Det er blevet mere omfangsrigt, men der er ikke noget nyt. Sådan kan regeringsgrundlagets afsnit om folkekirken kort beskrives.
Allerede i regeringsgrundlaget fra sidste år fremhævede regeringen, der dengang kun bestod af Venstre, at Danmark er et kristent land. Men med De Konservative og Liberal Alliance i regering er der i det nye regeringsgrundlag føjet flere ord til beskrivelsen af folkekirken.
Her fremgår det nu, at ”vi skal værne om vores nationale identitet og egenart,” og at ”vores værdier om demokrati, ligeværd og muligheder for den enkelte er grundlæggende forudsætninger for vores fælleskab”. Derfor skal vi ifølge den nye regering ”stå vagt om hinanden og vores danske værdier, men forblive åbne for verden omkring os.”
Det er ord, som de fleste partier i Folketinget formentlig kunne have skrevet. Men det er nærliggende at se det tilføjede som et aftryk fra De Konservative. Og i modsætning til sætningen om, at Danmark er et kristent land, er der ikke meget, som taler for, at de nye toner vil skabe debat.
Heller ikke det mere detaljerede afsnit om menighedsråd indeholder noget nyt.
Nuværende kirkeminister Bertel Haarder (V) har haft et ønske om at forenkle og afbureaukratisere menighedsrådenes arbejde. Det er paradoksalt nok sket ved at nedsætte flere udvalg, som blandt andet skal se på ”forsøgslovgivning og deregulering”. Kort fortalt handler det om, at enkelte menighedsråd skal kunne arbejde på den måde, som passer dem bedst, i stedet for at forholde sig til en ensartet og kompliceret lovgivning, der kan frustrere selv det mest dedikerede menighedsrådsmedlem. Regeringsgrundlaget indeholder på dette punkt kun allerede iværksatte initiativer.
Det mest interessante er de punkter, som ikke er med. For siden folketingsvalget sidste år har de to nye regeringspartier markeret sig med langt mere sprængfarlige og værdiladede forslag om folkekirken. Liberal Alliance fremlagde i foråret et kontroversielt beslutningsforslag om at ændre folkekirkens økonomi. Det handler grundlæggende om statens tilskud til folkekirken og altså forholdet mellem stat og kirke. For Liberal Alliance ønsker ikke, at staten, som det er gældende i dag, betaler for præstelønninger og forkyndelse. Med beslutningsforslaget ville man undersøge de økonomiske konsekvenser ved at ændre statens tilskud til folkekirken, sådan at ikke-folkekirkemedlemmer kun betaler for kirke og kulturarv og altså ikke det kristne budskab.
Et omstridt forslag , som ifølge mange i folkekirken vil løsne båndet mellem stat og kirke på en måde, som på sigt kan føre til en mere permanent adskillelse mellem stat og kirke og ganske givet svække folkekirken. Forslaget har i hvert fald været så omstridt, at det ikke kom med i regeringsgrundlaget.
En anden af Liberal Alliances mærkesager på kirkeområdet er heller ikke kommet med. Måske fordi også dette er kontroversielt. Det handler om registreringen af blandt andet nyfødte, en opgave, som i dag ligger hos folkekirken, men som Liberal Alliance vil have fjernet fra folkekirken. Igen et punkt, som kirkefolk er imod. For med en sådan ordning vil folkekirken miste en af de sidste tætte kontaktflader, kirken har med staten.
De Konservative har også markeret sig med et punkt, som heller ikke er kommet med i regeringsgrundlaget. Partiet har i det seneste år flittigt argumenteret for, at kristendomsundervisning skulle være obligatorisk i modsætning til i dag. Et punkt, som også Venstre i år har åbnet for.
Men i folkeskoleforligskredsen er der ikke ønske om en sådan ændring af folkeskoleloven. Jo, faget må gerne være obligatorisk, men så skal det ikke hedde kristendomskundskab, men religion, lyder det fra partierne på venstrefløjen. Det er en klassisk – og betændt – værdipolitisk konflikt, som regeringsgrundlaget går udenom, da der ikke er muligheder for at få De Konservatives ønske igennem.
Hvis regeringen havde ønsket at skabe debat om folk og kirke, ja, så skulle den bare have talt åbent om de klare forskelle, der er mellem Venstre, Liberal Alliance og De Konservative, når det kommer til folkekirken. Men det er selvfølgelig ikke noget, man præsenterer i et regeringsgrundlag.