Prøv avisen

Udtalesjusk skiller fårene fra bukkene

Piger tror i højere grad end drenge på kristendommens dogmer. Foto: Leif Tuxen.

Fonetikeren Ruben Schachtenhaufen har brugt de seneste par år på at skrive en ph.d.-afhandling om utydelig udtale. Blandt konklusionerne er, at vi ved hjælp af udtalesjusk skiller det uvæsentlige fra det væsentlige

Det kan godt være, at rødgrød med fløde er den bedste test af, om en udlænding kan udtale dansk. Men hvis man skal teste, hvor utydelig en udtale af det danske sprog en udlænding kan afkode, er røget ørred en endnu mere egnet ret. Vi danskere udtaler simpelthen den stakkels fisk så sjusket, at der i selv ganske velintegrerede udlændinges ører kun er en gang plukfisk af rer og øer.

Danskernes sjuskede udtale af ordene er noget, sprogforsker Ruben Schachtenhaufen har forstand på. I foråret afsluttede han en ph.d.-afhandling om udtalesjusk eller fonetisk reduktion, som det hedder i mere videnskabeligt sprog. Det vil sige alle de endelser, vi snupper af, alle de ord, vi trækker sammen, alt det sprog, som lyder ganske anderledes end det skrives og som lyder markant anderledes end for en enkelt generation siden.

Jeg fik idéen, da jeg sad som studentermedhjælper på Københavns Universitet og transskriberede store mængder lydoptagelser til et talesprogskorpus. Vi blev opmærksomme på, hvor meget almindelig udtale egentlig afviger fra de etablerede idéer om sproget. Sproget fungerer på den måde, at udtalen forandrer sig meget hurtigere end det skrevne sprog, og jeg mente, at der var brug for at få opdateret vores viden om, hvordan dansk faktisk tales, forklarer Ruben Schachtenhaufen.

Han har blandt andet noteret sig, at den enkelte sprogbruger kan variere udtalen af det samme ord meget. Et mønster går for eksempel ud på, at første gang et ord anvendes, udtales det tydeligt, og derefter bliver udtalen mere utydelig ud fra en vurdering af, at modtageren godt kan afkode det alligevel. For eksempel kommer sætningen Når du kommer ud af indianerlejren ifølge Ruben Schachtenhaufen til at lyde noget i retning af Økmudder niænlarn, når vi udsætter den for gentagelsens fonetiske reduktioner.

Vi ved, at dansk lyder forskelligt, alt efter om det udtales af en københavner, en jyde eller en bornholmer. Vi ved også, at unge og ældre og forskellige socialgrupper taler forskelligt. Men min undersøgelse viser, at de samme mennesker varierer udtalen af de samme ord temmelig meget i helt almindelige samtaler. Første gang en ny ting nævnes, udtales den mere distinkt, men så snart ordet forudsættes kendt, kommer der reduktioner og sammentrækninger, forklarer Ruben Schachtenhaufen.

Han understreger, at selvom ordet udtalesjusk har en negativ klang, er det hans vurdering, at de fleste reduktioner bruges funktionelt. Det handler om, at vi ved at spare på udtalekorrektheden peger på, at ordene er mindre vigtige end de ord i sætningen, vi udtaler tydeligere. For eksempel mindre vigtige fyldord som simpelthen, sådan noget og slet ikke, som bliver til semæn, snåd og slæk.

LÆS OGSÅ: Tapas, p-ring og borgerdyr: Se 200 nye ord i det danske sprog

En anden pointe er, at ligesom en bestemt gruppe mennesker eller et fag har sine egne professionelle fagtermer, så har gruppen også sine ord, som er så selvfølgelige, at man kan sjuske med udtalen. Hos mennesker uden for branchen, der skal have plejet deres dårlige ryg, kan man støde på en meget distinkt udtale af hver stavelse i FY-si-o-te-ra-peut. Men i intern samtale vil behandlernes omtale af deres eget fag nærmere lyde fystepeut.

