Tv-kanal i royal brøler: Kronprins Frederik ”forfremmet til kuvøseguf”

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

På den britiske tv-kanal BBC kom en journalist på glatis, da dronning Margrethe og kronprins Frederik tonede frem på skærmen fra livedækningen.
På den britiske tv-kanal BBC kom en journalist på glatis, da dronning Margrethe og kronprins Frederik tonede frem på skærmen fra livedækningen. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

Godmorgen.

Halvanden uges landesorg kulminerede, da dronning Elizabeth II i går blev bisat i Westminster Abbey i London. Omkring 2000 personer – herunder statsoverhoveder og udvalgte gæster fra alle verdenshjørner – deltog ved den timelange ceremoni i kirken, mens millioner af tv-seere så med fra hele kloden.

Statsbegravelsen var omgærdet af militær pomp og pragt, men ærede også den afdøde dronnings dybe kristne tro, skriver Kristeligt Dagblads storbritannienkorrespondent i sin reportage i dagens avis.

Fra kirken blev kisten transporteret gennem Londons gader til Windsor Castle, hvor dronningen omsider blev stedt til hvile i det kongelige gravkammer ved siden af sin afdøde mand, prins Philip.

Og det var en på alle måder følelsesmæssig dag, viser billederne fra dagen, som Kristeligt Dagblad har samlet i billedserien her og på live-bloggen her.

Sygehus-saga: Forsinkelser og milliarddyr budgetoverskridelse fortsætter

Det skulle for længst have været taget i brug: Det nye universitetshospital i Aalborg. Men på et pressemøde, som Region Nordjylland i går afholdt, stod det klart, at man i hvert fald må vente indtil 2026 med at slå dørene op til det nye supersygehus, som allerede har været ramt af problemer og forsinkelser ad adskillige omgange.

Det betyder også, at omkostningerne nu forventes at løbe op i 6,6 milliarder kroner – det vil sige, at budgettet vil være overskredet med mindst 1,37 milliarder.

På pressemødet lød det, at konflikter på byggepladsen, rod med bygherreleverancer og manglende styring af økonomi har været skyld i byggeriets forsinkelser. Derfor har man nu sendt bud efter uvildige konsulenter, som skal gennemgå planen for, hvordan Region Nordjylland får det nye sygehus færdigt, skriver TV 2 Nord.

Politisk flertal vil regulere præsters seksualliv

Fra sygehuset skal vi til kirken, hvor det fremover skal være ulovligt for præster at udnytte deres position til at opnå seksuelt samkvem. Det mener et politisk flertal, der i øjeblikket venter på, at et lovforslag om selvsamme har været til høring.

Allerede nu står det klart, at flere biskopper bakker op om forslaget, men helt så kontant er meldingen dog ikke, når man spørger rundtomkring i det danske kirkemiljø. Her deler lovforslaget vandene, kan man læse i dagens udgave af Kristeligt Dagblad. Det er nemlig problematisk, at religiøse ledere sidestilles med psykologer, som længe har været underlagt lignende love, indvender eksempelvis formand for Foreningen Åndsfrihed. Hun påpeger, at relationer mellem præster og sognebørn er et felt, som er "gråzonefyldt og kompliceret".

Danmark blander sig i international retssag mellem Ukraine og Rusland

Vi bliver ved endnu en nyhed om politisk indgriben, for Danmark har for første gang nogensinde anmodet om at gå ind i en sag mellem to lande ved Den Internationale Domstol i Haag. Det danske udenrigsministerium vil nemlig komme Ukraine til undsætning i sagen, hvor landet anklager Rusland for at bringe falske beskyldninger om, at Ukraine skulle have begået folkedrab.

Og hvad er så status på krigen? Trods dens hærgen og endnu et russisk angreb på et ukrainsk atomkraftværk er der fortsat forlydender om fremgang på ukrainsk side. I går kom det nemlig frem, at ukrainske soldater skal have krydset en strategisk vigtig flod i Kharkiv-regionen, hvilket ifølge Ritzau er et afgørende afsæt for yderligere modangreb i det østlige Ukraine.

Grønne partier fusionerer

Hedder man Vladimir Putin, ville man måske ønske, at de ukrainske soldater bare gjorde med Rusland, som partiet Grøn Alliance herhjemme har gjort med Alternativet: I går meddelte partiet nemlig, at det nu har meldt sig under fanerne hos Alternativet.

Partiet, der indtil for nylig hed Veganerpartiet, modtog for få uger siden invitationen til at fusionere med Alternativet, som også sendte en lignende invitation til partiet Frie Grønne. De tre partier, der hver især profilerer sig på den grønne dagsorden, ligger nemlig alle under spærregrænsen i de meningsmålinger, der er foretaget op til et kommende folketingsvalg. Men hos Frie Grønne har man endnu ikke takket ja. Tværtimod så man hellere, at Alternativet nedlagde sig selv for at blive en del af Frie Grønne, skriver TV 2.

Voldsomt vejr hærger

Er man som landets nu to grønne partier optaget af klimaforandringer, har man måske bidt særligt mærke i, at voldsomt vejr i disse dage hærger rundtom i verden. Og selvom det var vildt, da der i weekenden væltede hagl på størrelse med guldkarameller ned over Vendsyssel, er det i en noget værre liga:

  • I Japan er ni millioner mennesker blevet bedt om at lade sig evakuere, efter en supertyfon, der betegnes som en af de værste i Japans historie, er gået i land. Det skriver BBC.
     
  • Samtidig har et voldsomt jordskælv i Stillehavet ramt Mexico, hvor der ifølge CNN nu er udstedt tsunamivarsler.
     
  • Og så er orkansæsonen desuden skudt i gang i Atlanterhavet, hvor Caribien især er udsat. Puerto Rico er blevet ramt i en sådan grad, at strømmen ifølge The New York Times er gået på det meste af øen, mens enorme mængder regn nu har ramt Den Dominikanske Republik.

BBC i royal brøler: Kronprins Frederik "forfremmet til kuvøseguf"

Vi ender, hvor vi begyndte, nemlig ved gårsdagens bisættelse af dronning Elizabeth. For selvom dagen bød på et vemodigt farvel med monarken, blev der også plads til latter rundtomkring i danske stuer. På den britiske tv-kanal BBC kom en journalist nemlig på glatis, da dronning Margrethe og kronprins Frederik tonede frem på skærmen fra live-dækningen.

"Og blandt de øvrige gæster er der... kongen og dronningen af Holland... De, øh, kongen og dronningen, der er fra Holland," sagde hun.

Journalistens brøler har ifølge Politiken fået danskere til at tage sig til hovedet og lave sjov med fejlen på de sociale medier. På et opslag på Instagram, der i skrivende stund har mere end 47.000 likes og 1800 kommentarer, konstaterer en bruger tørt:

"Der blev kronprinsen lige forfremmet til kuvøseguf."