt var nedslidt.

Ordningen med tidlig tilbagetrækning er en slags genintroduktion af efterlønnen, men med den modifikation, at man nok kommer til at have skullet været mindst 40 år på arbejdsmarkedet. En ordning med tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet støttes ifølge en ny Gallupundersøgelse af 64 procent af danskerne.

Det er imidlertid ikke helt let at få en ordning gennemført. Dels er der en række indholdsmæssige punkter. Hvis nedslidning bliver et krav for at få ret til ordningen, hvordan stiller det personer, som er psykisk nedslidte og ikke fysisk nedslidte. Der er også spørgsmålet om omkostningerne til ordningen. Den forventes at koste tre milliarder kroner, men da efterlønsordningen i sin tid blev gennemført, blev den hurtigt langt dyrere end oprindeligt beregnet.

Dels er der spørgsmålet om den politiske opbakning til en gennemførelse af ordningen. De Radikale i rød blok støtter den ikke, og det samme gælder partierne i blå blok med undtagelse af Dansk Folkeparti. Sidstnævnte parti har imidlertid krævet, at pengene til finansiering af ordningen skal ske ved besparelser på integrationsydelsen. Det forslag er Enhedslisten dog kraftigt imod. De Konservative vil også acceptere en ordning for nedslidte, men de kræver skattelettelser til gengæld. Umiddelbart ligner tidlig tilbagetrækning en vanskelig sag, som ikke lige kan hugges over som en gordisk knude.

Den anden store sag på regeringens bord efter sommerferien drejer sig om klimaområdet under klima- og miljøminister Dan Jørgensen (S). Selvom regeringen så sent som i juni indgik en aftale med alle Folketingets partier, undtagen Nye Borgerlige, om blandt andet to ”energiøer” til produktion af mere vindmøllestrøm og udvikling af teknologier til fangst af CO2, er der alligevel langt igen, før målet om en 70 procents reduktion af det danske udslip af klimagasser i 2030 i forhold til 1990 er i hus.

Hidtil har regeringen indgået aftaler om en reduktion af udslippet af klimagasser på cirka fire millioner ton, men 70-procentskravet forudsætter en reduktion på omkring 20 millioner ton. Statsminister Mette Frederiksen gjorde det under Folketingets afslutningsdebat i juni klart, at der ikke kan træffes beslutninger om alle de 70 procent med de teknologiske muligheder, som findes i dag. Gjorde man det, ville mange danske produktionsvirksomheder lukke. Derfor skal det ske hen ad vejen mod 2030.

Omvendt skal der skæres mere af de 20 millioner ton efter sommeren. I den forbindelse er dilemmaet for regeringen på den ene side, at en skat på CO2-udslip er den billigste og mest effektive måde at lade det ske på, hvilket også De Radikale og Venstre er kraftige tilhængere af. På den anden side vil en skat på CO2udslip ikke mindst ramme de energiforbrugende danske produktionsvirksomheder med medarbejdere, som Socialdemokratiet især med Mette Frederiksen i spidsen betragter som partiets kernevælgere.

Den tredje store sag på regeringens bord drejer sig om, at regeringen skal i gang med forhandlinger på medieområdet under forsæde af kulturminister Joy Mogensen (S). Regeringen har hidtil videreført det medieforlig, som blev vedtaget af den forrige regering, og som blandt andet indebærer besparelser i bevillingerne til DR på 20 procent frem til 2023.

I forbindelse med regeringsskiftet meldte regeringens støttepartier ud, at de ville have DR-besparelserne fjernet. DR har også siden fremlagt en ny strategi, hvori de fremtidige besparelser ikke er med. Skal det ske, skal kulturminister Joy Mogensen imidlertid i gang med politiske forhandlinger meget snart. Hidtil har hun mildt sagt ikke haft en heldig hånd i flere sager, hvilket muligvis skyldes, at hun som ikke-medlem af Folketinget ikke kender det parlamentariske spil. Gennemførelsen af et nyt medieforlig bliver dermed også en test af kulturministeren og muligvis også afgørende for, om hun bliver eller ryger i en ministerrokade inden næste valg.

Dansk politik er så sagte ved at blive normaliseret.

Peter Nedergaard er professor på institut for statskundskab ved Københavns Universitet.