Prøv avisen

Tvangsflytning af psykisk syge bliver mødt med bekymring

Lovudkastet vil gøre det muligt for kommunerne at flytte en borger med en psykisk lidelse til et andet botilbud uden borgerens samtykke. Tvangsflytningen kan ske i tilfælde af, at vedkommende er ”til væsentlig fare for eller udviser særligt truende eller chikanerende adfærd over for øvrige beboere eller personale”, står der i udkastet til lovændringen. Foto: Martin Lehmann

På baggrund af flere tragiske sager om overgreb og drab på psykiatriske botilbud forbereder Børne- og Socialministeriet nu en lov, der vil udvide retten til at tvangsflytte beboere med psykiske lidelser. Men loven frygtes at kunne ramme for bredt og svække beboernes rettigheder

Alle er enige i, at noget må gøres. Og at baggrunden er yderst tragisk.

Sager om vold og sågar flere tilfælde af drab på socialpsykiatriske botilbud var baggrunden, da alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten i efteråret forhandlede den såkaldte satspuljeaftale på plads. Her tog partierne initiativ til en handlingsplan til forebyggelse af vold på botilbud, så medarbejdere og beboere kan føle sig trygge og sikre i hverdagen, som der stod i aftaleteksten.

Siden da har Børne- og Socialministeriet arbejdet på et forslag til en ændring af den såkaldte servicelov. Men ændringen vækker nu bekymring og får kritik fra flere forskellige organisationer på social- og handicapområdet, der har haft udkastet i høring.

Lovudkastet vil gøre det muligt for kommunerne at flytte en borger med en psykisk lidelse til et andet botilbud uden borgerens samtykke. Tvangsflytningen kan ske i tilfælde af, at vedkommende er ”til væsentlig fare for eller udviser særligt truende eller chikanerende adfærd over for øvrige beboere eller personale”, står der i udkastet til lovændringen. Bliver borgeren tvangsflyttet, sker det til et længerevarende botilbud, der er beregnet til permanent ophold.

Netop begrebet ”chikanerende adfærd” vækker opsigt hos både landsforeningen SIND, der arbejder for sindslidendes forhold, og hos brancheforeningen Selveje Danmark, der organiserer nonprofitorganisationer som blandt andre Kirkens Korshær og OK-fonden. Ifølge Selveje Danmarks branche-direktør, Jon Krog, vil langt de fleste beboere på botilbud ”nok på et eller andet tidspunkt have udvist chikanerende adfærd”.

”Hvis du spørger helt almindelige mennesker, hvad der er chikanerende adfærd, får du formentlig lige så mange forskellige svar som det antal mennesker, du spørger. Det vil sige, at vi laver en lovgivning, hvor vi udstyrer en myndighed med vidtgående kompetencer til at fratage folk helt grundlæggende borgerrettigheder på baggrund af noget, der er så luftigt som begrebet ’chikanerende adfærd’,” siger Jon Krog, der med ”borgerrettigheder” mener borgernes ret til frit valg af botilbud.

Som det er i dag, kan borgeren ikke frit vælge botilbud, så længe botilbuddet er midlertidigt. Men så snart det er permanent, har borgeren lovmæssig ret til frit valg.

Hos Landsforeningen SIND erklærer landsformand Knud Kristensen sig enig i, at det skal være muligt at beskytte beboere og personale mod krænkende beboere. Men i lighed med Selveje Danmark finder han kriteriet ”chikanerende adfærd” for ”vagt”.

”Hvis man kun flytter folk for at undgå yderligere vold, trusler og drab, så er vi ikke så bekymrede. Men fordi vi på andre områder ved, at kommunerne ofte tænker økonomisk, er vi bange for, at man med så bred en formulering risikerer at give kommunerne et redskab til i virkeligheden at spare penge frem for at hjælpe beboerne,” siger han.

