Trods beklagelser er støtten til kulturlivet konstant

Trods gentagne protester i kulturlivet over besparelser har statens tilskud altid ligget stabilt. Det vil være en tabersag for en ny kulturminister at lave radikale ændringer i kulturpolitiken efter valget, mener professor i kulturøkonomi

Kulturministeriet modtager årligt godt én procent af den samlede finanslov. Her ses balletten Nøddeknækkeren i Tivoli i fjor. Arkivfoto.
Kulturministeriet modtager årligt godt én procent af den samlede finanslov. Her ses balletten Nøddeknækkeren i Tivoli i fjor. Arkivfoto. Foto: Keld Navntoft

I kulturlivet er man hurtige til at råbe op, når selv den mindste besparelse rammer. Det vil en ny minister uanset partifarve formentlig også opleve efter valget.

Da Danmarks Radio i efteråret lukkede DR UnderholdningsOrkestret, førte det til store protester i den brede befolkning og en ekstraordinær debat i Folketinget. Senest har det også vakt opsigt, da Teatret Svalegangen i Aarhus mistede 1,7 millioner kroner i offentligt tilskud.

Det er blot få blandt mange eksempler, der tilsammen tegner et billede af, at kulturen igen og igen mister offentlige støttekroner.

Men i det store billede er der ingen grund til beklagelser, da statens tilskud til området har ligget stabilt de seneste 50 år. En analyse, Kristeligt Dagblad har foretaget af statens budgetter, viser, at Kulturministeriet årligt har modtaget godt en procent af den samlede finanslov. Hertil kommer betydelige beløb fra kommuner, øvrige ministerier, udlodningsmidler (tidligere Tips- og Lottomidler) samt licenskroner. I 2014 udgjorde offentlige kulturbevillinger i alt 23 milliarder kroner, hvoraf 6,5 milliarder var tildelt på finansloven.

Det overrasker ikke professor i æstetik og kultur Henrik Kaare Nielsen fra Aarhus Universitet, at bevillinger til kultur på finansloven har ligget nogenlunde stabilt gennem tiden.

”Der har stort set været politisk enighed om kulturpengenes størrelse gennem alle årene. De politiske slagsmål handler i højere grad om, hvordan pengene skal fordeles,” siger han.

Når der i kulturlivet ofte bliver klaget over, at der tages offentlige midler fra et område, skal det ifølge Henrik Kaare Nielsen ikke opfattes som et udtryk for, at der generelt skæres i kulturen. Der er gennem årene blot kommet flere aktører om buddet, forklarer han.

Professor og dr.polit. ved Københavns Universitet Christian Hjorth-Andersen har i en årrække beskæftiget sig med økonomiske forhold i dansk kulturliv og er forfatter til bogen ”Hvad koster kulturen?”. Han konstaterer ligeledes, at statens udgifter til kultur siden oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 har ligget nogenlunde stabilt.

Han peger på, at aktører i kulturlivet er gode til at råbe op, og at kulturpersonligheder modsat andre faggrupper har meget let adgang til medierne.

”Små ændringer går bestemt ikke upåagtet hen. Det giver en tendens til, at den førte politik på området bliver forholdsvis ubevægelig. Større ændringer vil blive voldsomt debatteret og bliver derfor nemt en tabersag for den siddende kulturminister. Der synes ikke at være den store gevinst ved at lægge sig ud med det kunstneriske establishment,” siger han og peger blandt andet på al postyret om lukningen af DR UnderholdningsOrkestret.

Der er heller ikke stemning for at ændre ved statsstøtten til kulturen i Folketinget. Ambitionen om at sikre et højt niveau af kulturtilbud i hele landet er indlejret i samfundet og i velfærdssystemet og hvorfor ændre ved noget, som alle er tilfredse med, lyder det fra Socialdemokraternes kulturordfører, Troels Ravn.

Det er kun Liberal Alliance, der går til valg på at reducere udgifterne markant, blandt andet ved at indføre brugerbetaling på eksempelvis museer og ved at afskaffe avisstøtte og de livsvarige ydelser til kunstnere.

Der har været politisk konsensus om kulturpolitikken siden 1970'erne, siger Henrik Kaare Nielsen, der ikke ser de store forskelle på partiernes overordnede tilgang til området.

”Det handler om indholdsmæssige nuancer og prioriteringsforskelle,” siger han.

Men en kulturminister har god mulighed for at være mere end en administrator for et mere eller mindre fastlåst støttesystem, mener politisk kommentator Hans Engell.

”Hvis man står stærkt i partiet og i regeringen, kan man sagtens gøre kulturpolitik til et synligt og centralt emne. Det er nok det eneste ministerium, hvor det er afgørende med en minister, der brænder for sit stofområde. Vi skal lidt tilbage i tiden for at finde en række ministre, der har formået at sætte en dagsorden,” siger han og nævner som eksempel den socialdemokratiske kulturminister Jytte Hilden (1993-1996), der mente, at kultur er alt fra Mågestel til madlavning, mens den radikale kulturminister Ebbe Lundgaard (1996-1998) inddrog udlændinge som en mærkesag i sin kulturpolitik.

Økonomiprofessor Christian Hjorth-Andersen mener også, at en kulturminister kan sætte et aftryk, men understreger, at posten først og fremmest er prestigefyldt og ikke magtfuld. De statslige midler er nogenlunde stabile, og det bliver som bekendt nemt en tabersag at lave radikale ændringer. Det fører blandt andet til det, han kalder dansk kulturpolitiks største problem, nemlig at man støtter udbudssiden, altså institutionerne og kunstnerne, men ikke gør noget ved den manglende efterspørgsel.

”Dansk kulturpolitik giver oceaner af muligheder for rige oplevelser, men det bliver ikke værdsat og udnyttet af den brede befolkning. Det ville kræve en sindelagsændring, og ligesom det er svært at få tilført flere penge på finansloven til kultur, er det altså også svært at flytte radikalt rundt på midlerne, der allerede er til rådighed, da det nemt udløser ramaskrig i kulturlivet og pressen,” siger han.