Tirsdag præsenterer den socialdemokratiske regering sit længe ventede udspil om tidlig pension for nedslidte på arbejdsmarkedet. Det er den såkaldte Arne-reform, opkaldt efter den nedslidte bryggeriarbejder Arne Juhl, der lagde ansigt til Socialdemokratiets valgkampagne sidste år.
Ifølge flere medier vil regeringen give personer ret til den tidlige pension, når de har været på arbejdsmarkedet mellem 42 og 44 år og har en pensionsformue på mindre end to millioner kroner. Der er tale om en trappemodel, så man med 42 år på arbejdsmarkedet kan gå på pension et år før normalt, med 43 år på arbejdsmarkedet to år før og med 44 år på arbejdsmarkedet tre år før normalt. Barsel og deltidsarbejde skal tælle som fulde arbejdsår.
Forslaget vil umiddelbart udelukke personer med lidt længere uddannelse fra ordningen. En central kilde siger til Kristeligt Dagblad, at man vil tilbyde nedslidte fra 61-årsalderen en ydelse lidt under niveauet for folkepension for enlige, som er cirka 13.500 kroner om måneden.
Socialdemokratiet har tidligere oplyst, at ordningen vil koste tre milliarder kroner om året, hvilket betyder, at den kun vil kunne bruges af nogle få tusinde personer. En ny opgørelse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at der blandt 60-årige i dag kun er cirka 8000 personer med en anciennitet på 42 år eller længere. Netop fordi regeringen bruger anciennitet som adgangsbillet til den tidlige pension, er det heller ikke givet, at det kun bliver til gavn for de mest nedslidte. Det kan give uro både i regeringens parlamentariske bagland og blandt forskellige faggrupper.
Det store politiske spørgsmål er, hvilke partier der skal bære reformen igennem. I lang tid har der været gisnet om, at det skulle være SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, så regeringen kunne slippe for bøvlet med De Radikale, der hidtil ikke har villet tale om endnu en pensionsordning.
På De Radikales sommergruppemøde i går åbnede partileder Morten Østergaard dog for at forhandle, hvis man samtidig kan sikre mere arbejdskraft, læs: større indvandring, til glæde for virksomhederne. Tidligere har Dansk Folkeparti budt sig til med det modsatte krav om at begrænse indvandringen. De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, har fra sit sommergruppemøde først på måneden også tilbudt konservativ medvirken, forudsat at der samtidig kommer skattelettelser.
Så nok måtte Hjallerup Marked aflyses på grund af covid-19 i år, men på Christiansborg kører det altså for fulde sejl.
Umiddelbart sætter de mange tilbud statsminister Mette Frederiksen (S) i en gunstig position, men politisk taler meget for, at regeringen trods alt har størst interesse i at få Venstre med i en aftale.
Det har partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) hidtil afvist blankt, og han har anklaget regeringen for bare at ville genindføre efterlønsordningen til skade for landets økonomi.
Men for det første vil en aftale med Venstre blive mest holdbar, fordi den ikke umiddelbart kan fjernes eller ændres, hvis der igen kommer en borgerlig regering.
For det andet har Venstre og Socialdemokratiet en stor fælles interesse i at holde fast i velfærdsaftalen fra 2006. Ikke mindst i princippet fra dengang om, at pensionsalderen skal stige i takt med befolkningens stigende levealder.
Både De Radikale og Dansk Folkeparti har luftet ønsker om, at pensionsalderen i stedet skal låses fast på 70 år. Enhedslisten vil gøre det ved 68 år. Som flere økonomer har advaret om, vil det blive meget dyrt for samfundet, hvis levealderen fortsætter med at stige som hidtil.
Regeringen vil dermed også meget hurtigt miste sit økonomiske råderum og sine handlemuligheder. At låse pensionsalderen fast for tid og evighed vil tillige gavne akademikere og vellønnede mest, fordi de i gennemsnit lever længere end andre grupper.
Foreløbig er den debat sat på pause i en ny kommission om nedslidning og tidlig tilbagetrækning. Den skal ledes af tidligere beskæftigelsesminister og direktør for Dansk Arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen.
At en så fremtrædende tidligere Venstre-minister sættes i spidsen signalerer, at Socialdemokratiet ønsker det tidligere regeringsparti med i en ny aftale. Venstre vil formentlig kunne sikre sig betydelige indrømmelser, for eksempel til finansieringen af pensionen for nedslidte. Omvendt vil Venstre kunne gøre livet temmelig surt for Mette Frederiksen ved at overlade scenen til hendes mange bejlere og deres dyre ønsker.
Hvilken vej, Venstre vælger, vil man blive klogere på, senest på partiets sommergruppemøde på fredag, men formentlig før.