Sådan kommer de i Folketinget

Hvor mange stemmer skal Kristendemokraterne samle for at opnå et kredsmandat i Vestjylland, og hvad sker med de ikke-valgte kandidaters stemmer? Bliv klogere her

Sådan kommer de i Folketinget
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Spærregrænse. Storkredse. Kredsmandater og tillægsmandater.

Det har føget med teknikaliteter i valgkampen, der nu er ved vejs ende. Fra i morgen klokken 8.00 kan danskerne de fleste steder i landet afgive deres stemme, og når valgstederne lukker igen klokken 20.00, er der ikke andet at gøre for politikerne end at vente på resultatet og håbe, at de har overbevist tilstrækkeligt mange vælgere.

For at sikre sig den adgangsbillet, er der tre muligheder, forklarer lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Karina Kosiara-Pedersen.

Den ene er at få stemmer nok på landsplan til at komme over spærregrænsen. Herhjemme ligger den på to procent af det samlede antal stemmer og er dermed en del lavere end i andre lande. I Tyskland ligger den på fem procent, og i Sverige og Norge er den på fire procent.

Flest partier kommer i Folketinget ad denne vej.

Hvis man ikke kan hoppe over spærregrænsen, er løbet dog ikke kørt endnu. Der er andre måder at komme i Folketinget på, og så skal lommeregneren frem.

Hvis et parti opnår et såkaldt kredsmandat i én af de 10 storkredse, som landet er inddelt i, når der er valg, er man også i Folketinget. I alt er 135 af Folketingets 179 pladser kredsmandater, 40 er tillægsmandater, og fire tilfalder Grønland og Færøerne. Kredsmandaterne skal sikre en geografisk spredning, så alle dele af landet er repræsenteret i Folketinget.

I praksis er det dog sjældent, at et parti kommer i Folketinget alene på et kredsmandat. Ofte vil det ske, at mindst to procent af vælgerne på landsplan også stemmer på partiet.

Det var tilfældet i 1998, hvor Fremskridtspartiet var truet af spærregrænsen, men dog endte med at komme over. Her fik partiets kandidat Kirsten Jacobsen også nok personlige stemmer til at få to kredsmandater i sin storkreds.

Sværere ser det ud for Kristendemokraterne, som ifølge de fleste meningsmålinger ikke kan mønstre en opbakning fra to procent af vælgerne. Til gengæld har partiet mange støtter i Vestjylland og en populær lokal kandidat i Kristian Andersen, og man håber derfor på at finde de sidste stemmer til at få tildelt et kredsmandat i Vestjylland.

”Et kredsmandat koster mellem 18.000 og 25.000 stemmer. Prisen varierer lidt, fordi de er billigere i områder med en mindre befolkningstæthed. Det kræver mange flere stemmer at komme over spærregrænsen end at få et kredsmandat, men til gengæld er det et begrænset område, man kan hente dem i.”

”Kredsmandaterne bliver fordelt først, og hvis man har fået sådan et, kan man også komme i betragtning til tillægsmandaterne i hele landet, og på den måde kan flere kandidater hives med ind,” siger Karina Kosiara-Pedersen.

Det vil sige, at et kredsmandat kan trække yderligere folketingsmedlemmer ind for et parti, så en folketingsgruppe kan ende med at få et, to, tre eller fire mandater, selvom man er under spærregrænsen på de to procent. Ingen stemmer går til spilde hos de partier, som får plads i Folketinget, også selvom alle kandidater ikke kommer ind.

Den sidste mulighed for at komme i Folketinget er endnu mere kringlet.

”Hvis man ikke får et kredsmandat eller over to procent af stemmerne, skal man i to ud af tre landsdele få det antal stemmer, der svarer til et kredsmandat i hver landsdel. Den regel betyder dog ikke noget i praksis, fordi vi ikke har partier, der er så geografisk forankret i landsdele.”

”Vi har Kristendemokraterne, der er forankret inden for en storkreds. Men hvis vi nu forestiller os, at vi havde et parti, som var anti-københavnsk og lå omkring spærregrænsen, så kunne man godt forestille sig, at de kunne samle de her 40.000 stemmer tilsammen, det ville kræve at komme ind,” siger Karina Kosiara-Pedersen.

”Valget er i hver fald ikke afgjort endnu, og flere af de her regler kan komme i spil.”

Er du interesseret i at følge Kristeligt Dagblads politiske dækning? Så tilmed dig vores ugentlige nyhedsbrev her.