Corona-krisen er så langtfra blevet den økonomiske og beskæftigelsesmæssige katastrofe, som mange økonomer spåede, da pandemien tog fart for godt et år siden. I modsætning til finanskrisen tegner de kommende år til at byde på yderligere økonomisk vækst og højere beskæftigelse. Forleden kunne Finansministeriet fortælle, at beskæftigelsen i år og næste år ventes at stige med i alt 46.000 personer, hvilket er over det dobbelte af faldet under coronakrisen.
Spørgsmålet er, hvor de ansatte til fremtidens arbejdsmarked skal komme fra?
På papiret er der umiddelbart nok at tage af. Tre millioner danskere står i arbejdsstyrken nu, og det er nær rekordniveauet, lige før coronakrisen brød ud. Derudover lever omkring 670.000 personer i den arbejdsdygtige alder fortsat på offentlige ydelser som dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, efterløn, syge- og barselsdagpenge, forskellige aktiveringsydelser med mere. Det fremgår af den nyligt udgivne Økonomisk Redegørelse fra Finansministeriet.
Regeringen tror imidlertid ikke på, at der er mere at hente i de ”gammeldags” økonomiske reformer, som havde til hensigt at gøre det mere attraktivt at arbejde, for eksempel ved at sænke offentlige ydelser.
To kommissioner ser derfor på, om der er andre veje til at øge beskæftigelsen. Den ene af kommissionerne er Reformkommissionen, som i går præsenterede sin første delrapport. Den fortæller i alt væsentligt, hvor svært det bliver at finde på såkaldte 2. generationsreformer. Kommissionen har allerede arbejdet i syv måneder, men den har endnu ingen konkrete udspil. De præsenteres først til efteråret og næste år.
Efter planen kommer Ydelseskommissionen på mandag med sit udspil til et nyt system for de forskellige offentlige ydelser, som også får indflydelse på, hvor meget arbejdskraft virksomhederne og det offentlige har til rådighed.
Begge kommissioner udspringer af ideologiske sværdslag mellem regeringen og dens støttepartier.
På den ene side står De Radikale, som har insisteret på at få økonomiske reformer, som øger udbuddet af arbejdskraft. Alene den såkaldte Arne-pension trækker formentlig 10.000 personer ud af arbejdsstyrken, og endnu ved man ikke, hvordan de skal erstattes.
Reformkommissionen kommer dog næppe til at svare på det. I hvert fald ikke på kort sigt.
På den anden side står Enhedslisten og SF, som i endnu mindre grad end regeringen vil vide af idéen om at bruge ”pisk”, eksempelvis lavere ydelser, for at få flere til at tage et arbejde. Tværtimod vil de permanent have afskaffet de såkaldte fattigdomsydelser til udlændinge og andre udsatte.
Kristeligt Dagblad har spurgt formand for Reformkommissionen, professor Nina Smith fra Aarhus Universitet, hvad der får hende til at tro, at kommissionen kan få den halve million mennesker ind på arbejdsmarkedet, som man nu i 20 år forgæves har forsøgt at få ind.
”Det ærlige svar er, at det er jeg da heller ikke er sikker på, at vi kan. Nogle af dem ligger meget langt væk fra det, og det kan da sagtens være, at det bliver en lang vej. Det er også præcis derfor, at denne kommission ikke kan bindes op på, at vi kan komme med arbejdsudbudsforslag, som kan bruges i finansloven til næste år. For det, vi kommer til at kigge på, har effekter langt ud i fremtiden,” siger Nina Smith.
De grupper, som er sværest at få i arbejde, har i årtier været de samme: Unge uden uddannelse, indvandrere, især kvinder, samt udsatte med psykiske og sociale problemer og løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Reformkommissionen peger på, at omkring 50.000 unge under 25 år ikke har færdiggjort en ungdomsuddannelse og heller ikke er i arbejde. Som det har været i en lang årrække, får omkring 20 procent af en ungdomsårgang fortsat ikke en uddannelse ud over folkeskolen.
Derudover er 190.000 voksne enten langtidsledige, ikke-jobparate kontanthjælpsmodtagere, syge eller på en anden ydelse, der skulle have været midlertidig, men som er endt med at blive permanent.
Kommissionen har gjort sig den interessante observation, at uanset alle politiske krumspring for at flytte personer fra offentlig forsørgelse til selvforsørgelse er der stort set intet sket de sidste 20 år. Knap en halv millioner personer modtog langvarigt offentlige ydelser i 2000, det samme var tilfældet i 2010 og igen i 2020. Selvom halvdelen af ydelserne formelt var tænkt til at være midlertidige som blandt andet kontanthjælpen.
