Udskældte EU-regler om krumme agurker gav faktisk god mening

Utilfredsheden med EU’s overregulering breder sig på tværs af politiske skel og landegrænser. Men selvom det kan virke ulogisk, kan regulering være nødvendigt for et frit marked, påpeger historiker Uffe Østergård

Som led i relanceringen af det indre marked efter 1986 var det lykkedes dygtige danske forhandlere at få gamle danske standarder, om hvor meget agurker må krumme, til at gælde for alle EU’s daværende 12 lande, nu 28 plus de 4 EØS-lande.
Som led i relanceringen af det indre marked efter 1986 var det lykkedes dygtige danske forhandlere at få gamle danske standarder, om hvor meget agurker må krumme, til at gælde for alle EU’s daværende 12 lande, nu 28 plus de 4 EØS-lande. . Foto: Lars Gejl.

Der er ved at tegne sig en fælles modvilje mod EU’s centralisering og overregulering i hele Europa og på tværs af det politiske spektrum.

I Danmark lyder kravet fra Venstre og Mette Frederiksens socialdemokrater om et opgør med de utilsigtede følger af EU efterhånden ens. Og er ikke så langt fra Dansk Folkeparti, der i hvert fald endnu mener, at vi skal nøjes med at reformere samarbejdet, ikke nødvendigvis melde os ud.

Kritikerne, nye såvel som gamle, kan have meget ret i at ville ændre lovgivningen om det indre marked. Den har via EU-domstolens kendelser bredt sig fra det ene område til det næste, så det nu irriterer alle, samtidig med at flere og flere udsættes for konkurrence fra billigere arbejdstagere. Men der er faktisk ofte en grund til reglerne, selvom de kan tage sig vanvittige ud, når de præsenteres enkeltvis.

Ligesom det kræver meget papir at leve ’papirløst’, kræver det indre marked masser af regulering for at forblive frit. Det lyder ulogisk, men følger af, at der allerede var mængder af regler og reguleringer i forvejen, blot på nationalt niveau.

Kernen i det europæiske samarbejde, som en lille åben økonomi som den danske har nydt godt af, er bekæmpelsen af nationale særstandarder. De fungerer nemlig ofte som ’tekniske handelshindringer’. De er langt fra overvundet endnu, hvad enhver der rejser rundt i EU med elektriske apparater oplever. Det er også først i år lykkedes at gøre op med teleselskabernes urimelige overpriser for telefoni over grænser. Og skattereglerne er man ikke begyndt at harmonisere, da det er et under-nationalt emne. Med det resultat, at store virksomheder shopper rundt og beskattes, hvor det er billigst, ikke hvor pengene er tjent. Der er derfor i det aktuelle debatklima god grund til at undersøge baggrunden for tilsyneladende fjollede regler, inden man med retfærdig harme kræver dem ophævet.

Et af de helt afgørende kritikpunkter mod EU’s overregulering og latterlige petitesserytteri var under debatten om Maastricht-traktaten i 1992 de krumme agurker.

Som led i relanceringen af det indre marked efter 1986 var det lykkedes dygtige danske forhandlere at få gamle danske standarder, om hvor meget agurker må krumme, til at gælde for alle EU’s daværende 12 lande, nu 28 plus de 4 EØS-lande.

Det blev af modstanderne af overnationalt samarbejde dygtigt udlagt som det endegyldige eksempel på latterlig indblanding og standardisering for centraliseringens egen skyld. Hvad kritikerne overså var, at det var en stor dansk sejr, idet danske gartnerier typisk producerer lige agurker i drivhuse, mens deres konkurrenter i Sydeuropa med fritvoksende agurkeplanter får et produkt, der krummer sig frit. Ud over at disse sidste smager noget bedre, kan der være meget færre af dem i en kasse.

Danske gartnere syntes derfor, at de blev udsat for en urimelig konkurrence, fordi der kunne være mange flere af deres agurker i en kasse. Derfor den danske regulering, som går helt tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede. Nu blev den så europæisk standard, takket være det fælles indre marked.

Men da først historien var sluppet ud i offentligheden, antog den sit eget liv, og ingen ansvarlige politikere vovede at argumentere for, at agurkerne havde en national dansk interesse. Kun den fremtrædende danske diplomat, Poul Skytte Christoffersen, som havde forhandlet detaljerne, røbede det offentligt. Men han gjorde det i en stor, tung og saglig gennemgang af Maastricht-traktaten på 700 sider på Jurist- og Økonomforbundets Forlag, en garanti for at ingen fik læst detaljerne. Alligevel er omtanke sjældent af vejen, selv ikke når det gælder EU.