Prøv avisen

Udelukkelse af KFUMs Idrætsforbund vækker harme

KFUM og KFUK i Danmark kalder udelukkelse af søsterforbundet KFUM’s Idrætsforbund ”politisk”. -

KFUM og KFUK i Danmark kalder udelukkelse af søsterforbundet KFUMs Idrætsforbund politisk

Tyndt, flabet og politisk.

Så kontante er ordene fra KFUM og KFUKs generalsekretær i Danmark, Kirsten Lund Larsen, om DGI-formand Søren Møllers argumenter for at ekskludere KFUMs Idrætsforbund fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) i forbindelse med en kommende fusion mellem DIF og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI). I gårsdagens Kristeligt Dagblad betegnede DGI-formanden KFUMs Idrætsforbund som en anakronisme, og sagde, at der i dag ikke længere er et religiøst fællesskab, der har brug for særlige forbund og paraplyorganisationer inden for idrættens verden.

Selv om KFUMs Idrætsforbund i dag er formelt adskilt fra KFUM og KFUK, falder Søren Møllers bemærkninger alligevel Kirsten Lund Larsen for brystet.

Det synes jeg både er et tyndt, flabet og forkert argument. Det er et politisk argument, der strider imod vores, KFUMs Idrætsforbunds og de over 30.000 forbunds-medlemmers, erfaringer, siger Kirsten Lund Larsen.

DGI-formand Søren Møller påpeger, at der måske nok er over 30.000 medlemmer i KFUMs Idrætsforbund. Men han stiller sig tvivlende over for, hvor meget kristent indhold de enkelte idrætsforeninger egentlig indeholder.

En idrætsforening som Århus KFUM har i dag flere muslimske medlemmer end kristne. Det synes jeg viser, at foreningen reelt har indrettet sig på medlemmerne i området frem for at holde på, at den er en kristen organisation, siger Søren Møller.

Men det argument forstår Kirsten Lund Larsen ikke. Hun mener netop, at kristne foreninger måske i højere grad end andre foreninger kan tiltrække muslimer.

Vi og andre kristne organisationer ved af erfaring, at muslimer ofte føler sig godt tilpas i religiøse foreninger med religiøse værdier, også selv om de er kristne. Og det er, fordi de her kan finde nogle værdier, som de ikke kan finde hos foreninger med et mindre veludviklet værdigrundlag, siger hun.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk