Prøv avisen
Politisk set

Udsigt til en svag mindretalsregering

Selvom det her på billedet er let at skelne partiernes farver fra hinanden, kan det være vanskeligt rent ideologisk at finde ud af, hvem der står hvor, påpeger Tim Knudsen. Foto: Keld Navntoft

Støttepartierne vil være i stand til at stille mange krav, som en regering kan få vanskeligt ved at modstå

Nutidens vælgere er flygtige. Ved valget i 1971 overvejede 22 procent at skifte parti. Ved valget i 2011 var andelen af tvivlende vælgere vokset til 56 procent. Derfor prøver statsministerkandidaterne at appellere til de tvivlende. Især dem på midten. De kan være vejen til regeringsmagt.

Ideologiske forskelle udvandes i jagten på midtervælgere. Økonomerne og de færreste vælgere ser stor forskel på den ”røde” og ”blå” økonomiske politik. Begge er på midten af vejen. Og hvor de borgerlige i gamle dage kritiserede Socialdemokratiet for for mange offentligt ansatte, så har Venstre som regeringsparti pralet af at have fået flere offentligt ansatte. Lars Løkke Rasmussen har nærmest også kritiseret, at der er kommet 13.500 færre offentligt ansatte i Helle Thorning-Schmidts tid som statsminister.

Når de politiske forskelle er uskarpe, kommer partiledernes personlige egenskaber, herunder troværdighed, ordentlighed og formodede lederevner, til at spille en stor rolle. Derfor bliver valg mere og mere iscenesat som et valg mellem to statsministerkandidater.

Ved dette valg har vi for første gang oplevet, at en siddende statsminister annoncerede et valg som et valg mellem hende og oppositionens kandidat. Socialdemokraterne markedsfører bevidst Helle Thorning-Schmidt som personifikationen af Socialdemokraterne. Man har forsøgt at uddybe den skepsis over for Lars Løkke Rasmussen, som opstod under røret om dennes bilag og partibetalte tøj. Venstre svinger nu omkring 22 procent i meningsmålingerne mod 33 procent kort efter sidste valg.

Omvendt har Venstre sjældent forsømt en lejlighed til at sætte spørgsmålstegn ved statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) ærlighed og embedsførelse. I tiden op til valget blev det forsøgt i forbindelse med spørgsmålet om bevogtningen af synagogen ved det tragiske drab af en privat jødisk vagtmand. Uanset at Venstre her nok ikke har haft held med at belaste Thorning, så er bagsiden af personfokuseringen, at valgkampe i stedet for at dreje sig om politiske idéer ofte ender i personangreb.

Der er dog vigtige forskelle mellem de to statsministerkandidaters partier end de to hovedpersoner. Der er for eksempel forskel på, hvor meget de to blokke vil gøre for klimaet.

Her vil den røde blok mest. Men regeringen har på det område rokket ved sin troværdighed ved tidligere at opgive sine mange ambitioner. Betalingsringen var en af en række opgivne ”grønne” projekter. De omfattede også en klimaplan for drivhusgasser i transport og landbrug, kørselsafgifter på lastbiler, udvidede renluftzoner og omlægning af bilafgifter.

Regeringen fik dog en ambitiøs klimaaftale igennem i 2012 med 34 procent CO2-reduktion i 2020, klimalov og klimaråd efter engelsk forbillede samt en plan om fordobling af det økologiske areal i 2020. Men en svaghed for rød blok er dog, at mange næppe føler sig sikre på, at en regering med Helle Thorning-Schmidt vil gøre, hvad der nu loves.

De største politiske forskelle findes reelt inden for de to blokke. Yderpartier som Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet byder på meget, der er anderledes end de to store partier med statsministerkandidaterne. Yderpartierne ligger alle pænt i meningsmålingerne. Den utilfredshed med vore politikere, som undersøgelser har sporet blandt vælgerne, kan godt øge styrkelsen af yderpartierne. Uanset om ”Lars” eller ”Helle” bliver statsminister, vil vedkommende derfor nok have en svag mindretalsregering, hvis støttepartier vil stille mange krav. Jo stærkere fløjpartierne bliver, jo sværere bliver det at modstå de krav.