Intern kold krig øger pres på Venstres udlændingepolitik

Hvis Venstre vil se, hvordan andre har udryddet tvivlen, kan de kaste et blik på Socialdemokratiet, skriver Kristeligt Dagblads politiske analytiker, Jesper Kraft

Tvivlen om Venstres udlændingepolitiske linje er en realitet. Den tvivl har Ellemann sat sig for at udrydde, og det levner dårligt plads til, at partiet ikke som minimum støtter regeringens stramninger
Tvivlen om Venstres udlændingepolitiske linje er en realitet. Den tvivl har Ellemann sat sig for at udrydde, og det levner dårligt plads til, at partiet ikke som minimum støtter regeringens stramninger. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Man kan ikke blive statsminister i Danmark, hvis der er tvivl om, hvorvidt man vil føre en stram udlændingepolitik. Derfor måtte Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, indlede den politiske sæson med et mea culpa. Han havde skabt tvivl om Venstres linje, men bedyrede i samme åndedrag, at tvivlen nu var udryddet, mens et tættere samarbejde med De Radikale også blev afskrevet for at understrege pointen. Som han sagde: ”Det er vigtigt at få fortalt, at Venstre og jeg mener, at vi skal føre en stram og konsekvent udlændingepolitik.” Fra talepapiret og lige ind i avisspalterne.

Kort efter præsenterede Ellemann så sin nye strategi for folketingsgruppen. Det skete med afsæt i et PowerPoint-slide, der var formet som et hus med tre bærende søjler, hvoraf den ene – placeret yderst til højre – var en stram og konsekvent udlændingepolitik. Strategien blev mødt med applaus, men både venner og fjender vil holde nøje øje med, om Venstre vil lade ord følge af handling.

Det bliver svært for et parti, der udkæmper en kold krig på udlændingeområdet og selv på gode dage kun lige kan enes om, at der skal være styr på tilstrømningen, og at ydelserne til udlændinge er lidt for høje.

Hvis Venstre vil se, hvordan andre har udryddet tvivlen, kan de kaste et blik på Socialdemokratiet. Da dette parti besluttede, at det ikke længere ville tabe valg på udlændingepolitikken, var det samtidig en beslutning om, at partiet skulle stemme for stort set alle stramninger, der blev fremlagt af den daværende regering. Den samme beslutning lader ikke til at være blevet truffet i Venstre. I den mere liberale del af partiet, der typisk har det svært med at støtte de lidt hårdere forslag, er det i hvert fald opfattelsen, at strategien ikke betyder, at man er forpligtet til at støtte noget, som man egentlig er imod.

Hvis Socialdemokratiet, der ikke har et liberalt partis modvilje over for brug af statslig magt, kan fremsætte forslag til stramninger, som V må stemme nej til, vil tre gevinster for regeringspartiet opnås på én gang: Det vil underminere Ellemanns troværdighed, cementere den socialdemokratiske position og splitte oppositionen. Det må være fristende for Mette Frederiksen (S), der sjældent forpasser en chance til at understrege, at dagene med den nyrupske omsorg for tonen i debatten er afløst af hendes dybe bekymring for danskernes tryghed i mødet med dårligt integrerede indvandrerdrenge.

Lige nu diskuteres regeringens forslag om et opholdsforbud i alt fra vaskekældre til S-togsstationer og muligheden for at tage iPhones, guldkæder og dynejakker, hvis forbryderne har gæld til det offentlige. Det vil Venstre nok kunne stemme for uden alt for store betænkeligheder. Men vanskelighederne kan følge lige efter.

Denne avis skrev forleden, at regeringen arbejder på en model for, hvordan man kan lukke muslimske friskoler ved at fratage dem tilskuddet. For Venstre, der er lige så begejstret for Kold som for Grundtvig, vil det være et sted mellem ret ubehageligt til decideret utænkeligt at støtte forslaget – især hvis en række øvrige friskoler også risikerer tilskuddet. Venstre nøjes da også indtil videre med at efterlyse en uvildig juridisk vurdering. Hvis juristerne siger nej, behøver man ikke selv at gøre det.

Regeringen vil også stille nye krav til åbenhed i trossamfund. Et forslag, der er møntet på den arabiske prædiken til fredagsbønnen, men som formentlig også vil omfatte en række andre, mindre trossamfund. For de liberalt sindede en uskøn blanding af overvågning og indgreb i trosfriheden, der kan få en svær gang i Venstres folketingsgruppe. Hvis regeringen vil, kan den hurtigt finde mere frem fra samme skuffe.

Tvivlen om Venstres udlændingepolitiske linje er en realitet. Den tvivl har Ellemann sat sig for at udrydde, og det levner dårligt plads til, at partiet ikke som minimum støtter regeringens stramninger. I modsat fald kan det være dybt skadeligt for Ellemanns troværdighed, for et tillidsfuldt samarbejde i den borgerlige blok og for ambitionen om en dag at genvinde regeringsmagten.

Måske modstår Socialdemokratiet fristelsen til at gå over Venstres smertegrænse og vægter stabilitet og samarbejde på udlændingeområdet højest. Men hvis nogen får den tanke, at det er hasarderet for Ellemann at melde bastant ud uden sikkerhed for at kunne levere, har de ret.

Jesper Kraft er cand.jur. og tidligere politisk chef samt særlig rådgiver i Venstre. Er i dag selvstændig rådgiver og politisk analytiker.