Prøv avisen

Tyske forstærkninger øgede det danske nederlag i Flensborg

Selvom de to afstemninger om Slesvigs fremtid var tilrettelagt, så de favoriserede den danske side, vandt den tyske side stort ved afstemningen i zone 2 den 14. marts 1920. Dette foto viser et af afstemningslokalerne. – Foto: A. Frankl/Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

I den ellers overvejende glade fortælling om Genforeningen i 1920 står den 14. marts som nederlagets stund for den danske side. På denne dag blev det afgjort, at Flensborg og Mellemslesvig skulle forblive tysk. Vælgere kom til fra andre dele af Tyskland og bragte den tyske sejr helt op på 80 procent af stemmerne

”De, som blev tilbage” er titlen på et maleri af kunstneren Erik Henningsen, som i dag hænger på Sønderborg Slot, som hører under Museum Sønderjylland. Billedet viser mennesker på kajen i Flensborg den 14. marts 1920. Forrest står en håndfuld dansksindede borgere, enten håbefuldt svingende med dannebrogsflag eller ængsteligt knugende en kasket eller et lommetørklæde som en afsked med det nye Danmark, som er ved at opstå uden dem. Bag dem står en hob truende tysksindede slesvig-holstenere, holdt i ave af to betjente fra den internationale kommission CIS, som skulle holde ro og orden.

Dagen for præcis 100 år siden var den anden af de to afstemningsdage om Slesvigs fremtidige nationale tilhørsforhold. Ved den første afstemning den 10. februar lykkedes det Nordslesvig at stemme sig ”hjem” til Danmark med 75.431 danske stemmer mod 25.329 tyske. Dette er baggrunden for, at vi i dag kender dette område som Sønderjylland og en del af Danmark.

Men efter denne glædens stund var den anden afstemning en kold dukkert for de dansksindede. I Mellemslesvig og Flensborg stemte 51.724 for at høre til Tyskland og kun 12.800 for at blive danskere. De eneste steder, der blev afgivet flere danske end tyske stemmer, var i to små landsbyer på øen Før. Den 14. marts var nederlagets bitre stund, hvilket Erik Henningsens maleri skal udtrykke.

”Efter det gode resultat ved den første afstemning var optimismen blevet skruet i vejret på den danske side. Her blev den anden afstemning en brat opvågnen, og en række forhold omkring afstemningen gav næring til den grundfortælling, at det ikke var gået retfærdigt for sig den 14. marts,” fortæller René Rasmussen, museumsinspektør på Sønderborg Slot.

Han uddyber, at et af de forhold, som vakte følelsen af en uretfærdig afstemning, var den kendsgerning, at tyskere kom rejsende til Slesvig fra alle mulige andre egne af Tyskland for at stemme.

Reglerne for afstemningen var nemlig dels, at alle, der var fyldt 20 år og havde boet i afstemningsområderne inden for 20 år, altså siden 1900, kunne stemme. Men derudover havde alle, som var født i afstemningsområdet, ret til at vende tilbage til deres fødested og afgive deres stemme.

”Det stod minutiøst beskrevet i Versailles-traktaten, hvem der havde stemmeret og hvorfor. Traktaten dannede baggrund for de retningslinjer, som blev udstedt af en international kommission i januar 1920. Bestemmelsen om, at man kunne vende tilbage til sit fødested og stemme, var tænkt som en håndsrækning til dansksindede, der var blevet udvist eller var udvandret, mens Slesvig var tysk. Men i afstemningszone 2 blev bestemmelsen mest brugt af tyskere, som var fraflyttet. Herunder en del, som var børn af preussiske embedsfolk, der havde været kortvarigt bosat i Slesvig,” fortæller René Rasmussen, som betegner bestemmelsen som en fejl, der skyldtes hastværk ved tilrettelæggelsen af afstemningen.

”Bestemmelsen betød, at ved begge afstemninger kom der tilrejsende fra de respektive moderfolk som en forstærkning på afstemningsdagen. Når de ankom, stod der modtagelseskomiteer parat til at hilse dem med flag, sange og æresparader. Dette havde en stor symbolsk værdi, men nøgternt set var de tilrejsende ikke nok til at rykke væsentligt på afgørelsen,” siger museumsinspektøren, der som eksempel nævner, at i Flensborg stemte cirka 25 procent dansk.

Hvis man sorterer de tilrejsende stemmer fra, ville danskerne have fået 28 procent.

De flere tusinde tilrejsende tyskere gjorde altså det danske nederlag større, men det var kommet under alle omstændigheder.

