Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?
Jeg synes, vi kommer tættere på hinanden. Skolen er jo lukket ned. Min kone og jeg, der er forstanderpar, har fået mere tid til skolen. Men vi har haft mange udfordringer. Coronaepidemien kræver kriseledelse. Alle siger, man skal have en plan for at åbne. Men det kan man ikke. I kriser må man agere ad hoc. Nu er kravet om afstand blevet reduceret fra to meter til en meter. Men vi havde lagt en plan efter de to meter. Vi ønsker tryghed, men ad hoc-beslutninger giver utryghed. Langt de fleste politikere, erhvervsfolk og store dele af befolkningen argumenterer ud fra en cost benefit-analyse. Hvor mange liv går tabt, hvis vi lukker op eller ned? Hvis man ikke har en kristendom, så bliver man meget kynisk. Det er et problem, som bliver meget tydeligt i den her krise, at målet helliger midlet. Man tænker ikke på det enkelte individ. Jeg tror ikke, de har en syndsbevidsthed, de rødmer ikke engang. Det giver mig et mismod, men samtidig viser det, hvor vigtigt det er at have en kristendom, at det enkelte menneske er helligt, og det giver mig livsmod.
Hvordan bruger du din tid anderledes nu?
Alle forordninger fra Folketinget og myndighederne siger, at vi skal tænke på medarbejderne og på kunderne. Det hele bliver mere intenst. Krisen har påtvunget os at tænke mere. Det, tror jeg, er meget sundt. Jeg tager mig hele tiden af elever, af medarbejdere, af kursister. Der er hele tiden praktiske problemer, der trænger sig på. Man hører i radio og fjernsyn, at det hele er meget skrøbeligt, at de unge går glip af studentergilder og så videre. Min mor, der er 93 år, synes, det er det rene vrøvl og helt hysterisk. Hun synes, vi er utrolig forkælede. Hun, der har oplevet Anden Verdenskrig, siger, at vi har tabt vores tro. Hun kan sagtens leve lidt alene, fordi hun relaterer isolationen til krisen. Det moderne menneske har ikke en metafysik, og så kan man ikke være alene. Det er et eksistentielt problem. Jeg synes, min mors synspunkt er meget opmuntrende. Hun trykker på et ømt punkt i vores senmoderne tid. Folk, der hviler i sig selv og har en tro, føler sig nok isoleret, men ikke ensomme.
Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?
Jeg synes, der er en række modsætninger i krisen. Mange mennesker er blevet mere sociale, de forstår hinanden. Det er opmuntrende. De er stoppet op og er begyndt at tænke. Jeg så forleden i TV-Avisen noget fra et plejehjem. Der havde de indskrænket møderne. Det, syntes beboerne, var enormt befriende. Personalet var meget mere til stede. De ville også indrette fremtiden på at have færre møder og være mere sammen med hinanden.
Min datter bor i Flensborg. Hun kan ikke komme over grænsen, der er lukket. Så mødes vi i stedet ved grænsen og snakker, og vi har madkurv med. Det er ikke ideelt, men vi bliver glade over at finde andre måder at være sammen på. Så kan vi godt leve i det kaos et stykke tid. Så krisen giver også opmuntring ved, at vi godt kan finde en vej ud af situationen, bare en anden vej.
Nævn tre håbstegn, der hvor du er.
Det er et håb, at vi kan se noget positivt i krisen. Vi begynder at tænke mere på tro og kristendom og det basale i livet. Og så forbruger vi ikke så meget. Vi har en bankbog, og når vi kigger på den, ser det ud, som om vi overhovedet ikke har brugt nogen penge. Og vi kan sagtens leve på et andet niveau end før. Vi savner vores elever. Det er opmuntrende. Så bliver man glad for sit job og den opgave, man har. De unge mennesker er fællesskabsorienterede. De ved, hvad det handler om. De tænker på mange eksistentielle ting. Vi skal være glade for vores ungdom, de giver håb.
Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?
Jeg tror, at hele menneskeheden har troet, at vi kunne gardere os med vaccine. Min generation blev vaccineret mod tuberkulose og polio, og vi troede, at vi kunne gardere os mod døden. Vi tænkte i forsikringstermer. Men nu har vi opdaget, at mennesket er meget skrøbeligt. Det vil påvirke os fremover. Al snak om det globale som et religiøst mantra, vi har hørt de seneste tre-fire årtier, er væk. Nu tænker vi mere på det nære, vi skal for eksempel fremover selv producere vores værnemidler. Flere værner om haven, om det enkle, det mere simple, det gode liv. Man kan også se, at ejendomsmæglerne aldrig har solgt så mange sommerhuse som nu. Oplevelsesøkonomien og det rastløse menneskes udfoldelse er minimeret. Det, synes jeg, er positivt.