Prøv avisen

Troens plads i medierne

Religionshistorikeren Mikael Rothstein, DR-direktør Gitte Rabæk, Politikens chefredaktør Bo Lidegaard og Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager diskuterede i går, hvilken plads tro skulle have i medierne. – Foto: Søren Staal.

Kan en troende journalist dække religionsstoffet for DR? Det var et af spørgsmålene i gårsdagens debat om troens plads i medierne

Jesus sammenlignede som bekendt ifølge Matthæus Evangeliet troen med et sennepsfrø. Men i går var det religionshistorikeren Michael Rothstein, der bragte en anden slags frø ind i religionsdebatten.

LÆS OGSÅ: Ældre er vilde med teologi

Det skete som et led i Golden Days-festivalen, der i år har tro som hovedtema. I den forbindelse stod dagbladet Politiken vært for en Værdi-battle om troens plads i medierne med et stærkt panel bestående af denne avis chefredaktør, Erik Bjerager, Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, direktør i DR Gitte Rabøl og Mikael Rothstein, mens Jens Olaf Jersild bestyrede debatten om tro og medier.

DRs Gitte Rabøl fortalte, at trosstoffet erfaringsmæssigt var et godt stofområde, der havde fat i mange seere og lyttere, ligesom hun selv som leder af DR 2 havde været med til at få Gud ind i primetime med programmerne som Tal med Gud.

Til det konstaterede Erik Bjerager, at DR på det seneste har skåret hårdt ned på trosstoffet på trods af, at formidlingen af den kristne kulturarv er blevet skrevet ind i den seneste public serviceaftale.

LÆS OGSÅ: Vi skylder hinanden at kæmpe mod åndløsheden

Erik Bjerager mente dog også, at en del andre medier synes at have fået en form for blindhed overfor trosstoffet, når det ikke handler om konflikthistorier som præster, der ikke vil vie fraskilte.

Mikael Rothstein var derimod irriteret over, at DRs trosprogrammer mere handlede om tro på troens præmisser end om religionskritik. Og han kritiserede, at man lod troende stå for religionsstoffet:

Teologi er religion, mens religionshistorie er videnskab. Man kan heller ikke bede en frø om at holde en forelæsning om biologi, sagde Mikael Rothstein, der efterlyste, at man i stedet dækkede området videnskabeligt.

Gitte Rabøl mente, at man skulle se bredere på faglighed og så ikke noget problem i, at en del af journalisterne på DRs trosredaktion for eksempel selv var troende:

Det afgørende må være, om man kan forholde sig professionelt til stoffet. Og jeg er faktisk bange for, at vores historieafdeling også er ledet af en historiker, sagde hun, mens Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, kunne se sagen fra begge sider:

Der er ingen tvivl om, at det religiøse har konstitueret kulturtraditioner i de forskellige kulturer gennem rigtig lang tid, hvor de så er blevet omformuleret og transformeret i uendelig mange varianter. Og det kan man så at sige pille fra hinanden, ligesom man kan pille frøen fra hinanden i dens enkelte komponenter. Men for rigtig mange mennesker repræsenterer det religiøse også en måde at forstå os selv på, altså en eksistentiel forståelsesramme. Og det gør det jo til noget lidt andet end noget, man blot kan forholde sig videnskabeligt til. For selvom man også kan forklare religion kulturhistorisk, er den også et udtryk for et værdisæt, altså en tro. Og det bliver vi nødt til at forholde os til, selvom vi kan have en kritisk distance til religionen, sagde Bo Lidegaard og fortsatte:

Ligegyldigt hvor lang en videnskabelig tradition og hvor omfattende en forståelse, man har for religionens kulturhistoriske aspekter, er den altså også et aktuelt eksistentielt anliggende for rigtig mange mennesker. Og jeg vil næsten gå så langt som at sige, at alle mennesker, der tænker over, hvem de er, på en eller anden måde forholder sig til tro, sagde Bo Lidegaard.

Det kan de også gøre ved at fornægte det, ikke at føle sig forklaret af det eller ved at stå i opposition til det. Men det er ikke noget, man let kommer udenom, fordi hele vores sprog og hele vores måde at definere os selv og som samfund på har noget med dette at gøre, sagde Bo Lidegaard og sendte et smil til Mikael Rothstein, idet han tilføjede:

Det er jo derfor, at kloge mennesker sætter sig ned for at studere, hvad troende mener. Og det er også derfor, at det ikke bare er så let at affeje det som om, at det var en frø.

Den sætningssolo udløste aftenens største bifald fra publikum, der sad tæt pakket i Politikens foredragssal. Og en tilhører ville senere vide, om Mikael Rothstein ikke selv ville indrømme, at han selv var stærkt troende ateist. Han anså det dog for fornærmende at skulle blive kaldt troende.