Udenfor falder mørket over Torshavn, og familien Brend samles i den lune stue. Aftensmaden er overstået, og det er tid til andagt. Der er en hyggelig stemning i stuen, og man kan mærke, at denne stille stund er naturlig for familien. Thurid Brend rømmer sig og fylder det lyse rum med ord fra Bibelen. Hendes lavmælte stemme bliver kun brudt af datteren Noomis leg med perleplader og manden Snorris stille kaffedrikning.
Næsten hver aften holder familien Brend fra Torshavn aftenandagt. Hvis de ikke når det, tager Thurid Brend en lille andagtsstund med de tre døtre, når hun kører dem i skole og børnehave. Kristendommen betyder meget for Snorri og Thurid Brend, og det er vigtigt for dem, at deres piger hører om Gud og den kristne tro.
Hjemme hos familien er troen synlig. Den ses på klaveret, hvor nodehæftet er med gospelsange, den findes på badeværelset, hvor toiletlæsningen består af to andagtsbøger, og den er synlig under aftensmåltidet, som indledes med en færøsk bordsalme. For Snorri Brend betyder troen alt.
Troen er det største i mit liv. Jeg er vokset op i et kristent hjem, og det har altid været naturligt for mig. Jeg kunne ikke forestille mig noget andet, siger han.
Thurid Brends vej til kristendommen blev ikke grundlagt i familien, men hun har altid følt sig tiltrukket af fællesskabet i kirken. Da hun flyttede til Torshavn for at gå på gymnasiet, begyndte hun med det samme i kirken, og her mødte hun sin kommende mand.
Det er tydeligt at mærke, at troen er en hjørnesten i familiens liv, og Snorri og Thurid Brend fortæller engageret om den spændende tid, de havde som missionærer i Mali for et par år siden. Selvom familien har en travl hverdag, finder de stadig tid til at praktisere troen og dele den med andre mennesker.
Snorri Brend arbejder som journalist på et af Færøernes dagblade, og fritiden bliver brugt på kor, søndagsskole og bibelgrupper, og så er han ringer i en af Torshavns tre kirker. Thurid Brend er, ved siden af sit arbejde i en bank, engageret i arbejdet med at starte Færøernes egen missionsvirksomhed, så de ikke er afhængige af hjælpen fra Sudanmissionen i Danmark.
Familien Brend deler troen på kristendommen med omkring 85 procent af den færøske befolkning. Her er kirkerne fyldt op om søndagen, og et af de mest populære tv- programmer er den gudstjeneste, der bliver vist fra forskellige kirker hver søndag.
Alle lande har deres kendetegn, og sammen med en forkærlighed for fårekød og hvaljagt er den stærke tro et af Færøernes.
Frafaldet i Europas kirker og de mange nye trosretninger har endnu ikke bidt sig fast på Færøerne. Den vindblæste og afsondrede placering i Atlanterhavet betyder, at de 18 øer længe har undgået udviklingen i resten af Europa. Det kommer dog ikke til at vare ved, er vurderingen fra Færøernes biskop, Jógvan Fridriksson. Han tror, at der i fremtiden kommer nye udfordringer for folkekirken på Færøerne.
Vi er meget bevidste om, at den afkristning, der er sket i Danmark og resten af Europa, også kan ske her. Derfor skal vi være opmærksomme på at udvikle os. Ganske vist skal vi holde fast i vores traditionelle værdier, men vi skal også styrke forbindelsen udadtil i en moderne verden, siger han.
Færøerne har hidtil været et stift i den danske folkekirke, men fik i sommer sin selvstændige folkekirke. Det er ikke mere end et par måneder siden, at Jógvan Fridriksson havde sin første arbejdsdag som biskop, men hans idéer til kirkens fornyelse og videre succes er mange.
Den største fejl er, hvis vi siger, at det går godt nu. Så går det galt. Derfor ønsker jeg en mere åben dialog. Min dør er altid åben for folk, og jeg vil gerne lytte til forskellige meninger. Jeg har ikke patent på sandheden, siger biskoppen.
Han har som den første biskop indført kontortider, hvor alle med spørgsmål og meninger om kirken er velkomne i den smukke bispegård i Torshavn. Denne ledelsesstil er inspireret af såvel håndboldlandsholdets træner Ulrik Wilbek som tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan og skal føre Færøernes tro ind i fremtiden. Jógvan Fridriksson ser positivt på fremtiden og bliver ikke skræmt af erfaringerne fra Danmark.
Jeg tror, at så længe vi gør os umage med at give en eksistentiel fortolkning af Bibelen, så vil folk komme. Vi skal ikke prædike, som om vi var i middelalderen, for tiderne har ændret sig. Vi skal være moderne og nytænkende og først og fremmest folkets kirke, slår Jógvan Fridriksson fast.
Hjemme hos familien Brend er de glade for den åbne linje, biskoppen har lagt. Der er behov for nye tiltag, hvis kirken skal bevare sin plads, mener både Snorri og Thurid Brend.
Biskoppen virker som en fremsynet mand. Han vil gerne i kontakt med folk, og vi er spændte på, hvad han finder på, siger Thurid Brend.
Snorri og Thurid Brend kan mærke, at tiderne har ændret sig. Da de var børn, måtte de ikke gå på diskotek eller i biografen.
Min mor sagde altid: Du må godt, men jeg er ikke glad for det. Så vidste jeg jo godt, at det ikke var en god idé, siger Snorri Brend med et smil. Selvom nutiden også har mange fristelser, vil de ikke forbyde deres børn de ting. Deres døtre bliver opdraget mere frit, og Snorri og Thurid Brend prøver at lære dem om kristendommen på en afslappet måde.
Derfor er det o.k., hvis ikke alle døtrene deltager i andagten, og det er ikke hver søndag, at familien kommer i kirke, for det er i orden at sove længe. Familien har dog en tradition med at tage i missionshuset hver søndag aften. Det er et populært arrangement, hvor der selv på de sløve aftener er over 100 mennesker samlet. Familien føler sig privilegerede ved at leve et sted med den slags fællesskab, men de tror også, at folkekirken står over for hidtil ukendte udfordringer.
Der er mange flere, der stiller spørgsmål ved troen, og nogle siger endda, at de ikke tror på Gud. Det er helt nyt på Færøerne, for normalt er der ikke mange, der indrømmer, at de har en anden tro eller slet ikke tror, siger Thurid Brend. Hun mærker en ændret holdning til kristendommen, men ser stadig troen som en central del af livet på Færøerne:
Måske er der ændrede tider på vej, men troen på Gud vil aldrig forsvinde, for vi har en helt speciel åndelighed her.