Prøv avisen
Reportage

Tysk mindretal udfordrer historien om Genforeningen

Siegfried Matlock har i mange år været en markant stemme for det tyske mindretal i Danmark, særligt som chefredaktør på den tyske mindretalsavis Der Nordschleswiger. Han sagde ved gårsdagens konference, at vi forsømmer det tyske mindretal i fejringen af Genforeningen. – Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen.

Vi glemmer de tårer, som det tyske mindretal har grædt i Danmark, lød det fra tidligere redaktør for tysk mindretalsavis, da Grænseforeningen i anledningen af 100-året for Genforeningen inviterede til konference om den dansk-tyske grænsedragning i 1920

”Genforeningen er én af de vigtigste begivenheder i nyere dansk historie. Måske endda den vigtigste.”

Sådan indledte Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) fredag sin åbningstale ved Grænseforeningens konference om ”Genforeningen 1920-2020 og grænsens betydning i dag” i Landstingssalen på Christiansborg i København. Herefter holdt formanden en kort kunstpause og konkluderede så stålfast, at ”ét i hvert fald er sikkert: Genforeningen er den glædeligste i historien.”

Citatet foregreb en morale, som mange danskere sikkert vil kunne tilslutte sig. Set med disse historiske briller er Genforeningen historien om et folk, der langt om længe kunne vende hjem. Eller som Henrik Pontoppidan skrev i 1918, var Genforeningen ”som et Eventyr, et sagn fra gamle dage, om en røvet Datter, dybt begrædt, der er kommen frelst tilbage”. Punktum.

Men historien er som bekendt sjældent sort/hvid. Det mente konferencens første taler, lektor i historie ved Aarhus Universitet, Karen Gram Skjoldager, i hvert fald:

”For ser vi historien med tyske briller, så er der ikke tale om en forening, men om en landafståelse – og ser vi begivenheden med historiske briller – som jeg – så markerer afstemningen i 1920 opdelingen af den region, vi historisk har kendt som Slesvig,” sagde hun.

Og så kom et par hænder ellers resolut i vejret. Én af dem tilhørte Frode Sørensen, oprindeligt fra Toftlund, tidligere socialdemokratisk skatteminister og formand for Sprogforeningen, der i 1880 blev stiftet for at sikre det danske sprog syd for Kongeåen.

”Jeg synes, vi skal undgå alt det her pjat med diskussionen om en genforening eller ej. For det er simpelthen noget vrøvl. Vi var danskere, og vi blev genforenet med vores land. Selvfølgelig var det en genforening,” lød det som en kommentar snarere end et spørgsmål, hvilket fik en anden hånd i vejret.

Den tilhørte Siegfried Matlok, oprindeligt fra Flensborg og tidligere chefredaktør på den tyske mindretalsavis Der Nordschleswiger.

”I kalder det Genforeningen, men midt i denne fejring glemmer vi det tyske mindretal i Nordslesvig. Ja, der var danske tårer i Sydslesvig – det ved vi – men vi glemmer de tårer, som det tyske mindretal har grædt i Danmark. Ikke alene i 1920, men også i de efterfølgende årtier, hvor tyskere blev chikaneret og set som illoyale mod den danske stat. Intet sted blev det tyske mindretal nævnt i 1920, heller ikke i de danske aviser,” sagde han.

Det kunne konferencens næste oplægsholder på sin vis tale med om. Hun hed Britta Tästensen, var 27 år og kom oprindeligt fra Løgumkloster, hvor hun og familien i fire generationer har udgjort en del af det tyske mindretal i Sønderjylland, der vurderes at tælle cirka 15.000 borgere.

Hun fortalte, hvordan hendes ”oma” blev udsat for vold i sin opvækst, og hvordan hendes ”opa” blev interneret i Frøslevlejren efter Anden Verdenskrig.

Selv havde hun oplevet en opvækst i harmoni mellem danske og tyske børn, som havde det dansk-tyske samliv aldrig været et spørgsmål om national identitet. Dette spørgsmål blev først rejst, forklarede hun, da hun senere begyndte på universitetet, hvor hun blandt andet blev introduceret som ”tyskeren”.

”Det var først der, jeg indså, at min baggrund er speciel, og at der hersker en uvidenhed i Danmark om det tyske mindretal”.

”Jeg blev kaldt tysker, selvom jeg aldrig har boet i Tyskland, og selvom jeg ser mig som en del af Danmark. Jeg fejrer ikke Genforeningen, men jeg reflekterer over den og tænker over, hvad tiden har lært os om at bygge bro mellem mennesker. Det er ikke tiden, der heler vores sår fra 1920 eller andre grænsespørgsmål. Det er dialog og oplysning. I mine øjne har Genforeningen lært os, at danskhed ikke er enten-eller, men både-og. Derfor kalder jeg mig selv for bindestregsdansker,” sagde hun.

Måske var det heller ikke enten-eller – dansk eller tysk – ved afstemningerne i 1920. I hvert fald blev historiker og professor emeritus Uffe Østergaard i gårsdagens Kristeligt Dagblad citeret for at kalde begivenheden i 1920 for ”et nulpunkt snarere end en genforening”. Han mente, lige som lektor Karen Gram Skjoldager, at afstemningen i virkeligheden markerede en opdeling af en historisk identitet, nemlig den slesvigske.

”Fandtes der ikke en slesvigsk identitet,” spurgte han derfor Oliver Auge, professor i historie ved Christian-Albrechts Universitetet i Kiel.

”Måske i det 19. århundrede,” svarede Oliver Auge og uddybede med, at den preussiske indflydelse i 1800-tallet netop havde aftvunget den slesvigske befolkning et svar: Var de danskere eller preussere?

”Derfor mener jeg ikke, at der fandtes en slesvigsk identitet i 1920. Dengang handlede afstemningen om, hvorvidt man var dansker eller tysker, og nationalfølelsen viste sig at være stærk.”

På vej ud af Landstingssalen fangede Kristeligt Dagblads medarbejder den selverklærede ”bindestregsdansker”, Britta Tästensen, fra det tyske mindretal i Sønderjylland, for at spørge hende, hvad nutiden kan lære af integrationen af det dansk-tyske mindretal i Sønderjylland:

”Samliv mellem nationaliteter starter med, at man møder sin nye nabo med et smil og et åbent sind. Integrationen af det tyske mindretal skete i mødet mellem mennesker, for i det møde fandt man ud af, at man sagtens kan leve i et fællesskab til trods for sin forskellighed.”

I modsætning til historiker Uffe Østergaard mener Oliver Auge (herover), professor i historie ved Christian-Albrechts Universitetet i Kiel, ikke, at man i 1920 kunne tale om en egentlig slesvigsk identitet. Afstemningen var enten-eller. Enten identificerede man sig som dansker, eller også identificerede man sig som tysker. – Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen.
Der var dårligt et sæde ledigt, da Grænseforeningen fredag inviterede nysgerrige til konference om, hvad den dansk-tyske grænsedragning i 1920 har af betydning i dag. - Foto:: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen.