Prøv avisen

Trygt for Ellemann at have Støjberg ombord

Det er nu officielt, at Jakob Ellemann-Jensen (V) og Inger Støjberg (V) er kandidater til henholdsvis formands- og næstformandsposten i Venstre. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg kandiderer officielt til at ville lede Venstre, men de er dybt uenige om udlændingepolitikken. Fløjene binder hinanden til masten, vurderer ekspert

Så har både Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg gjort det officielt. De er kandidater til henholdsvis formands- og næstformandsposten i Venstre, som skal vælges på et ekstraordinært landsmøde den 21. september. Andre kandidater kan nå at melde sig helt frem til selve afstemningen, men kandidaterne skal fra på onsdag i næste uge på rundtur til regionerne, hvor de vil præsentere sig selv ved en række medlemsmøder.

Jakob Ellemann-Jensen sagde i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten i tirsdags, at Inger Støjberg er ”et stærkt kort”, mens hun til gengæld sagde til Skive Folkeblad, at hun bakker ”110 procent op” om Jakob Ellemann-Jensen som formand. Ingen af dem lægger dog skjul på, at de er politisk uenige om udlændingepolitikken, men ifølge formandskandidaten er det kun en fordel.

”Inger er nærmest personificeringen af en strømning i vores parti, som er vigtig at lytte til. Inger og jeg har forskellige måder at italesætte ting. Jeg tror, at vi tilsammen favner bredere, end jeg gør alene,” sagde Jakob Ellemann-Jensen i interviewet.

Historisk har man ofte i Venstre talt om, at der var ”højt til loftet og langt til døren”, men ifølge forskere i politik handler forbrødringen i udlændingepolitikken om noget andet.

Socialdemokratiet sloges i omtrent 20 år om udlændingepolitikken, inden man fik fodslag om en forholdsvis stram politik. Det kan man imidlertid ikke tage som udtryk for, at der er en helt anden og mere rummelig partikultur i Venstre end i Socialdemokratiet på dette område.

”Nej, det tror jeg faktisk ikke,” siger professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Helene Helboe Pedersen.

”Når man ser på organiseringen i Venstre og Socialdemokratiet, er den stort set ens. Der er ikke meget, der adskiller dem som partier. Der kan være lidt i forhold til partikulturen, men jeg tror ikke, det er så voldsomt.”

”Hvis den nye formandskonstellation i Venstre ender sådan, at Jakob Ellemann-Jensen bliver formand og Inger Støjberg næstformand, så binder den begge fløje til masten. Selvfølgelig siger de, at det er for at favne bredt, men det er jo også for at forpligte begge sider.”

”Ved at indsætte Inger Støjberg i ledelsen giver man fortalerne for en stram udlændingepolitik en stemme. Til gengæld giver man dem også en indpisker til den position, der bliver indtaget i konkrete sager. Hvis man havde Inger Støjberg ude i folketingsgruppen i stedet for i ledelsen, og hvor Jakob Ellemann-Jensen ville lempe indvandrings- og integrationspolitikken, ville hun i højere grad frit kunne ytre sin kritik af ledelsen,” siger Helene Helboe Pedersen.

Et andet argument har lydt, at det var vigtigt, at Venstre fik en ledelse med repræsentanter for hele landet. Jakob Ellemann-Jensen er opvokset på Sjælland, men dog valgt i Østjylland, mens Inger Støjberg er valgt i Vestjylland.

”Jeg tror nu mere, det handler om land og by. Om miljøpolitik og landbrugspolitik og balancen mellem de to. Jakob Ellemann-Jensen vil i høj grad komme til at sidde på de midtjyske bønders nåde, og dem skal han have fundet en løsning med, som ikke samtidig afskrækker de grønne vælgere, Venstre har i byerne,” siger Helene Helboe Pedersen.

Hendes kollega, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet Karina Kosiara-Pedersen, peger på, at det godt kan være en fordel udadtil for et parti at signalere, at det favner bredt, men at det kan være en udfordring, hvis ledelsen ikke kan enes om linjen i det daglige.

Karina Kosiara-Pedersen mener heller ikke, at der grundlæggende er forskel på partikulturen i Socialdemokratiet og Venstre, selvom det har taget Socialdemokratiet mange år at få fodslag om en stram udlændingepolitik, hvor Venstre ikke har haft så hårde interne opgør.

Det skyldes især, at Venstres vej til magten fra 2001 og frem har været betinget af støtte fra Dansk Folkeparti, som fra højre har presset alle de borgerlige partier til en strammere linje. Det parlamentariske pres har Socialdemokratiet ikke haft fra sine støttepartier.