Udspillet til finansloven er stramt. Men landkommunerne får en håndsrækning, de har ventet på længe

I et ellers stramt finanslovsudspil gemte der sig en god nyhed til landkommunerne. 100 millioner kroner skal sikre bedre internet, hvilket borgmestre længe har efterlyst

I en undersøgelse, foretaget af Landdistrikternes Fællesråd for et par år siden, svarede en række landkommuner samstemmigt, at digital infrastruktur og bredbåndsforbindelse er altafgørende for at fastholde borgere, virksomheder og turisme.
I en undersøgelse, foretaget af Landdistrikternes Fællesråd for et par år siden, svarede en række landkommuner samstemmigt, at digital infrastruktur og bredbåndsforbindelse er altafgørende for at fastholde borgere, virksomheder og turisme. . Foto: Thomas Jensen/Unsplash.

Borgmester i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V), er glad for, at der i et ellers stramt finansforslag gemte sig en gave i form af 100 millioner kroner, som er sat af til at forbedre bredbåndsforbindelsen i landdistrikterne.

"At man vægter, at landdistrikterne skal have de samme digitale muligheder, som man har inde i byerne, hilser jeg i den grad velkommen. Vi skal af med de her lommer, hvor bredbåndet kører meget langsomt. Kan vi få bragt vores forbindelser i niveau med dem i resten af landet, vil det være godt for hele Danmark," siger han.

Bredbåndspuljen har eksisteret siden 2016, men har i de seneste tre år ikke været med i regeringens finanslovsudspil. Det er den så nu, og det glæder også borgmester Tonni Hansen (SF) på Langeland, som er en af landets hårdest ramte kommuner, når det kommer til langsomt internet.

"Vores dækningsgrad er på 70 procent i forhold til det, som regering og folketing har sagt skal være minimum. Så både for borgere, erhverv og turisme er det en god nyhed. Et ordentligt bredbånd er noget af det første, vores turister spørger efter, for ellers kan de ikke streame film og sende billeder hjem," siger han.

I Dansk Energi er branchechef for telepolitik Thomas Woldiderich lettet over, at "den rituelle stammedans" om, hvorvidt der skulle findes penge til bredbåndspuljen, ser ud til at være danset færdig.

"Det har været et værre tovtrækkeri, men i år har regeringen så skrevet ind i finansudspillet, at der skal sættes 100 millioner kroner af. Det vil gøre bekymringen mindre ude i landdistrikterne, for der er mange ganske almindelige borgere, som må klikke rigtigt mange gange med musen for at komme ind på hjemmesider i det digitaliserede Danmark. Det handler om generel velfærd og om sammenhængskraft, man kan jo dårligt nok sælge et hus, hvor der ikke er ordentligt bredbånd," siger han, og tilføjer, at han synes, det er "rigtigt godt" med de 100 millioner kroner, men at det jo ikke er meget i forhold til i Sverige, hvor de "har sat en milliard svenske kroner af til bedre internetforbindelse".

I en undersøgelse, foretaget af Landdistrikternes Fællesråd for et par år siden, svarede en række landkommuner samstemmigt, at digital infrastruktur og bredbåndsforbindelse er altafgørende for at fastholde borgere, virksomheder og turisme, og formanden for fællesrådet Steffen Damsgaard siger, at det giver en tryghed, at bredbåndspuljen nu er med i finanslovsforslaget fra start.

"Digitaliseringen går bare én vej, og der er det vigtigt, at man skaber grundforudsætningerne for alle. Under corona stod det klart, hvor vigtigt det var at kunne arbejde hjemmefra og få børnene hjemmeskolet over nettet. Og når virksomhederne i dag rekrutterer medarbejdere og spørger, om man har mulighed for at arbejde hjemmefra, nytter det ikke at sige, at det kan man desværre ikke, fordi man ikke har en ordentlig forbindelse, så jo, jeg er glad," siger Steffen Damsgaard.