Siden Grundloven af 1953 har Grønland sammen med Færøerne været en del af rigsfællesskabet med selvstændig repræsentation i Folketinget. Inden for denne ramme har Grønland gradvis fået udvidet selvstyret. I 1979 fik Grønland hjemmestyre á la Færøerne, og i 2009 blev hjemmestyret udvidet med Selvstyreloven. Heri står, at en beslutning om fuld selvstændighed skal træffes af den grønlandske befolkning efter folkeafstemning og samtykke fra Folketinget.
I de seneste årtier har en betydelig del af den grønlandske befolkning ønsket fuld selvstændighed. Mange grønlandske politikere har da også givet udtryk for, at målet netop var fuld selvstændighed.
Undersøgelser tyder imidlertid på, at ønsket om selvstændighed er betydeligt mindre, hvis den indebærer lavere levestandard, hvilket der er fare for, hvis Grønland i samme omgang mister bloktilskuddet fra den danske stat.
Der har også i de senere år været kræfter i Grønland, som ønskede, at man fik et langt tættere forhold til Canada og USA, som ligger så tæt på. Den tidligere grønlandske landsstyreformand, Aleqa Hammond, var for eksempel fortaler for, at man sprang dansk over og gik direkte til at lære engelsk som andetsprog efter hovedsproget grønlandsk. Hun var selv uddannet i Canada, og hun er ikke alene med det ønske.
De senere års stigende internationale interesse for Grønland skyldes både ønsket om at sikre sig forskellige mineraler, som Grønland besidder, og ønsket om via Grønland at få indflydelse i Arktis i en situation, hvor der bliver mindre is og dermed flere muligheder for skibsfart og militær tilstedeværelse. Kina har vist interesse for Grønlands naturressourcer og infrastruktur, og USA har ud over Thulebasen haft stigende interesse i Grønlands militærstrategiske position.
Kinas interesse i Grønland førte blandt andet til, at regeringen under Lars Løkke Rasmussen i 2018 ekstraordinært tilbød Grønland 700 millioner kroner i tilskud til et lufthavnsprojekt, som en statsejet kinesisk storentreprenør ellers stod på nippet til at gennemføre. Meget tyder på, at Kina ønsker at blive en stormagt i Arktis, hvilket også er grunden til, at man er blevet fast observatør i Arktisk Råd med hjælp fra Danmark.
USA’s interesse for Grønland accelererede under den kolde krig, hvor Thulebasen kom til at spille en central rolle for forsvaret af USA mod atomraketter fra Sovjetunionen. Allerede i 1946 tilbød præsident Harry S. Truman Danmark 100 millioner kroner for Grønland, hvilket var fire gange mere end prisen for de Dansk Vestindiske Øer i 1917. Endnu længere tilbage viste Donald Trumps store idol, Andrew Jackson, der var amerikansk præsident 1829-1837, også interesse for at købe Grønland.
Da The Wall Street Journal således for nyligt offentligjorde, at Trump ville købe Grønland, var det altså ikke første gang, at amerikanske præsidenter udviste en sådan interesse.
Det er imidlertid første gang, at det sker i nyere tid, og efter at Grønland er blevet en del af rigsfællesskabet og senere har opnået selvstyre. Mange har naturligvis fundet Trumps tilbud både latterligt og upassende og i stil med Trumps mærkværdigheder på andre områder. Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), har kategorisk afvist enhver tale herom, hvilket fik Trump til på Twitter at aflyse sit besøg i Danmark i begyndelsen af september.
Under alle omstændigheder viser både den meget store amerikanske og kinesiske interesse i Grønland imidlertid, at et helt selvstændigt Grønland uden for rigsfællesskabet ikke ville få lov til at leve i fred.
Man ville uvilkårligt blive udsat for politisk pres og økonomiske fristelser, som meget let kunne medføre, at Grønland kom i et afhængighedsforhold til et andet land end Danmark, som fik den nuværende relation i rigsfællesskabet til at fremstå som topmålet af selvstyre. Et helt selvstændigt Grønland uden for rigsfællesskabet kunne meget vel blive påtvunget en vasalstatus i forhold til et tredjeland. Trumps ageren den seneste måned har sat en tyk streg herunder.
Alt det kan Grønlands politikere sandsynligvis udmærket se. Mon ikke også de så ser, at rigsfællesskabet giver grønlænderne den bedste sikkerhed for at kunne udvikle deres økonomi og kultur uden den store indblanding
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.