Udenlandsk arbejdskraft gav denne midtjyske by et helt nyt liv

Fårvang i Midtjylland har de seneste år tiltrukket mange østeuropæiske arbejdere, der her kan få job og billige boliger. Lokalsamfundet har med arrangementer og foreninger taget integrationen på sig, og den stille by er blevet en anden, end den var

Danut stoleriu med sin familie på fodboldbanen i Fårvang. Her bruger han meget af sin fritid. Foto: Niels Åge Skovbo/FOKUS FOTO Copyright

36-årige Danut Stoleriu var en af de første tilfyttere fra Østeuropa, der nu bor i den lille landsby, Fårvang, som ligger i Midtjylland. Han og hans kone, Mihaela Stoleriu, er oprindeligt fra Rumænien, men da parret var 25 år, fik de et tilbud, de ikke kunne sige nej til.

Mihaelas søster ringede og fortalte, at der hvor hun var flyttet hen i Danmark, var der både arbejde og billige boliger. Hun havde arbejdet på Tvilum møbelfabrik, der ligger i Fårvang, i et år, og der var plads til flere.

”Vi var unge og tænkte ’Hvorfor ikke?’. Men vi havde ikke regnet med, at vi ville blive boende i så lang tid,” siger Danut Stoleriu, der i dag både arbejder på Tvilum møbelfabrik og som deltidsbrandmand siden 2019, og han blev fuldt uddannet brandmand i 2020.

Han fortæller, at det især er møbelfabrikken, der tiltrækker de udenlandske arbejdere, men også landbruget i området har ansat en del.

Fårvang ligger 20 kilometer fra Silkeborg og 30 kilometer fra Aarhus. Der bor lidt over 2000 mennesker i Fårvang skoledistrikt, og siden 2010 er der kommet 742 indvandrere fra udlandet her til. Det har ændret den lille landsby radikalt. Skolen har oprettet to modtagerklasser, præsten har fået et ansvarsområde, der skal have fokus på integration, og der er kommet flere eksotiske varer på hylderne i Dagli’Brugsen.

Danut stoleriu med sin familie på fodboldbanen i Fårvang. Her bruger han meget af sin fritid.
Danut stoleriu med sin familie på fodboldbanen i Fårvang. Her bruger han meget af sin fritid. Foto: Niels Åge Skovbo /FOKUS FOTO Copyright

På byens hovedgade, Storgade, går 75-årige Jane Kromann med sin tidligere nabo Erling Pedersen på 76.

”Her var der jo engang en slagterforretning. Og på den anden side lå købmanden,” siger Jane Kromann, der flyttede til Horn, en lille landsby to kilometer fra Fårvang, fra Hertfordshire i England i 1973. Hun havde nemlig mødt sin nuværende mand, Vagn Kromann, og flyttede til den by, han var fra – nemlig Horn – og blev siden leder af Gjern Aftenskole og kordegnvikar. I 2016 flyttede hun og hendes mand ind til Fårvang.

Jane Kromann hilser på stort set alle hun møder på vejen. De ældre mennesker, hun siger hej til, hilser tilbage, og det er tydeligt, at de kender hinanden.

”Kroen og bodegaen er her heller ikke længere. Den lå over for stationen, som også blev nedlagt,” siger Erling Pedersen, der er født i Horn og har arbejdet som byens tømrer, men nu er på pension.

De to venner husker tilbage i tiden, hvor mange af 1970’er-bygningerne med de store vinduer ud til gaden, enten var butikker eller husede nogle, de engang kendte. I dag er mange af byens butikker lukkede, og mange af navnene på postkasserne i byen vidner om, at der er flyttet en del mennesker fra østeuropa til Fårvang. De er kommet i løbet af de seneste 10-15 år, så Jane Kromann og Erling Pedersen har oplevet, hvordan deres lokalområde har forandret sig.

”Førhen kendte vi alle i Fårvang. Det gør vi ikke nu. Men dengang havde vi jo også børn i skolen, og det var med til at bringe folk sammen,” siger Erling Pedersen.

Jane Kromann er den, der står for udlejningsaftaler af det lokale forsamlingshus, Skovhuset. Og det er mest i den sammenhæng, at hun snakker med de nytilkomne mennesker, der i høj grad kommer fra Rumænien, Polen og Litauen. Ellers møder hun byens borgere i Dagli’Brugsen. Det fungerer også som et slags samlingspunkt.