”Det bør være muligt at flytte folk i visse tilfælde. Men man skal tage hensyn til retssikkerheden, også for dem, der flyttes. Hvis man indfører sådan en gummi- paragraf, så man i virkeligheden kan flytte hvem som helst, så tror vi, at der er en risiko for, at det kan misbruges,” lyder det fra Knud Kristensen.

Dilemmaet står også mellem praktik og princip. Mellem et alvorligt problem med voldsomme beboere på den ene side og menneskers rettigheder på den anden. En velkendt problemstilling for Institut for Menneskerettigheder, der også har haft lovudkastet i høring. Og som i svaret til ministeriet anfører, at loven risikerer at komme i karambolage med FN’s Handicapkonventions krav om, at personer med handicap skal have ”mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod med andre”.

Instituttets teamleder på handicapområdet, Nikolaj Nielsen, siger, at ”der er et væsentligt hensyn til, at nogle personer, der er meget udsatte og har meget lidt indflydelse på deres liv, ikke skal flygte rundt, fordi de bliver chikaneret”.

”Det kan selvfølgelig begrunde, at man foretager indgreb i en chikanerende persons grundlæggende rettigheder. Men det kan ikke begrunde, at man fratager beboeren muligheden og indflydelsen på, hvor man skal bo henne, og hvem man skal bo med. Så jeg synes, at man går for langt i forhold til det formål, man gerne vil opnå, nemlig at forhindre overgreb og trusler på et bestemt botilbud ved at sige til en person, at han eller hun ikke får nogen valgmuligheder,” siger Nikolaj Nielsen.

Han tilføjer, at ”man skal være opmærksom på, at det selvfølgelig er meningen, at man skal høres”.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) hæfter sig i et skriftligt svar ved, at kommunerne i dag ikke uden samtykke har mulighed for at flytte borgere, der er til fare for andre end sig selv.

”Det vil vi med lovforslaget lave om på, for det gavner hverken den enkelte borger eller de andre beboere på et botilbud, hvis situationen er den, at personalet ikke kan levere den nødvendige hjælp og støtte på grund af vold og trusler,” skriver Mai Mercado.

Hun medgiver, at ”sådanne indgreb skal være nøje balanceret mellem hensynet til den enkelte og hensynet til andre”.

”Derfor er der også i lovforslaget lagt vægt på, at flytning uden samtykke er det allersidste, man skal kunne gribe til, ligesom der er tale om en meget afgrænset målgruppe. Og det betyder, at en chikanerende adfærd i sig selv ikke medfører, at man skal flytte folk, hvis det ellers er muligt at yde den nødvendige indsats til borgeren og sikre hensynet til de andre beboere og personalet,” skriver hun.

Selveje Danmarks branchedirektør, Jon Krog, undrer sig dog også over lovforslaget, da det ikke er målrettet de farligste beboere på botilbuddene. I en anden af satspuljens delaftaler vedtog man nemlig, at de allerfarligste beboere skal visiteres til nogle specialiserede socialpsykiatriske afdelinger med plads til i alt 150 særligt udsatte patienter. Patienter, der er vurderet til at være til ”nærliggende og væsentlig fare for andre og være uforudsigelig i sin adfærd”.

Målgruppen for ændringerne i Serviceloven er dermed ikke de farligste borgere, men nogle, som et andet botilbud bedre kan imødekomme behovene og forebygge og håndtere adfærden hos.

Ifølge Jon Krog fra Selveje Danmark giver det god mening, at selv borgere med nedsat psykisk funktionsevne skal tage stilling til, hvor de skal bo, og ikke kun principielt.

”Der vil måske være nogle, der ikke vil kunne træffe det valg, men andre vil, måske i samspil med deres pårørende. For mig giver det mere mening at fastholde retten og så forholde os til dem, der ikke kan, frem for at vi behandler alle, som om de ikke kan tage stilling til, hvor de vil bo, og kollektivt fratager hele gruppen muligheden for indflydelse i eget liv,” siger han.