Turismeforsker: Klimakrisen kan gavne Grønlands økonomi

Grønland er blevet varm i mere end én forstand, lyder det fra turisme- forsker. Bemærkelsesværdigt nok kan klimakrisen få turister til at drage mod det kolde nord

Turisterne vil se den grønlandske indlandsis, før den smelter, lyder forklaringen på det øgede antal besøgende. –
Turisterne vil se den grønlandske indlandsis, før den smelter, lyder forklaringen på det øgede antal besøgende. – . Foto: Joachim Adrian/Polfoto.

Danskere har længe været bevidste om Grønland som en mulig rejsedestination, men nu har langt flere internationale turister også fået øjnene op for mulighederne for at rejse dertil. Det er en af grundene til, at antallet af turister er steget gradvist, men betydeligt. I 2014 havde Grønland nemlig 79.885 besøgende, i 2015 steg antallet til 87.237, mens det blev til 96.234 i 2016.

”Folk vil se indlandsisen, før den smelter,” siger forsker i turisme og Arktis ved Aalborg Universitet, Carina Bregnholm Ren.

Hun anerkender, at der er noget påfaldende i, at man tager den lange CO2-udledende rejse til Grønland for at være vidne til konsekvenserne af verdens CO2-udledning.

”Det er et stort bæredygtighedsparadoks,” siger hun.

Carina Bregnholm Ren har netop været medforfatter til en videnskabelig artikel om den øgede turisme i Grønland, og tidligere på ugen udgav hun endnu en rapport om emnet.

”Det, vi kan se, er, at der er ved at blive udviklet en national turismeindustri, på samme måde som man før har set en national fiskeriindustri,” siger Carina Bregnholm Ren og henviser til, at der sidste år blev offentliggjort en national turismestrategi.

I rapporten ”Turismeudvikling i Grønland – afdækning og inspiration”, der udkom i tirsdags, kan man blandt andet læse, at 75-85 procent af de lokale turismeaktører har en optimistisk tro på fremtiden.

”Det kan være svært at se klimaforandringerne som noget positivt, men her er et eksempel på, at Grønland har vendt udfordringer til muligheder, omend det er paradoksalt,” siger Carina Bregnhom Ren.

Spådommene om en vækst i turismen i Grønland vækker genklang hos Grønlands nationale turistråd, Visit Greenland. Her har man også mærket, at den stigende internationale interesse for Arktis får flere turister til at besøge landet.

”Generelt har Grønland fået mere plads i medierne. Det er jo et af de steder, hvor man ser klimaforandringerne meget tydeligt. I Grønland ser man gletsjere trække sig tilbage, altså et meget visuelt tegn på klimaforandringerne,” siger direktør for Visit Greenland Anders Steenbakke.

Helt praktisk er det blevet nemmere at rejse til flere destinationer i Grønland, og man har fokuseret på at tiltrække turister fra mange forskellige lande. Den øgede turisme kan skabe arbejdspladser, forklarer Anders Steenbakke.

”Turisme er jo et servicetungt erhverv. Så snart der sker vækst i turisme, bliver der brug for forskellige slags arbejdskraft – både guider, bådførere og hotelarbejdere,” siger han.