Der foregår i disse uger intense forhandlinger om et nyt kommunalt udligningssystem. Resultatet af forhandlingerne kan få meget stor betydning for den velfærdsservice, som den enkelte kommune fremover kan tilbyde borgerne. Derfor går politikerne i høj grad op i det, og der anvendes alskens trick fra spin, lækager og dramatiske effekter. Det gælder ikke mindst for politikerne fra de to store borgmesterpartier, Socialdemokratiet og Venstre, hvis kommunale baglande følger spillet på Slotsholmen, som var det en landskamp i fodbold.
Det hjælper ikke på klarheden over, hvad der egentlig foregår, at det kommunale udligningssystem er yderst kompliceret. Det er med dette system lidt på samme måde, som da en engelsk udsending til Danmark i 1800-tallet, Lord Palmerston, skulle berette hjem til London om, hvad det slesvig-holstenske spørgsmål egentlig gik ud på: ”Der er kun tre personer, som forstår det. Den ene er en prinsgemal, men han er desværre død. Den anden er en tysk professor, som er blevet sindssyg. Den tredje er undertegnede, men jeg har i mellemtiden glemt alt om det.”
Formålet med det kommunale udligningssystem er at give kommunerne nogenlunde lige muligheder for at finansiere en kommunal service til borgerne. Hermed er det ikke sagt, at den kommunale service skal være ens. Kommunerne må gerne prioritere forskelligt inden for lovens rammer, men systemet skal sigte mod at udligne de økonomiske vilkår, som de ikke selv har herredømmet over.
Det kommunale udligningssystem i Danmark har i hvert fald rødder tilbage til den kommunale skattelov af 1903, der indførte statstilskud til særligt økonomisk udfordrede kommuner. Med socialreformen i 1933 blev der etableret et egentligt udligningssystem, som skulle hjælpe kommuner med særligt høje udgifter til offentlig forsorg og arbejdsløshedsforsikring.
I forbindelse med kommunalreformen i 1970 ændrede systemet karakter fra at udligne på baggrund af faktisk afholdte udgifter og til, at udligningen skulle ske med udgangspunkt i mere grundlæggende økonomiske vilkår. Også med den seneste kommunalreform blev der fra 2007 gennemført en ny udligningsreform, som tog højde for den nye kommunestruktur og de nye kommunale opgaver.
Udligningssystemet mellem kommunerne består i dag af fem elementer i form af en udligning på landsplan, en særlig udligning i hovedstadsområdet, udligningstilskud til kommuner med et såkaldt højt strukturelt underskud, bloktilskud og særlige tilskudsordninger. Det er især samspillet mellem disse fem elementer, som gør, at Lord Palmerston sandsynligvis ville have betragtet udligningssystemet på samme måde som problemerne i Slesvig-Holsten.
Nøglebegrebet i det nuværende udligningssystem er det førnævnte begreb ”strukturelt underskud”. Med dette begreb søger man med et enkelt mål at indfange, i hvilket omfang en kommune kan finansiere sit udgiftsbehov med en beregnet gennemsnitlig skatteprocent. Det strukturelle underskud siger således meget om, i hvilken økonomisk situation en kommune befinder sig.
En kommunes udgiftsbehov beregnes i udligningssystemet på baggrund af kommunens alderssammensætning og en række socioøkonomiske forhold. I den forbindelse tages der højde for, at børn og ældre er kommunaløkonomisk meget dyrere end de 17-64 årige. Der tages også højde for, hvor mange i kommunen, der er arbejdsløse, mangler erhvervsuddannelse og har lav indkomst.
De fleste er enige om, at det nuværende system trænger til en revision. Der er kommet en række skævheder, der skal rettes op på. For eksempel får Gentofte Kommune rabat på at betale udligning til andre kommuner, fordi man har temmelig mange udlændinge. Disse er dog mestendels au pairs. Den forrige regering forsøgte i 2018 at få en udligningsreform, men den kunne ikke blive enig med Socialdemokratiet i opposition.
Nu har den socialdemokratiske regering fremlagt sit eget udspil til en udligningsreform. Det sker i god tid før kommunalvalget til næste år. I regeringens udspil bliver udligningssystemet forenklet. Blandt andet afskaffes den særlige hovedstadsudligning. Staten giver også en ekstra milliard kroner i udligning til særligt udsatte kommuner i Udkantsdanmark, og kommunerne får øget refusion i dyre socialsager. Au pairs udløser ikke længe udligningsrabat.
Sammenlagt vil 58 kommuner få en gevinst med regeringens udligningsreform, mens 34 kommuner ville skulle afgive mere end i dag. Især en række kommuner i Københavns- og Aarhusområdet skal afgive penge til kommuner længere mod vest. Venstre har imidlertid kritiseret regeringens udspil for med kirurgisk præcision at favorisere socialdemokratiske kommuner. For eksempel får næsten alle københavnske vestegnskommuner mere i udligning. Lige med undtagelse af den konservativt styrede Høje Taastrup Kommune.
Peter Nedergaard er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.