Prøv avisen

Ny undersøgelse: Tvivl om organdonation bunder i tanker om livet efter døden

Mens to ud af tre danskere over 18 år har taget stilling, har en tredjedel endnu ikke taget stilling til, om de vil donere deres organer, når de dør – de fleste, fordi de er i tvivl. For mange er tvivlen knyttet til eksistentielle tanker om, hvordan efterlivet vil være, hvis kroppen ikke er bevaret. Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Mere end en halv million danskere er i tvivl om, hvorvidt de vil sige ja eller nej til organdonation. For flere er tvivlen knyttet til eksistentielle tanker om, hvordan livet efter døden vil være, hvis kroppen ikke er bevaret, viser en ny undersøgelse

”Jeg har et håb om, at det ikke bare er slut, når det er slut. Hvis man hverken har lunge eller lever, er man så med i den gruppe, der går videre?”.

Ordene tilhører en 27-årig kvinde, der har medvirket i Dansk Center for Organdonations nye befolkningsundersøgelse, der for første gang har undersøgt, hvorfor mere end en halv million danskere er i tvivl om deres holdning til organdonation.

Mens to ud af tre danskere over 18 år har taget stilling, har en tredjedel endnu ikke taget stilling til, om de vil donere deres organer, når de dør – de fleste fordi de er i tvivl. For mange er tvivlen knyttet til eksistentielle tanker om, hvordan efterlivet vil være, hvis organerne ikke er bevaret, siger Helle Haubro Andersen, leder af Dansk Center for Organdonation.

”Vi havde tænkt, at vi med undersøgelsen måske ville se, at de unge tvivlere havde brug for mere viden om én bestemt ting, og de ældre tvivlere havde brug for viden om noget andet, men det viser sig, at det handler meget mere om følelser. Og selvom man er i tvivl om, hvorvidt man selv vil sige ja eller nej til organdonation, er man egentlig ikke i tvivl om, at man synes, organdonation er en god idé,” siger hun.

For mange tvivlere er det derfor ikke mere fakta, der skal til, før de kan tage stilling, men derimod samtaler.

”Gruppen af tvivlere lægger høj vægt på, hvad deres familie mener, men de tror samtidig ikke, at menneskerne omkring dem har taget stilling. Hos dem er det ikke en social norm at forholde sig til organdonation, og de mangler derfor et afsæt for at tale om deres følelser og tanker om organdonation og efterliv. Hvis man indeni har et håb om, at det ikke bare er slut, når det er slut, og at det kan have en betydning, om man har sine organer, kan man ikke adressere tvivlen gennem kampagner eller info om organdonation. Der har man brug for, at døden bliver mere almindelig at tale om, og at man kan have samtaler om mere spirituelle ting, for eksempel med en præst,” siger Helle Haubro Andersen.

Solveig Refsgaard, der er hospitalspræst ved Odense Universitetshospital, har flere gange haft samtaler om organdonation, og hun husker også en samtale, hvor det netop handlede om efterlivet:

”Jeg har engang talt med et forældrepar, som egentlig gerne ville sige ja til organdonation. Deres dreng var involveret i en trafikulykke, hvor der skete svære skader på hans hjerne, men kroppen var fin og intakt. De syntes egentlig, at drengen havde det sindelag, at han altid gerne ville låne sin cykel og sit legetøj til kammerater, og derfor tænkte de, at han sikkert gerne ville hjælpe nogle andre børn til at få et bedre liv med hans organer. Men de var blevet i tvivl, for hvis der nu blev fjernet nogle organer fra ham, ville han så blive handicappet og få et reduceret liv på den anden side?”.

I samtalen med forældrene sagde hospitalspræsten til dem, ”at vi får en ny krop, et nyt legeme, og derfor er vi lovet, at de begrænsninger, den sygdom, de lidelser og handicaps, vi kan blive ramt af her, ikke vil ramme os i efterlivet”, og det gav ifølge præsten forældreparret en ro.

Ph.d. i psykologi Niels Holm Jensen har som konsulent i Bro været med til at lave undersøgelsen for Dansk Center for Organdonation. Som han ser det, bunder tvivlen for mange i eksistentielle, men ikke egentlig religiøse, overvejelser.

”Når man spørger direkte, er der kun syv procent af tvivlerne, der mener, at kroppen bør være fuldt bevaret til begravelsen. Men mange har metafysiske refleksioner, uden det er de store gængse religioner, der præger dem,” siger han.

Samtidig er der andre tvivlere, der ikke kan holde ud at tænke på deres egen død.

”For dem, der synes, det er ubehageligt og ulækkert at tænke på døden, er det en forsvarsmekanisme at undgå emnet og undgå at tage stilling. Nogle tror også, at det er at friste skæbnen – at man kan fremskynde sin egen død ved at tage stilling,” siger Niels Holm Jensen.