Chikane udelukker forsvarere for drengeomskæring fra debatten

”Blodige” bleer og og hadefulde bemærkninger er våbnene i debatten om omskæring på nettet. Metoderne er med til at marginalisere forsvarere af omskæring og afholde dem fra at give deres holdning til kende

Politikeren Ida Auken (R) er en af dem, der har måttet stå model til en voldsom tilsvining, efter hun udtrykte sig imod et forbud af drengeomskæring. Arkivfoto.
Politikeren Ida Auken (R) er en af dem, der har måttet stå model til en voldsom tilsvining, efter hun udtrykte sig imod et forbud af drengeomskæring. Arkivfoto. Foto: Nikolai Linares .

Når man deltager i debatten om omskæring af drenge, må man være forberedt på lidt af hvert. Flere debattører, der har talt imod et forbud, har oplevet antisemitiske bemærkninger, at blive stemplet som børnemishandlere eller blive mødt med andre former for chikane. I sidste uge sendte medlemmer af en omskæringskritisk Facebook-gruppe eksempelvis bleer med ketchup i til fremtrædende politikere som Bertel Haarder (V) og Henrik Dam Christensen (S).

Omskæringsdebatten er blevet intens, siger Brian Arly Jacobsen, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, der har fulgt debatten fra sidelinjen.

”Det er tydeligvis et kontroversielt emne og nogle ret dramatiske aktionsformer, vi ser. Det er med til at udgrænse og marginalisere og sætter de grupper, der er fortalere for omskæring, i et dårligt lys.”

Også Jens-André Herbener, religionshistoriker og adjunkt ved Syddansk Universitet, har fulgt omskærings-debatten på de sociale medier og har bidt mærke i, at tonen her er særligt hård.

”Det er meget aggressivt og meget holdning og attitude. Det, jeg har været mest pikeret over, er, at de kalder omskæring for lemlæstelse, børnemishandling og vold. Det er ude af proportioner og kan føre noget fysisk med sig med tiden. Jeg forstår, hvorfor mange bliver skræmt væk fra debatten,” siger han.

Kristeligt Dagblad har været i kontakt med en række debattører, som er imod et omskæringsforbud, men ikke længere ønsker at deltage i debatten grundet de personlige angreb, de har oplevet efterfølgende. Flere henviser til læge og dr.med. Morten Frisch, en af de fremmeste kritikere af drengeomskæring i Danmark, og hans Facebook-side, hvor emnet debatteres dagligt. Her har flere af hans følgere i tidens løb skrevet en række hadefulde bemærkninger om jøder, som da en støtte bemærkede, at ”jøder torturerer flere jøder end Hitler”. Denne udtalelse og andre af samme karakter har Morten Frisch dog gentagne gange taget afstand fra.

Men de hadefulde kommentarer på Morten Frischs Facebook-side har blandt andet fået Dan Wolf Meyrowitsch, epidemiolog og lektor ved Afdeling for Global Sundhed på Københavns Universitet, til at holde sig i baggrunden.

”Fra begyndelsen har jeg syntes, at debatten har været så betændt og tonen så dårlig, at det er svært at få noget positivt ud af den. Hvis der er nogen, der fremkommer med positive budskaber om omskæring, får de bank på nettet. Når man så hører, at jødernes reaktion er klynkeri, så træder man blot endnu et skridt tilbage, fordi man synes, at det er ubehageligt,” siger Dan Wolf Meyrowitsch.

Morten Frisch mener ikke selv, at hans måde at argumentere på skygger for en nuanceret debat om omskæring.

”Jeg bliver tit selv rost for at holde tonen og for ikke at kamme over. Der er uden tvivl røget en finke af panden i tidens løb, men det ligger mig meget på sinde, at det ikke bliver personligt,” siger han og tilføjer, at omskæringsmodstandere også risikere at blive hængt ud og udstillet som antisemitter.

”Der er ikke ét gram anti-semitisme eller muslimforskrækkelse i mig. Når jeg har fakta i orden, kan det selvfølgelig være træls at diskutere med mig, fordi jeg kan kigge bag om subjektive og kulturelle argumenter.”

Hvad angår de hadefulde kommentarer på Facebook, mener Morten Frisch ikke, at han kan gøre mere, end han gør nu.

”Jeg kan ikke sidde i døgnets 24 timer og holde øje med, hvad folk skriver på min Facebook-side. Der er nogle fjolser imellem, der har sagt noget idiotisk, og jeg gider ikke den retorik,” siger han.