Der findes nu 13 forskellige aktiveringsordninger for ledige i den arbejdsdygtige alder, og reformkommissionen vil se på, om det er muligt at indrette systemet lidt mere enkelt for både brugere og kommuner.
Nina Smith tilføjer, at hvis politikerne vil gennemføre reformer, der øger arbejdsudbuddet – det kunne være ved lavere uddannelsesstøtte eller en lavere dimittendsats for nyuddannede – kan de bare gennemføre dem. Det behøver de ikke en kommission for at finde ud af.
Professor Bent Greve fra Roskilde Universitet hører til dem, der tror på, at det nok skal lykkes at få arbejdskraft til virksomheder og offentlige institutioner i fremtiden. Uanset at beskæftigelsen i dag ligger på et meget højt niveau.
”Hvis der er en efterspørgsel på arbejdskraft, så kommer den også frem. Det betyder ikke, at arbejdsgivere kan få lige præcis de ansatte, de gerne vil have, men der skal nok komme ansøgere,” siger han.
Debatten om arbejdsudbud er dybest set en debat om, hvordan vi er som mennesker. Vil vi gerne arbejde, hvis vi kan komme til det, eller er vi i bund og grund dovne og undslår os, hvis vi kan undgå det? Bent Greve er ikke i tvivl om svaret på det spørgsmål, når det gælder langt de fleste mennesker.
”Grundlæggende vil vi gerne have noget at stå op til. De færreste synes, det er sjovt at ligge i sengen og kigge ud ad vinduet hver dag og måske gå en tur, eller hvad de nu har lyst til. Derfor kan vi også se, at diskussionen om økonomiske incitamenter til at tage et job ikke er tilstrækkeligt til at løse ledighedsproblemer. Folk vil gerne have kontakt til andre og mulighed for at lave noget, de er gode til og kan bidrage med,” siger han.
Men hvordan forklarer han så, at den forkætrede efterlønsordning blev så stor en landeplage, hvor mange raske og rørige 60-årige valgte pensionen, så snart de kunne få den?
”Den ene forklaring er, at nogle faktisk var fysisk nedslidte dengang, men arbejdsmarkedet er jo blevet bedre med mindre nedslidende arbejde i dag. Den anden del af det er, at man altid har kunnet se, at når manden forlod arbejdsmarkedet, og konen havde mulighed for at få efterløn, trak hun sig også, så de kunne få et antal år sammen. Det gælder stadigvæk, at manden typisk er nogle år ældre end kvinden i parhold,” siger Bent Greve.
Dansk Arbejdsgiverforening har præsenteret sit eget reformudspil, der indeholder flere gammeldags reformelementer, for eksempel at udlændinge lettere skal kunne komme til Danmark for at arbejde. Organisationen vil derfor gerne have sat indkomstgrænsen for udenlandsk arbejdskraft ned. Fagbevægelsen Hovedorganisations formand, Lizette Rigsgaard, mener, at DA’s forslag er ”støvede og uden visioner”, og så savner hun mere om opkvalificering af arbejdskraften, som i øvrigt også er et vigtigt tema for reformkommissionen.
DA’s 11 konkrete forslag vil øge arbejdsudbuddet med 25.800 personer, for eksempel ved at nedbringe sygefraværet i det offentlige, der er langt højere end i det private erhvervsliv.
Foreningens administrerende direktør, Jacob Holbraad, mener ikke, at man bør afskrive flere reformer, blot fordi beskæftigelsen nu er rekordhøj, og det bliver svært at få flere i job fra de grupper, der er tilbage i ledighed.
”Hvis det ikke lykkes at få flere personer til rådighed for det private arbejdsmarked, giver det en begrænsning for, hvor meget vækst og velstand vi kan have i Danmark,” siger han.
Hvilket rejser det mere filosofiske spørgsmål om, hvorfor et land med tre millioner personer på arbejdsmarkedet og høj materiel levestandard har brug for, at man arbejder endnu mere? Er der ikke en grænse for, hvor meget velstand vi har brug for?
Jacob Holbraad peger på, at der er stor forskel på sygefraværet i den offentlige sektor og den private, og derfor giver det mening at se på, om man kunne sænke det gennem en bedre ledelse, som DA foreslår.
”Men det da rigtigt, at der er begrænsninger for, hvor meget man kan og skal arbejde. Det synes jeg faktisk, vi har så rigeligt fokus på i Danmark. Det er bare også sådan, at hvis man begrænser udbuddet af arbejdskraft, må man også indstille sig på, at man kan risikere at få et dårligere sundhedssystem og et dårligere uddannelsessystem, end man ellers kunne have fået. Derfor er den filosofiske diskussion bredere end det, du lægger op til,” siger han.