De Konservative: Tre værdipolitiske mærkesager

Gruppeformanden for Det Konservative Folkeparti, Anders Johansson, forklarer partiets tre vigtigste værdipolitiske mærkesager til valget 2019

Det Konservative Folkeparti går blandt andet til valg på at genindføre separationsperioden ved skilsmisse, siger gruppeformand Anders Johansson
Det Konservative Folkeparti går blandt andet til valg på at genindføre separationsperioden ved skilsmisse, siger gruppeformand Anders Johansson. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
Anders Johansson, gruppeformand i Det Konservative Folkeparti

1. Kirke og stat

“Et af fokusområderne i Det Konservative Folkeparti er, at vi er meget modstandere af at adskille kirke og stat. Kirken er en bærende institution i det danske samfund, og det har den har været i århundreder. Derfor synes vi, det er vigtigt, at folkekirken har en særstatus i det danske samfund og bliver ved med at have det."

2. Organdonation

“Et konservativt fokus er, at organer ikke per automatik tilhører staten. Vi opfordrer så mange danskere som overhovedet muligt til at tage stilling til organdonation, men vi synes, det er forkert, hvis det per automatik er staten, der ejer dine organer. Derfor er vi meget modstandere af automatisk organdonation.”

3. Skilsmisse

“I Det Konservative Folkeparti vil vi gerne genindføre separationsperioden ved skilsmisse. Vi synes, det er vigtigt, at man som familie prøver at få en tænkepause og måske gør endnu et forsøg på at se, om man kan holde sammen på familien. En skilsmisse er en meget stor beslutning for en familie. Ofte påvirker det børnene meget voldsomt, og derfor synes vi, det er vigtigt, at man får den ekstra betænkningstid i en separationsperiode på seks måneder.”

De Konservative har valgt de tre mærkesager ud fra en liste bestående af 30 værdipolitiske mærkesager, som Kristeligt Dagblad har bedt partierne forholde sig til op til folketingsvalget 2019.