Udsigten skal hjælpe retspsykiatriske patienter til et bedre liv

Det vil styrke behandlingen, når 126 af landets mest syge patienter flytter ind i et nyt psykiatrisk hospital med mange muligheder for en aktiv hverdag, mener klinikchef og sygeplejerske

Behandlingsafsnittet Udsigten har været 10 år undervejs, men i løbet af november flytter 126 patienter ind i de moderne bygninger. Håbet er, at de tidssvarende rammer og nye muligheder for aktiviteter kan give en gruppe af Danmarks mest behandlingskrævende psykiatriske patienter bedre mulighed for at komme sig.
Behandlingsafsnittet Udsigten har været 10 år undervejs, men i løbet af november flytter 126 patienter ind i de moderne bygninger. Håbet er, at de tidssvarende rammer og nye muligheder for aktiviteter kan give en gruppe af Danmarks mest behandlingskrævende psykiatriske patienter bedre mulighed for at komme sig. Foto: Leif Tuxen.

De slidte, kasernelignende gulstensbygninger på Sct. Hans i Roskilde er 150 år gamle og har siden 1989 huset retspsykiatriske patienter. Få hundrede meter derfra ligger det nye behandlingsafsnit Udsigten, der er bygget ind i en skråning med udsigt til Roskilde Fjord. 

Byggeriet har været 10 år undervejs, men i løbet af november flytter 126 patienter ind i de moderne bygninger. Håbet er, at de tidssvarende rammer og nye muligheder for aktiviteter kan give en gruppe af Danmarks mest behandlingskrævende psykiatriske patienter bedre mulighed for at komme sig.   

Udsigten er Danmarks største lukkede retspsykiatri, forklarer Lea Marie Nielsen, klinisk sygeplejespecialist ved retspsykiatrien på Sct. Hans.

”Det er mennesker, der er dømt til behandling. De kommer enten med en dom til anbringelse eller en dom til behandling. Nogle gange behandler vi også psykisk syge patienter fra fængslerne. Nogle har begået alvorlig personfarlig kriminalitet eller drab. Andre er dømt til psykiatrisk behandling efter gentagen kriminalitet som besiddelse af narkotika og tyveri,” forklarer Lea Marie Nielsen.

Antallet af retspsykiatriske er næsten tredoblet de seneste 20 år. Der er i dag omkring 4000 retspsykiatriske patienter i Danmark, hvoraf de fleste behandles ambulant, mod godt 1400 for 20 år siden. En af forklaringerne på udviklingen er, at en stor del af patienterne ikke har fået tilstrækkelig behandling i perioden op til, at de begik den kriminelle handling.

Inden for murene

Udsigten er omkranset af en mur mellem afdelingen på 20.000 kvadratmeter og resten af verden. Om en patient skal i musikrummet, terapicenteret eller i træningscenteret, foregår det alt sammen indenfor murene uden mulighed for at stikke af. Ved indgangen er der som noget nyt placeret en sikkerhedsscanner for at forhindre, at der smugles farlige genstande ind i bygningen.

Fra patienternes eneværelser er der udgang til grønne omgivelser, og der er adgang til mindre patienthaver og en stor fælles park med udendørs træningsfaciliteter og basketballbane. Værelserne er indrettet med indbygget skab og skrivebord, fjernsyn og stole, der er valgt ud fra, at de skal være lette og robuste og ikke ligne institutionsmøbler. Men den institutionslignende hospitalsseng med hæve/sænkefunktion og mulighed for fiksering, har arkitekterne ikke kunnet vælge fra.  

Konflikter skal forebygges

Lea Marie Nielsen har arbejdet i retspsykiatrien i sammenlagt 11 år, og hun mener, at Udsigten giver helt nye muligheder for at hjælpe patienterne.  

”Vi får vi en helt anden mulighed end tidligere for at tilbyde aktiviteter i en sikret ramme. Patienterne er her typisk fire til fem år, og det er vigtigt for patienternes mulighed for at komme sig, at de får mulighed for at få en aktiv hverdag. Vi skal kunne hjælpe dem med at vedligeholde og forbedre deres funktionsniveau og sociale evner,” siger Lea Marie Nielsen. 

