E nhver, der har siddet ved en computer, ved, at F2 er en af de taster øverst i tastaturet, hvis funktion man i bedste fald er i tvivl om. I værste fald ikke aner, hvad er.
Ved mandagens afhøring i Rigsretten af tidligere udlændinge-, integrations og boligminister Inger Støjberg – daværende Venstre-politiker, i dag løsgænger – blev der brugt rigtig lang tid på at tale om F2. I denne sammenhæng er det dog navnet på det elektroniske system, ministeriet bruger til at håndtere sine mange dokumenter.
Læs magasinet "Støjberg og Rigsretten"
Anklager Anne Birgitte Gammeljord var optaget af at finde ud af, hvornår Inger Støjberg havde set et bestemt notat, som hun fik adgang til netop gennem F2.
Det blev en længere seance, hvor den tidligere minister på et tidspunkt nærmest manuducerede anklageren i systemets indretning. Undervejs brød Støjbergs forsvarer, Nicolai Mallet, ind og spurgte en smule indigneret til, hvorfor anklageren ikke bare havde kigget i udskrifterne af F2-materialet på forhånd for at se, hvornår Inger Støjberg fik adgang til notatet.
Anklageren svarede, at hun jo ikke selv har haft adgang til F2.
Et tankevækkende indslag i den ekstremt detaljefyldte sag. Og et eksempel på, at i rigsretssagen mødes tre forskellige verdener med hver sit sprog. Set fra politikerens, ministerens stol, var det vel uforståeligt, at anklageren ikke allerede på forhånd havde sat sig ind i de tekniske detaljer om, hvordan man lagrer og underskriver dokumenter i et ministerium. Endsige kendte til dets travle og kaotiske hverdag.
Inger Støjbergs svar på anklagerens mange spørgsmål vidnede imidlertid også om, hvor stor afstanden kan være fra den politiske heksekedel til den kølige juras paragraffer. Der, hvor pres fra støttepartier og medier har det med at svække en ministers og hendes rådgiveres blik for juridiske spidsfindigheder, der kan være nok så væsentlige.
Læs magasinet "Støjberg og Rigsretten"
Sagen er ellers i sine grundtræk forholdsvis enkel:
Den 25. januar 2016 bragte Berlingske en artikel om ”barnebrude” i danske asylcentre. Historien var, at mindreårige, altså piger under 18 år, bor sammen med deres ældre mænd i de danske asylcentre. Det får den daværende udlændinge-, integrations- og boligminister at vide under et arbejdsbesøg i Bruxelles, og hun bliver så vred, at hun straks lægger et opslag op på sin Facebook-side om, at det skal stoppes omgående. Parrene skal skilles ad i asylcentrene. En af hendes embedsmænd, afdelingschef Lykke Sørensen, fortæller hende, at ”hun kan gøre, hvad hun vil, for det er hendes asylcentre.”
Senere viser det sig, at helt så enkelt er det ikke. Parrene har krav på en individuel sagsbehandling, hvor man skal tage hensyn til blandt andet, om de forud har haft et samliv, ægtefællernes alder, om der er børn i forholdet, og om barnets tarv i øvrigt taler for, at man lader parret bo sammen.
D et er dette krav om en individusagsbehandling, Inger Støjberg skal have tilsidesat. Instrukskommissionen, som tidligere har behandlet sagen, kritiserede håndteringen skarpt, og det fik et flertal i Folketinget til at rejse rigsretssagen mod hende for brud på loven om ministeransvar.
I ministeriet og i Udlændingestyrelsen advarede embedsmænd mod den såkaldt undtagelsesfri adskillelse, men Inger Støjberg stod fast på, at der ikke skulle nævnes noget om undtagelser i den pressemeddelelse, der blev sendt ud den 10. februar 2016. Under afhøringen i mandags bekræftede hun indirekte, at hendes departementschef, Uffe Toudal, gerne havde set det anderledes. I hvert fald sluttede han et møde om sagen ved at sige til ministeren og hendes særlige rådgiver, Mark Thorsen: ”Så tag det ud, men der bliver administreret efter reglerne.”
