Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Udlændingepolitik er en fortsat udfordring for Socialdemokratiet

Udlændinge- og intergrationsminister Mattias Tesfaye (S), statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) har sammen med deres parti en svær kamp om udlædingepolitikken, hvor de står splittet mellem linjen under VLAK-regeringen og de nuværende støttepartier. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Meget tyder på, at Socialdemokratiets nye udlændingepolitiske linje har skaffet partiet regeringsmagten. Partiet er imidlertid tvunget ud i en delikat balanceakt, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard

Socialdemokratiet har i de senere år skiftet udlændingepolitisk ham. Det blev cementeret med det store udlændingepolitiske program fra partiet i 2018, som er blevet rost i folketingssalen af selveste Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

Udviklingen mod den nye position fandt især sted efter Socialdemokratiets tab af regeringsmagten i 2015, som førte til, at Mette Frederiksen overtog ledelsen af partiet efter Helle Thorning-Schmidt. Flygtninge- og migrantkrisen i 2015-2016 skærpede kraftigt partiets ønske om at udvikle en ny politik på området. Det var et eksternt chok, som tippede balancen til fordel for en fundamental ændring af partiets position.

Socialdemokratiets formænd før Mette Frederiksen havde nok alle forsøgt at bevæge partiet i retning af en strammere og mere restriktiv udlændingepolitik, men det var i vidt omfang sket af stemmestrategiske grunde. Først med Mette Frederiksen kom der en formand og en ledelsesgruppe til, som tillige mente, at en restriv udlændingepolitik ideologisk set var en mere passende udlændingepolitik, end den liberale udlændingepolitik, som partiet havde abonneret på siden Svend Aukens dage.

Af mange socialdemokrater blev det formuleret på den måde, at partiet med det udlændingepolitiske program med titlen ”Retfærdig og realistisk” med Mette Frederiksens kontrafej på forsiden i virkeligheden var vendt tilbage til partiets rødder fra før Auken. Man er således ikke gået til højre i udlændingepolitikken, som mange beskyldte partiet for. Man er i stedet for slået ind på en ikke-liberal udlændingepolitisk linje, som var i samklang med partiets ideologi og vælgerne i arbejderklassen. Alt sammen ifølge partiets talsmænd.

I flere europæiske lande har der i den senere tid været stor interesse for dansk udlændingepolitik i almindelighed og for Socialdemokratiets nye udlændingepolitik i særdeleshed. Den førende flamske tv-station havde for eksempel så sent som sidste onsdag afsat aftenen til en stor og meget forstående reportage om emnet med en efterfølgende debat, hvor temaet var om og hvordan, man i Belgien kunne lade sig inspirere af dansk udlændinge- og integrationspolitik.

Ud over formandsskiftet og flygtningekrisen var det også medvirkende til Socialdemokratiets nye udlændingepolitik, at folketingsvalget i 2015 var et chok i den forstand, at partiet for første gang vel nogensinde ikke længere var det parti, som fik fat i flest vælgere fra arbejderklassen. De stemte i 2015 i højere grad på Dansk Folkeparti end på Socialdemokratiet.

Virkningen af Socialdemokratiets udlændingepolitiske skifte sås ved folketingsvalget i 2019, hvor Socialdemokratiet genvandt rollen som den danske arbejderklasses parti par excellence. Arbejdervælgerne kom ”hjem” fra Dansk Folkeparti, som partiets talsmænd har formuleret det. Alt i alt fik Socialdemokratiet cirka 10 procent af det tidligere så mægtige Dansk Folkepartis tidligere vælgere i 2019. Det gav alene en vælgertilførsel af mere end to procentpoint for Socialdemokratiet. I samme moment valgte en del middelklassevælgere at forlade Socialdemokratiet til fordel for De Radikale og Socialistisk Folkeparti. Alt i alt led Socialdemokratiet et mindre stemmetab ved folketingsvalget, men partiet fik regeringsmagten, fordi man rykkede vælgere over midten, og fordi partiets tabte stemmer gik til partier, som støtter Mette Frederiksen som statsminister.

Efter folketingsvalget har Socialdemokratiet forsøgt at føre den nye udlændingepolitiske linje igennem. Der har dog været visse afvigelser herfra. For eksempel indeholdt det såkaldte forståelsespapir forud for regeringsdannelsen efter krav fra De Radikale en passus om, at flygtninge kan blive i Danmark, hvis de har arbejdet mindst to år i samme branche. Det er en ændring af det paradigmeskifte, som Socialdemokratiet i forlængelse af partiets nye udlændingepolitik havde tilsluttet sig før valget, og som betyder, at flygtninge altid skal vende tilbage til deres hjemland, hvis årsagen til, at de flygtede, er væk. Omvendt har denne lempelse af udlændingepolitikken ikke mødt den store kritik fra oppositionspartierne undtagen Dansk Folkeparti. Det skyldes, at erhvervslivet er meget glade for lempelsen.

Helt anderledes forholder det sig med lempelsen af Socialdemokratiets restriktive udlændingepolitik, som består i, at børnefamilier får et skattefrit tilskud, hvis de alene modtager integrationsydelse eller er omfattet af kontanthjælpsloftet.

Kritikken fra de borgerlige partier over én kam skyldes, at incitamentet til at tage et job bliver mindre. Ifølge beregninger foretaget af den liberale tænketank Cepos indebærer det nye børnetilskud, at gevinsten for en eneforsørger ved at tage et job reduceres til cirka 3000 kroner om måneden, mens den nu er omkring 5100 kroner efter skat, hvis den forsørgede kommer i et lavtlønsjob til 128 kroner i timen i 37 timer om ugen. Ifølge kritikerne indebærer det, at færre bliver selvforsørgende, hvilket er stik imod den nye socialdemokratiske udlændingepolitik.

Socialdemokratiet bevæger sig på en farlig kant, når man lemper udlændingepolitikken. Hvis den opfattelse breder sig, at man er ved at opgive den restriktive udlændingepolitik til fordel for den tidligere liberale ditto, risikerer man en ny exodus af de ”hjemvendte” socialdemokrater ved næste valg. Samtidig er regeringen under konstant pres fra De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, som fremmer, hvad de så har lovet deres vælgere på det udlændingepolitiske område. Så en vis form for hvem-blinker-først spil er i gang mellem Socialdemokratiet og støttepartierne.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.