”Dem, jeg har snakket med er venlige. Nogle af dem er lidt generte,” siger Jane Kromann, der har været vært til et ”running dinner”-arrangement, inden initiativet blev sat på pause på grund af corona. ”Running dinner” er et koncept, der går ud på, at en vært inviterer folk fra byen til forret, hovedret og dessert. Gæsterne spiser kun en af retterne, og så skal de køre hen til en ny vært og spise næste måltid. På den måde møder man mange forskellige mennesker på en enkelt aften.

Det er et koncept, der har kørt siden 2016 og blev tænkt som en måde at byens borgere kunne komme hinanden mere ved.

”Running dinner” var et af de tiltag, der bidrog til, at Fårvang i 2016 vandt ”Årets lokalområde” i Silkeborg Kommune. Med prisen fulgte 40.000 kroner, som blandt andet blev brugt på en international byfest.

En af de andre grunde til, at Fårvang vandt prisen, var byens rige foreningsliv. Det er også især idrætsforeningen, HFIF, der bliver nævnt, når man spørger de lokale ind til, hvordan byens borgere kommer hinanden ved. Og det er der sådan set ikke noget nyt i, for idrætsforeningen havde også stor betydning før i tiden.

”Et af vores fodboldhold består nærmest kun af udlændinge,” siger 48-årige Fårvang-borger Morten J.V. Jensen, der er formand i idrætsforeningen og sidder i skolebestyrelsen. Han er vokset op i Truust, der ligger 4 kilometer væk fra Fårvang.

”Det er som om, Fårvang er blevet dobbelt så stor de seneste 10 år. Det er en berigelse for byen, for her er kommet mere liv,” siger Morten J.V. Jensen, der fortæller, at han og hans familie gør meget for at blande sig med mange forskellige mennesker.

Danut Stoleriu rækker sin toårige datter, Sofia, en vandflaske, der ser lidt speciel ud.

”Det er vand fra de rumænske bjerge. Man kan købe det i en butik i Hammel af en fyr, der også flyttede fra Rumænien til Fårvang for et par år siden. Nu har han sin egen rumænske butik i Hammel,” siger Danut Stoleriu og fortæller stolt, at Sofia både kan snakke rumænsk og dansk – så godt som en 2-årig nu formår.

Da det unge par i 2009 flyttede til Fårvang, var det en søvnig by, de mødte. De kunne ikke snakke dansk, og der var ikke så mange sociale aktiviteter, der kunne få gang i relationerne til de andre borgere. De tænkte, at det nok ikke var her, de ville bo resten af deres liv.

Men så hev den tidligere formand for fodboldafdelingen i idrætsforeningen fat i Danut Stoleriu og fik ham med til fodbold.

”Fodbold og sport virker godt i forhold til integration, for her kan alle være med – ligegyldigt om du kan sproget eller ej. Og man socialiserer jo også ofte bagefter med en øl eller sodavand,” siger Danut Stoleriu, der i dag sidder i bestyrelsen for HFIF Fodbold og er dommer i flere kampe om ugen rundt omkring i Midtjylland.

Han fortæller, at Fårvang er blevet en meget mere aktiv og farverig by, end da han og hans hustru flyttede her til.

”Hvis man involverer sig, ser man også udviklingen mere. Men det tager selvfølgelig tid at integrere, og det går jo begge veje. Den danske landsbykultur minder ret meget om den rumænske, hvor alle kender alle. Så vi er ikke så forskellige, og det tror jeg er godt, at både danskerne og os tilflyttere finder ud af,” siger han og tilføjer grinende:

”Vi er måske som personer lidt mere farverige og højlydte end danskere.”

Danut Stoleriu og hans familie har slået rødder i Fårvang, og de regner ikke med at flytte lige foreløbig. For selvom det er en lille by, er der ikke langt til flere større byer.

”Det er et godt sted for min datter at vokse op, for her er naturskønt og gode trygge rammer for hende,” siger Danut Stoleriu, der om lidt får besøg af en af sine rumænske venner, som har brug for hjælp til noget forsikringsarbejde.

Det hjælper Danut Stoleriu ham gladeligt med.

”Og det er altså ikke kun mig, der rækker ud og hjælper mange af de nye, der flytter til Fårvang. Det er vi mange, der gør. For jeg ved jo, hvor meget det betyder, at der er nogle, der hiver fat i én og får én med i det lokale liv,” siger han og smiler til sin hustru, der komisk udtrykker en lille irritation over, hvor meget fodbold og foreningslivet nu fylder i hendes mands liv.