TV 2 Lorry skifter navn og vil være mere global. ”Indbildsk”, lyder kritikken

Københavnere har mere til fælles med Berlin end Varde, mener TV 2 Lorry, der skifter navn til TV 2 Kosmopol. En indbildsk opfattelse af stationen, der svigter sin opgave, siger historiker

TV 2 Lorry, som har hovedsæde på Frederiksberg, skifter nu navn til TV 2 Kosmopol
TV 2 Lorry, som har hovedsæde på Frederiksberg, skifter nu navn til TV 2 Kosmopol. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Fra i dag vil TV 2 Lorry være mere Paris og mindre Jægerspris. Efter 34 års sending har Danmarks største regionalstation nemlig bestemt, at den ikke bare vil være regional, men også global. Stationen skifter navn til TV 2 Kosmopol og flytter samtidig fokus væk fra "nidkært" at dække alle sendeområdets 34 kommuner til at ville dække København som en metropol forbundet metropoler verden over.

Det skriver stationen i en pressemeddelelse om ændringen, der træder i kraft, når TV 2 Kosmopol får premiere 19.30 i dag:

“TV 2 Kosmopol vil også sikre seerne et globalt udsyn ved at formidle hovedstadens stærke forbindelse til omverdenen og lade inspirationen strømme udefra. For når det kommer til udfordringer og muligheder, så har København mere tilfælles med Stockholm og Berlin end med Varde og Hirtshals.”

TV 2 Kosmopol får licensmidler og har et sendeområde, hvor 2,1 millioner seere i hovedstadsområdet og i kommuner som Gribskov, Frederikssund og Halsnæs kan følge med i de daglige udsendelser og nyheder på nettet. Og det virker både indbildsk og som et svigt af mange af disse borgere, at stationen nu vil være mindre til stede i kommunerne og prioritere det globale, mener lektor emeritus i historie Michael Böss.

“Jeg har svært ved at se, hvordan det ikke er at svigte deres forpligtelse til at dække deres sendeområde. Hvilken forskel vil der være på TV 2 Kosmopol og et stort landsdækkende medie som Politiken, når stationen nu vil ind og have fat i det samme segment af selvbetegnende kosmopolitter? Jeg synes, det er at vise foragt over for de mange mennesker i Storkøbenhavn, som altså ikke mener, at det globale overtrumfer det lokale og det nationale, og jeg synes, at det burde være kulturministerens opgave at banke dem på plads,” siger han.

Stik imod erfaring

Samme kritik har TV 2 Lorrys grundlægger og mangeårige direktør Dan Tschernia. Han er overrasket over beslutningen, som ifølge ham går stik imod, hvad al erfaring siger om målgruppen til regional-tv.

“Lorry har som tv-station det til fælles med de andre storbyer, at det netop er svært at påkalde sig lokal interesse, fordi store byer – hovedstæder – i forvejen er så godt dækket af de nationale medier. Derfor skal man være varsom med at nedgøre de dele af sendeområdet, hvor seerne faktisk er interesserede i at få historier om deres egne samfund,” siger Dan Tschernia og tilføjer, at selve regionalstationens eksistensberettigelse ligger i at levere nyheder til folks lokalområder:

“Stationen sender til to millioner mennesker – en tredjedel af landets befolkning. De fleste seere vil ikke høre om Berlin eller Stockholm, men er interesseret i nyheder om deres borgmester, vandværk eller andre ting, der præger deres lokalområde,” siger han.

TV 2 Lorrys navne- og fokusskifte skal ses i lyset af, at stationen altid har haft en sværere opgave end de andre TV 2-regioner, vurderer Roger Buch, der forsker i lokalpolitik og medier ved Danmarks- Medie og Journalisthøjskole. 

“Det har været en kæmpe udfordring for TV 2 Lorry, at man har skullet dække 34 kommuner, mens TV 2 Bornholm har dækket én, og TV 2 Østjylland har dækket 10. Det er stort set umuligt at lave tv, der er vedkommende for alle i det område, og det tror jeg, man tager konsekvensen af nu ved at skifte navn til TV 2 Kosmopol. Man forsøger at fokusere sin journalistik skarpere til et særligt segment. Spørgsmålet er så, hvor meget de kan ændre uden at bryde de public service-forpligtelser, de skal opfylde for at modtage licenskroner,” siger han og tilføjer, at selve navnet lorry altid har været en svær brandingøvelse, fordi navnet ikke siger noget om sendeområdet.

Hos TV 2 Kosmopol siger direktør Morten Kjær Petersen, at kritikken er misforstået. At stationen vil anlægge et mere globalt perspektiv, betyder ikke, at det bliver på bekostning af det regionale.

"Vi stopper ikke med at dække alle kommuner, men vil ikke længere lave en nidkær optælling af, om vi har været til stede i samtlige 34. I stedet vil vi finde historier, der kan være relevante for samtlige borgere i vores sendeområde ved at finde noget, vi er fælles om. Her tænker vi, at fiskerne i Gilleje, landmændene i Lejre og byboerne i København har det til fælles, at de bor i en metropol. Pointen med ændringen er, at vi flytter os i takt med udviklingen i vores seeres forbrug af medier," siger han.

I en mail til Kristeligt Dagblad skriver kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Mod) om TV 2 Kosmopols nye navn og fokus:

”Jeg forventer, at TV 2 Kosmopol fortsat lever op til den public service-kontrakt, som er indgået med tv-stationen. Det er vigtigt, at Kosmopol dækker hele det regionale område. Det er Radio- og tv-nævnet, der vurderer, om medier overholder public service-kontrakten. Jeg kommer til at invitere TV 2 Kosmopols direktør til et møde på mit kontor, så han kan sætte ord på stationens nye profil.”