Udlændingemelding kan bringe De Radikale tættere på magten

Med en kursændring i flygtningepolitikken kan De Radikale rykke tættere på Socialdemokratiet. Spørgsmålet er, om partiet nu vil sætte handling bag ordene, lyder det fra S-ordfører

”Det (antallet af flygtninge) betyder selvfølgelig rigtig meget. Selvfølgelig gør det det. For vores mulighed for at integrere dem,” udtalte Sofie Carsten Nielsen torsdag til Danmarks Radio og understregede, at målet er, at der skal færre flygtninge til Danmark.
”Det (antallet af flygtninge) betyder selvfølgelig rigtig meget. Selvfølgelig gør det det. For vores mulighed for at integrere dem,” udtalte Sofie Carsten Nielsen torsdag til Danmarks Radio og understregede, at målet er, at der skal færre flygtninge til Danmark. Foto: Nicolai Tobias/ritzau.

For to år siden indtraf en begivenhed, der ændrede dansk politik markant. På tv kunne man følge en strøm af migranter, der vandrede på de jyske motorveje, alt imens en vedvarende gul bjælke hos landets nyhedsmedier indikerede en kontinuerlig nyhedsbølge af informationer.

Dansk Folkeparti var hurtigt ude: Send dem retur, lød meldingen, og den senere tid skulle også Socialdemokratiet og Venstre skærpe holdning til udfordringen med indvandring. Modsat stod De Radikale klar med åbne arme og et budskab om, at i Danmark kan man som flygtning føle sig tryg.

Men i torsdags kom integrations- og udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen (R) med en ny melding:

”Det (antallet af flygtninge) betyder selvfølgelig rigtig meget. Selvfølgelig gør det det. For vores mulighed for at integrere dem,” udtalte Sofie Carsten Nielsen til Danmarks Radio og understregede, at målet er, at der skal færre flygtninge til Danmark.

Meldingen er en taktisk manøvre, hvor man bevæger sig væk fra den meget isolerede position i udlændingepolitikken, siger politisk kommentator Erik Meier Carlsen.

”Jeg tror, der har været kredse hos De Radikale, som synes, at man var for lidt restriktive og for langt fra en realistisk udlændingepolitik. Jeg tror dog ikke, det er nogen med dominerende indflydelse, men i forhold til vælgerne kan man godt tænke sig, at der kan ligge en overvejelse, hvis man bløder lidt op i forhold til den meget isolerede position. De Radikale er jo de eneste, der har været helt lukkede sammen med Enhedslisten,” siger han.

Tidligere er debatten om antallet af flygtninge blevet kaldt intetsigende af tidligere politisk leder for De Radikale Margrethe Vestager. En holdning, der har skabt afstand til Socialdemokratiet. Men med den nye udmelding vil De Radikale stille sig i en mere gunstig situation i forhold til et fremtidigt regeringssamarbejde, mener Erik Meier Carlsen.

”Det er en signalpolitik uden meget konkret indhold og skal medvirke til, at den åbenlyse kløft mellem De Radikales og Socialdemokratiets udlændingepolitik skal blive mindre,” siger han.

Adspurgt, om udmeldingen giver bedre rammer for et regeringssamarbejde, er svaret lettere kryptisk fra Dan Jørgensen, integrations- og udlændingeordfører hos Socialdemokratiet.

”Det er over min lønramme at forholde mig til den slags spørgsmål, det er selvfølgelig vores kommende statsminister Mette Frederiksen, der afgør det. Men det er klart, det er nemmere at samarbejde med et parti, der anerkender problemets karakter, og hvad det er, vi har som målsætning, end det er, hvis ikke engang vi er enige om den mest basale analyse. Så jeg ser det da som et godt skridt mod, at vi kan samarbejde mere med De Radi- kale,” siger Dan Jørgensen.

Det vil dog kræve, at der er vilje til at sætte politisk handling bag ordene, understreger den socialdemokratiske ordfører.

”En ting er, at man siger det. Noget andet er, at man vil følge den politik, der er nødvendig. I forhold til de her lejre i Afrika var det jo noget, som Henrik Sass Larsen og mit parti foreslog for over et år siden, og det fik meget kritik blandt andet af De Radikale. Det har så vist sig nu at være en ret god idé, der har fået opbakning fra ret mange sider. Selvom det ikke er hver dag, at man ser partier, der på den måde skifter holdning, så synes jeg, man skal glæde sig over, at det sker,” siger Dan Jørgensen.

Men selv kalder de det jo en præcisering af deres politik, ikke en ændring. Tror du, at de vil rykke sig politisk på grund af denne udmelding?

”Det håber jeg, for det er et faktum, at de ikke har været med til at lave de stramninger, der har været nødvendige for at få antallet ned. Det er klart, at hvis man den ene dag siger, der skal færre til Danmark, må man den næste dag være klar på at gøre noget,” siger Dan Jørgensen. 8