Markeringen af Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 kulminerer på søndag, når Dronningen kører over den gamle grænse ved Frederikshøj i karet. Samme dag afholdes en stor fest i Sønderborg, og resten af sommeren byder på fejringer af den lykkelige grænsedragning mellem Danmark og Tyskland. Men Genforeningen er ikke kun en idyllisk historie. Her er fire dansk-tyske modsætninger i grænselandet, der stadig huserer bag facaden:
1. Nederlag for tyskerne
Efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig fik befolkningen i Slesvig mulighed for selv at bestemme, hvor den dansk-tyske grænse skulle gå. Et flertal i det nordlige Slesvig, det nuværende danske Sønderjylland, stemte sig hjem til Danmark i 1920.
100 år senere, i 2020, var der planlagt arrangementer på begge sider af grænsen for at markere begivenheden. Men tilgangen til markeringen var ganske forskellig. For mens det i Danmark er en fest, har man i Tyskland en mindre ensidigt positiv holdning til begivenheden, forklarer Jørgen Møllekær, chefredaktør på Flensborg Avis, avisen for det danske mindretal i Sydslesvig:
”I Tyskland kalder man det selvfølgelig ikke for Genforeningen, for man mistede både land og befolkning. I tiden efter 1920 kaldte tyskerne det for ’afståelsen’, og i dag taler man om ’den demokratiske grænsedragning’. Men hvis du spørger almindelige tyskere i dag, så fylder det her ikke ret meget,’ siger Jørgen Møllekær.
Ligesom i Danmark måtte størstedelen af markeringen syd for grænsen aflyses på grund af covid-19 i 2020. I Danmark blev markeringen genoptaget i 2021, men interessen for at genoptage markeringen i Tyskland var ikke stor:
”Det er en noget mere presset dagsorden i Tyskland, især med forbundsdagsvalget til september. Og så er vi mere ramt af restriktionerne i forbin-delse covid-19 hernede,” siger Jørgen Møllekær.
2. Kun nationalt formende i Danmark
Genforeningen bliver i danske historiebøger og kanonpunkter fremhævet som en stor national begivenhed, netop fordi grænsedragningen tegner det geografiske Danmark, vi kender i dag, forklarer Uffe Østergaard:
”Der var også dengang en opfattelse af, at med den nye grænsedragning får Danmark sin naturlige eller oprindelige størrelse og form. Men man glemmer, at Danmark aldrig havde set sådan ud før afstemningen,” siger Uffe Østergaard.
Når vi i dag fejrer Genforeningen, kan vi også komme til at glemme, at Danmark har været meget andet end en lille nationalstat, mener professoren:
”I Genforeningen ligger jo implicit, at man udvisker den tusindårige danske historie, hvor vi var et lille imperium. Man glemmer den halvaggressive fortid og stormagtsdrømmene, der ledte til krigen i 1864,” siger Uffe Østergaard.
Mens Genforeningen er en vigtig del af den danske historiebevidsthed, ser det helt anderledes ud i Tyskland. I Tyskland er grænsedragningen mod Danmark i 1920 en relativt lille ting, men det officielle Tyskland sender alligevel forbundspræsident Frank Walther Steinmeier til 100 års-markeringen:
”Kansler Angela Merkel skulle have deltaget i markeringen i 2020, inden covid-19 udsatte alle arrangementer. Nu er hun travlt optaget af andre ting, men i stedet tager forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier to dage ud til markeringen i Sønderjylland. Det er af respekt for den lille nabo.”
3. Det danske og tyske sprog er stadig konfliktpunkt
Siden Genforeningen er det tyske mindretal skrumpet fra over 25.000 indbyggere til omkring 15.000.
Det tyske mindretal har i det 20. århundrede gjort sig erfaringer med forskelsbehandling, chikane og sommetider vold – særligt lige efter Anden Verdenskrig var det ikke populært at være tysksindet i Danmark.
I København-Bonn-erklæringerne fra 1955 anerkendte Danmark og Tyskland de nationale mindretal i grænselandet, og Danmark forpligtede sig blandt andet til ikke at hindre det tyske mindretal i, ”i tale, og skrift, at benytte det sprog, de foretrækker”.
