Prøv avisen

TV2: Filmklip af "Fitna" skal vises

TV2 har vist klip af filmen "Fitna", fordi den er på internettet og drøftes af danske og europæiske politikere, siger TV2's nyhedschef, Michael Dyrby.

Filmen "Fitna" findes på internettet og er en hovedsag for både danske og europæiske politikere. Derfor har TV2 vist klip af den islam-kritiske film fra den hollandske politiker Geert Wilders. Filmen er behandlet efter fuldstændig samme journalistiske kriterier som andre nyheder.

Det siger TV2's nyhedschef Michael Dyrby til Ritzau.

- Man skal behandle denne sag på lige vilkår med samtlige andre sager. Man skal ikke give den en særlig behandling. Man bliver nødt til at anvende fuldstændig klassiske journalistiske kriterier, siger Michael Dyrby.

Han afviser kritik fra medieprofessor Jørgen Poulsen, Roskilde Universitetscenter, som i politiken.dk finder det unødvendigt at bringe filmklip.