Den tyske forbundsdag vedtog i går med overvældende flertal en symbolsk resolution, som omtaler osmannernes drab på armeniere i 1915 som et folkedrab.
Dermed bliver Tysland det 22. land i verden, der officielt bruger udtrykket folkedrab om de begivenheder, der i 1915 førte til, at omkring 1,5 millioner armeniere mistede livet i det daværende Osmanniske Rige. Blandt de øvrige lande, der har erklæret de enorme dødstal for folkedrab, er Frankrig, Italien og Rusland.
Intet tyder dog på, at det danske folketing har tænkt sig at følge de tyske politikere og vedtage en officiel erklæring om folkedrab. Indtil nu har kun Enhedslisten arbejdet aktivt for, at Folketinget skulle vedtage en erklæring, mens de øvrige partier har fastholdt, at Folketinget ikke har tradition for at stemme om historiske begivenheder.
Det agter den nuværende regering heller ikke at lave om på. Den planlægger ikke noget initiativ for at få vedtaget en udtalelse om folkedrab.
”Den danske regering mener, at den bedste vej til forsoning mellem Armenien og Tyrkiet er en åben diskussion om historien. Der var tale om tragiske begivenheder, der ramte mange hundredtusinder mennesker. Det må være op til historieforskningen at vurdere, om man kan bruge betegnelsen folkedrab om begivenhederne i 1915,” siger udenrigsminister Kristian Jensen (V).
Det gennemgående argument fra tidligere udenrigsministre som Per Stig Møller (K) og Martin Lidegaard (R) har tilsvarende været, at dette er en sag for den frie forskning og historikerne, som et dansk parlament ikke skal gøre sig til dommer over.
Martin Lidegaard sagde således i sin egenskab af udenrigsminister under en forespørgselsdebat i maj sidste år, at Danmark ikke har og ikke skal have en statslig autoriseret udlægning af historiens gang.
”Samlet set er det min opfattelse, at det, som spørgerne kalder det armenske folkedrab, er et komplekst historisk, dokumentarisk og politisk-juridisk spørgsmål. Historien er vigtig, og vi skal lære af den, men den erkendelse skal ikke få os til at glemme nutiden og fremtiden. Det er vigtigt at finde den rette balance mellem på den ene side den historiske bevidsthed og på den anden side de muligheder, der eksisterer her og nu for at skabe en bedre fremtid. Det er først og fremmest et anliggende for Armenien og Tyrkiet at beslutte, hvordan deres indbyrdes forhold skal udvikle sig i de kommende år,” sagde Lidegaard.
Under samme debat fastslog Venstres daværende udenrigsordfører, Søren Pind, at man som oplyst menneske må konkludere, at der foregik et folkedrab.
”Det er der ingen grund til at benægte. Den tyske præsident benægter det ikke, den tyske forbundsstat benægter det ikke, og lad os derfor heller ikke benægte det i Danmark,” sagde han, men understregede samtidig, at der ikke er tradition i Danmark for den slags vedtagelser i Folketinget:
”Vi vælger at holde os fra historiske erklæringer og koncentrere os om praktiske forhold. Lad os derfor som enkeltpersoner og som partier sige, hvad vi mener, men lad os ikke lade sådanne synspunkter politisere i vores folketing.”
Samme vurdering har Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Han har aldrig lagt skjul på, at han og Dansk Folkeparti mener, at der var tale om et folkedrab i 1915. Det er bare ikke et anliggende for Folketinget.
”Det virker barokt, at sådan noget skal afgøres ved en politisk afstemning. Vi skal ikke sætte os til doms over historien og især ikke over noget, der ikke har med Danmark at gøre. Det kommer let til at blive en form for historisk korrekthed, der ophøjes til lov,” har han tidligere sagt til Kristeligt Dagblad.