Også i styrelsen var der undren eller ligefrem vrede over, at ministeren åbenbart var parat til at indføre en ordning, der ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, som sikrer retten til familieliv.
Set fra juristernes stole er det dybt frustrerende, at ministeren den ene dag kan underskrive det notat, som fremhæver, at parrene faktisk har en ret til en individuel sagsbehandling, og den næste dag kan udsende en pressemeddelelse, der ikke levner nogen plads for undtagelser.
N etop det forhold brugte anklager Anne Birgitte Gammeljord en del tid på at bore i under afhøringen.
Skal en pressemeddelelse ikke være retvisende? Fyldestgørende? Eller bare sand, som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) svarede Folketinget på et spørgsmål om ministres sandhedspligt.
Til det svarede Inger Støjberg, at statsministerens svar nok var ”lidt friskt”. For selvfølgelig må man ikke lyve, men en pressemeddelelse er jo ikke et juridisk dokument. Man kan aldrig få det hele med, og en pressemeddelelse behøver ikke at være udtømmende, forklarede hun.
M en hvad så med fyldestgørende, forsøgte anklageren sig? Lidt det samme – man kan ikke komme ud med sit budskab, hvis man tager ”alle mulige undtagelser med”, lød svaret.
Igen støder to forskellige verdener sammen. Inger Støjbergs politiske verden, hvor pressemeddelelser er et arbejdsredskab – godt nok et lidt gammeldags et, som hun siger – men hvis vigtigste funktion ikke er sandheden. Den er at komme ud med et budskab til vælgerne.
For juristerne handler det derimod om, at borgerne skal informeres korrekt. Især da hvis pressemeddelelsen i virkeligheden er den instruks, myndighederne kommer til at arbejde efter, som Folketingets Ombudsmand og Instrukskommissionen konkluderede i deres rapporter.
P å sidelinjen sad journalisterne, og i pauserne lød den stille forundring mellem dem. Hvorfor havde anklagerne ikke bedre styr på detaljerne? Hvorfor fulgte hun ikke op på Inger Støjbergs svar, som enhver ordentlig bidsk graverjournalist havde gjort? Indimellem med en stille erkendelse af, at juraens verden er en anden end deres. At Anne Marie Gammeljord måske i virkeligheden er ved at bygge en sindrig fælde, hvis virkningsmidler først afsløres, når det sidste vidne er afhørt, og de 26 dommere har trukket sig tilbage for at afgøre sagen.
O g selvom Inger Støjberg ikke behøvede at få sved på panden over denne afhøring, viste der sig sprækker, som senere kan vise sig at blive alvorlige. Omdrejningspunktet for hendes forsvar er det meget omtalte notat, som er nævnt i indledningen. Notatet omtaler de forbehold, som ministeriets og Udlændingestyrelsens jurister efterlyste, da sagen kom frem: Muligheden for at vurdere hver enkelt sag om adskillelse af par individuelt.
P roblemet med notatet er, at det var hemmeligt og ukendt for alle, indtil Inger Støjberg trak det frem for Instrukskommissionen sidste år. Folketingets Ombudsmand kritiserede i sin rapport fra 2017, at der ikke lå et sådant notat, men Inger Støjberg sagde ikke en lyd om det dengang. Ej heller gjorde hun det ved flere samråd om sagen i Folketinget, og Instrukskommissionen endte med at se bort fra notatet, som ingen praktisk betydning havde fået.
I denne uge forklarede hun, at det var blevet underskrevet af en embedsmand på hendes vegne, efter at hun havde holdt et kort møde om det med sin særlige rådgiver Mark Thorsen og med sin departementschef Uffe Toudal. Det har ikke gjort det mindre spændende at høre, hvad de har at sige, når det i løbet af de kommende uger bliver deres tur i vidneskranken.