Historien om de to afstemninger i 1920 går tilbage til de to slesvigske krige 1848-1850 og 1864. Forud for begge krige foreslog den tyske side en folkeafstemning i området, men dette blev begge gange afvist fra dansk side. Anderledes så man dog på sagen, da først de danske tropper var grundigt besejret i 1864. Faktisk indgik en paragraf om en afstemning i Nordslesvig i fredstraktaten fra 1866, men nu var det tyskerne, der modsatte sig, og som i 1878 ophævede paragraffen.

Ingen havde lyst eller magt til at presse Tyskland, før kejserriget i efteråret 1918 måtte erkende sit nederlag i Første Verdenskrig. De dansksindede sønderjyders leder, H.P. Hanssen, greb muligheden, fik den danske regering til at presse på over for sejrsmagterne – og opnåede, at et krav om en afstemning indgik i den store fredsslutning, Versailles-traktaten i juni 1919.

Det store spørgsmål var så, hvordan afstemningen skulle gribes an, og her var det tydeligt, at sejrsmagterne holdt med Danmark, og at man derfor forsøgte at tilrettelægge det hele til gunst for Danmark. Det var derfor en ren fejl, at de mange tusinde tilrejsende tyskere fik lov til at stemme med – selvom stort set samme princip gavnede tilrejsende danskere ved den første afstemning.

Området nord for den nuværende grænse blev kaldt zone 1, og her gjaldt den regel, at det samlede stemmeflertal afgjorde områdets fremtidige tilhørsforhold. Det blev – helt som ventet – dansk. Flensborg og Mellemslesvig kaldte man zone 2, og i dette område skulle stemmerne tælles op for hver enkelt kommune. Dette åbnede for, at Danmark kunne blive en lille smule større, hvis en kommune eller to syd for grænsen stemte dansk. Dette skete ikke. Men havde samme princip været gældende i zone 1, var for eksempel Tønder blevet tysk. Frankrig havde endda lagt op til, at der efter de første to afstemninger skulle være en tredje afstemning i zone 3, det sydligste Slesvig. Den afstemning blev dog opgivet efter den knusende tyske 80 procents-afgørelse i Flensborg og Mellemslesvig.

”Fra tysk side foreslog man, at man skulle lade hele Slesvig stemme samlet og blive indlemmet i den nation, som fik flest stemmer. Hvis afstemningen var blevet tilrettelagt sådan, var hele hertugdømmet forblevet tysk. Det vidste man godt på dansk side, og derfor var der en heftig debat om, hvordan området skulle opdeles,” fortæller René Rasmussen.

Han tilføjer, at debatten stod mellem ”de kolde hjerner” og ”de varme hjerter”. Til de førstnævnte hørte H.P. Hanssen og den radikale statsminister Zahle. De mente, at afstemningen skulle tilrettelægges efter, at der blev skabt et dansk område med et pænt dansk flertal, som det var realistisk at kunne fastholde i fremtiden. Det betød, at grænsen mellem afstemningszonerne skulle trækkes nord om Flensborg, som jo havde et klart flertal af tyskere. Men gør man det tankeeksperiment, at befolkningen i zone 1 og 2 havde stemt samlet, og at vinderen tog det hele, tyder afstemningsresultaterne fra 1920 på, at Danmark havde fået Mellemslesvig og Flensborg med en samlet sejr på cirka 55 procent af stemmerne i de to zoner. Men det var ikke til at vide på forhånd, og det turde ”de kolde hjerner” ikke risikere.

”’De varme hjerter’ mente, at hvis man i tide havde gjort mere for at påvirke folk i Flensborg til at stemme dansk, kunne man have opnået et bedre samlet afstemningsresultat, På denne side var der en følelse af, at Flensborg blev opgivet,” fortæller René Rasmussen.

Han minder om, at dette jo ikke var en kamp, hvor man forsøgte at myrde hinanden, men tværtimod forsøgte at missionere og omvende tysksindede til dansksindede – og omvendt.

Men den 14. marts var det for sent. De tysksindede flensborgere samlede sig i et stort glædesoptog, og ved midnat ringede kirkeklokkerne og et tusindtalligt kor sang ”Nun danket alle Gott”. De dansksindede stod derimod slukørede tilbage på kajen.

Erik Henningsens maleri ”De, som blev tilbage”, som hænger på Sønderborg Slot, forestiller borgere på kajen i Flensborg i nederlagets stund for de dansksindede den 16. marts 1920. – Foto: Museum Sønderjylland.