Et af de store fremskridt er, at patienterne får mulighed for at få deres eget køleskab og eget badeværelse. Det kan ifølge Lea Marie Nielsen afværge mange konflikter mellem patienterne.

”Vores mål er, at hverdagen så vidt muligt skal ligne den, der venter efter udskrivelsen. Vi er et hospital, og derfor er patienterne ikke forpligtet til selv at lave mad på samme måde, som de er i fængslerne. Men vi har et træningskøkken og et patientkøkken, og vi understøtter, at patienterne får en aktiv hverdag, hvilket er en afgørende forudsætning for, at de kan få det bedre,” forklarer Lea Marie Nielsen.

Klinisk sygeplejespecialist Lea Marie Nielsen har arbejdet i retspsykiatrien i sammenlagt 11 år. Hun ses hun i et af patienternes værelser. Hun ser det som et stort fremskridt, at patienterne får tilbudt eneværelser, eget badeværelse og eget køleskab, fordi det kan forebygge mange konflikter.
Klinisk sygeplejespecialist Lea Marie Nielsen har arbejdet i retspsykiatrien i sammenlagt 11 år. Hun ses hun i et af patienternes værelser. Hun ser det som et stort fremskridt, at patienterne får tilbudt eneværelser, eget badeværelse og eget køleskab, fordi det kan forebygge mange konflikter. Foto: Leif Tuxen

Klinikchef Thomas Schütze fortæller, at der i forbindelse med byggeriet er foretaget en grundig analyse af alle de steder, hvor konflikter kan opstå.  

”Udover blandt andet eneværelse og mulighed for at gå ud og ind uden at skulle låses ud, har vi også en visitation, der skal forhindre indsmugling af stoffer og farlige genstande. Vi har af hensyn til patienternes privatliv fjernet besøg fra afsnittene til en særlig besøgsenhed. På den måde griber seksuelt samvær heller ikke forstyrrende ind på et afsnit samtidig med, at samværet ikke føles nedværdigende for den besøgende, ” lyder det fra Thomas Schütze.

Danmark er laissez faire

Som klinikchef er Thomas Schütze optaget af, at hverdagen så vidt muligt ligner den, der venter efter udskrivelsen.

”Jeg mener, at patienterne selv bør gøre rent og lave al deres mad i stedet for at blive serviceret, så de mister færdigheder. Langvarig anbringelse på institution vil før eller siden medføre nogle skader på psyken. Det er vigtigt, at vi kan tilbyde aktiviteter, så vi kan undgå det. Anbringelse skal ikke invalidere patienter, men hjælpe dem med at vedligeholde og udvikle deres sociale evner,” siger han. 

Han håber, at de åbne rammer også vil betyde, at patienterne er med til at inspirere hinanden.

”I værste tilfælde sidder 126 patienter på hver deres værelse og spiller computer. I den bedste fald ser de andre være i gang i værksted, musikrum eller på boldbanen og bliver selv inspireret,” lyder det fra Thomas Schütze.

En af de største opgaver for personalet bliver at motivere patienterne til at deltage i forskellige aktiviteter.

”På det område er Danmark et laissez faire-samfund. Vi stiller ikke ret mange krav til patienterne sammenlignet med for eksempel Tyskland, hvor en retspsykiatrisk patient skal kunne indgå i minimum fire timers meningsfuld aktivitet om dagen for at få udgangstilladelse. Det krav kan jeg på grund af lovgivningen ikke stille til patienterne. Men jeg stiller krav til personalet om, at de skal levere minimum fire timers forsøg på at aktivere patienterne hver dag,” siger Thomas Schütze.

Han peger på, at de retspsykiatriske patienter adskiller sig fra andre patienter i psykiatrien blandt andet ved deres udadreagerende adfærd. 

”Det er typisk mænd på samfundets laveste trin, der føler, de har mere at vinde ved ikke at opføre sig ordentligt end ved at gøre det. Der sker en udvikling hos nogle, men ikke for alle, når de ser, at aktivitet lønner sig. En af vores patienter går nu på universitetet og en tidligere patient, der er en driftig maler, underviser i at male billeder. Vi må aldrig give op på forhånd,” lyder det fra Thomas Schütze.