Tyrkisk religiøs vejleder sendt hjem

Efter indrømmelse af tyrkisk overvågning i Danmark er den religiøse vejleder ved den tyrkiske ambassade i Danmark blevet kaldt hjem til Tyrkiet. Det skriver dansk-tyrkisk medie

Sadi Tekelioglu vurderer, at de tyrkiske myndigheder med hjemkaldelsen af den tyrkiske embedsmand forsøger at stoppe diskussionen om tyrkisk overvågning i Danmark, der indtil videre har betydet stor kritik af Tyrkiet.
Sadi Tekelioglu vurderer, at de tyrkiske myndigheder med hjemkaldelsen af den tyrkiske embedsmand forsøger at stoppe diskussionen om tyrkisk overvågning i Danmark, der indtil videre har betydet stor kritik af Tyrkiet. Foto: Lefteris Pitarakis/AP/Ritzau foto

Det vakte opsigt, da den religiøse rådgiver ved den tyrkiske ambassade fredag i Kristeligt Dagblad bekræftede, at ambassaden har overvåget dansk-tyrkere og skoler.

Nu har det tilsyneladende fået konsekvenser for den religiøse rådgiver, Adnan Bülent Baloglu. Han er nemlig blevet kaldt hjem til direktoratet for religiøse anliggender i Ankara i Tyrkiet.

Det skriver det dansk-tyrkiske medie Kuzey.dk.

Chefredaktøren for Kuzey.dk, Sadi Tekelioglu, har talt med Adnan Bülent Baloglu, som fortalte det tyrkiske medie, at han var blevet hjemkaldt, uden at ville fortælle om baggrunden herfor.

Sadi Tekelioglu vurderer, at de tyrkiske myndigheder med hjemkaldelsen af den tyrkiske embedsmand forsøger at stoppe diskussionen om tyrkisk overvågning i Danmark, der indtil videre har betydet stor kritik af Tyrkiet. Blandt andre har udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) taget sagen op med sine EU-kolleger ved et møde på Malta i weekenden.

”Direktoratet for religiøse anliggender i Tyrkiet ser gerne, at diskussionen om Tyrkiets overvågning slutter hurtigst muligt. I den forbindelse kunne det godt tænkes, at man fra tyrkisk side ser det som et problem, at Adnan Bülent Baloglu er i Danmark,” siger Sadi Tekelioglu.

Til Kristeligt Dagblad bekræftede og forsvarede Adnan Bülent Baloglu, at den tyrkiske ambassade har indsamlet oplysninger om fire personer og 14 skoler, der af de tyrkiske myndigheder vurderes som tilhængere af Gülen-bevægelsen. Fethullah Gülen er imam og mistænkes af de tyrkiske myndigheder for at være ansvarlig for kupforsøget i Tyrkiet i sommer.

”Den tyrkiske ambassade har de informationer, og det har ingen taget skade af, og det er det vigtigste. Årsagen er, at den tyrkiske stat vil undgå terrorgrupper. Denne indsamling af information er en stats refleks på et forfærdeligt kupforsøg, hvor folk er blevet brutalt dræbt. Hvis de mennesker render rundt blandt os, må vi vide det,” sagde Adnan Bülent Baloglu.