Netop sproget har dog været genstand for uenighed. Så sent som i 2020 anbefalede Europarådet at opsætte byskilte både på tysk og dansk i de fire sønderjyske byer Aabenraa, Sønderborg, Haderslev og Tønder, ligesom man havde gjort det syd for grænsen. Anbefalingen blev mødt med bred modstand i Danmark:
”Området ligger nu engang i Danmark, og det blev afgjort ved en afstemning i 1920. Der er tysk mindretal på 15.000 mennesker, som bliver behandlet godt, og det er utrolig vigtigt, men de taler alle dansk,” sagde folketingsmedlem Marie Krarup (DF), ordfører for de dansk-tyske mindretal dengang.
Senest har regeringens idé om at tvangsoversætte prædikener til dansk fået mindretallet til at frygte, at det kan blive vanskeligt at holde tysksprogede gudstjenester i Sønderjylland.
4. Årene efter grænse-dragningen var hårde
I Danmark er Genforeningens højdepunkt den 10. juli 1920, hvor Christian den Tiende red over den gamle grænse og markerede, at landsdelen nu var en del af kongeriget Danmark. Dagen efter blev der afholdt en stor genforeningsfest på Dybbøl med 100.000 glade sønderjyder. Men de omkring 10.000 dansksindede, der stadig boede syd for grænsen, havde ikke noget at fejre:
”Min egen morfar var knust over stadig at være efterladt tilbage. Heldigvis har vi gennem de sidste mange år oplevet mere forbundenhed over grænsen, og du finder ikke mange tyskere eller mindretalsdanskere, der ikke anerkender, at det var klogt med en demokratisk grænsedragning,” siger Jørgen Møllekær.
Selvom den dansk-tyske grænsedragning har været kendetegnet som fredelig, har den ikke altid været oplevet som idyllisk af det tyske mindretal, der pludselig befandt sig i det danske rige. Historieprofessor i CBS Uffe Østergaard fortæller, at dansk militær var massivt til stede i de første år efter Genforeningen:
”Jeg har selv lidt drillende brugt udtrykket ’den danske besættelse’ om Genforeningen. For selvom grænsedragning jo var en fredelig affære, marcherede danske soldater over grænsen, som var det en invasion,” siger Uffe Østergaard.
Det danske militær var især fokuseret på de større byer i Sønderjylland, hvoraf mange, som for eksempel Tønder, havde tysk flertal:
”Det man gjorde var at udskifte hele det tyske embedsmandskorps med danskere. Man byggede store villaer til de danske embedsmænd og kaserne til de danske soldater. Det tyske mindretal må have været noget beklemt,” siger Uffe Østergaard.
De sønderjyske landsdele blev genforenet med Danmark 9. juli 1920. Som en del af Versaillestraktaten efter Første Verdenskrig blev aftalen om overdragelse af landsdelene til Danmark underskrevet i Paris 5. juli 1920 med virkning fra 15. juni samme år.
Kravet om en genforening var allerede i 1918 blevet rejst i den tyske rigsdag af H.P. Hanssen. Efter Versaillestraktaten af 28. juni 1919, artikel 109, skulle grænsen mellem Tyskland og Danmark fastsættes i overensstemmelse med befolkningens ønsker efter afstemning i nogle nærmere definerede zoner.
Det betød afstemning i Nordslesvig, 1. zone under ét, med mulighed for, at de tilstødende distrikter i Mellemslesvig, 2. zone, derefter skulle stemme om, hvorvidt de ønskede indlemmelse i Danmark.
I artikel 109 var det tillige fastsat, at afstemningsområderne uopholdeligt, dvs. fra juni 1919 til afstemning havde fundet sted, skulle stilles under en international kommissions myndighed, Commission internationale de surveillance du plébiscite au Slesvig (CIS).
Dannevirkebevægelsen ville gerne gå endnu videre, men vandt ikke bred tilslutning. Det gjorde derimod Flensborgbevægelsen.
Resultatet af afstemningen i 1. zone, 10. februar 1920, gav dansk flertal på 74 procent, mens afstemningen i 2. zone, 14. marts 1920, gav tysk flertal på 80 procent. I Flensburg stemte 75 procent tysk.
Da afstemningen i 2. zone ikke førte til et dansk flertal, bidrog Flensborgbevægelsen til regeringen C.Th. Zahles fald, hvilket udløste Påskekrisen.
Christian 10. stadfæstede den 9. juli 1920 Indlemmelsesloven, og dagen efter red han over den gamle grænse nord for Christiansfeld. Selve Genforeningen kulminerede den11. juli med en fest på Dybbøl Banke under overværelse af cirka 50.000 mennesker. Her fik kongen blandt andet overrakt et gammelt Dannebrog af fire hvidklædte unge piger.