Som nævnt hører udlændinge til blandt de grupper, som let føler sig hægtet af, når danskerne snupper endelser af. Men Ruben Schachtenhaufen vil gerne aflive den myte, at udtalesjusk er noget, vi danskere er særligt slemme til, mens svenskere og tyskere er de rene dukse, som siger hver stavelse klart og umisforståeligt.

Alle sprog har sådan nogle reduktioner. Hvis man skal sammenligne dansk og svensk, kan man sige, at vi danskere sjusker mere i enden af ordet, mens svenskerne sjusker i begyndelsen. For eksempel er det svært på svensk at høre forskel på ord, der begynder med skj og stj, fordi de bare udtales som sj. For eksempel hedder stjerne på svensk stjärna, men udtales sjærna. Sådan ville vi aldrig gøre på dansk, siger han.

En anden almindelig antagelse i befolkningen er, at den ældre generation udtaler ordene mere tydeligt og korrekt, mens ungdommen snupper af og trækker sammen, så sproget snart ikke er til at forstå. Hertil siger Ruben Schachtenhaufen, at dette kun er delvis sandt.

Hver generation har både en mere højstemt, distinkt udtale og en mere dagligdags, sjusket udtale. Som børn støder vi mest på de voksnes dagligdags udtale, og derfor er det dén, som opleves som korrekt af næste generation, og som de så skaber deres egne variationer af. De ældre må nødvendigvis opleve de unges udtale som sjusk, eftersom den er afledt af de ældres sjusk, siger Ruben Schachtenhaufen.

Som eksempel nævner han ordet liv, som i den ældre generation bliver udtalt med et langt i og et meget hårdt v, når det skal være fint. Men i daglig tale bliver det til et kort i og et blødt w og det er så blevet normen blandt unge.

En ofte gentaget klage fra de ældre generationer retter sig imod den unge generations filmskuespillere og tv-journalister, som udtaler ordene så utydeligt, at indholdet ofte går tabt. Her er Ruben Schachtenhaufen til en vis grad enig.

Sproget skal være funktionelt i forhold til dem, man taler til. Og på film og tv har man da et problem, hvis det ikke er alle seere i landet, der forstår, hvad der bliver sagt. Så her er der en god pointe i at anstrenge sig for at tale ekstra tydeligt, siger Ruben Schachtenhaufen, som bemærker, at også hos tv-journalister er der en tendens til at sjuske med de ord, man selv bruger meget. I TV-Avisen er det mindre sandsynligt, at vi hører om en fystepeut, men meget sandsynligt, at det største regeringsparti omtales som sjalmokratiet, fordi journalisterne skal sige ordet ofte.

At sjusket udtale skaber en indforståethed, som hægter nogle af, fordi de ikke forstår, men til gengæld skaber så meget mere sjov og fællesskab i inderkredsen, oplever Ruben Schachtenhaufen selv, når han og nogle af hans universitetskolleger konkurrerer indbyrdes om, hvem der kan udtale Amagerbrogade maksimalt sjusket, men så de andre alligevel ved, at det er dét københavnske vejnavn, der er tale om.

Egentlig er den 37-årige fonetiker ikke københavner, men stammer derimod fra Rønne på Bornholm. Dermed er han fra den del af landet, hvor man ikke bruger stød. Det betyder for eksempel, at ordene bønder og bønner udtales ens.

Det var jeg slet ikke opmærksom på, før jeg kom til København. Siden brugte jeg kræfter på at komme til at tale almindeligt forstadskøbenhavnsk. I dag kan man slet ikke høre, at jeg kommer fra Bornholm, men jeg tror godt, det kan genoptrænes, fortæller han.

På spørgsmålet om, hvad der får en mand til at bruge nogle år på at forske i udtalesjusk, svarer han, at sammenhængen mellem på den ene side fysiske fænomener som lydbølger og akustik og på den anden den indre verden af betydning og identitet, som ordene bærer på, fascinerer ham. Han er godt klar over, at hans forskning måske ikke er den mest velegnede til at sikre overskud på betalingsbalancen men så alligevel.

Alle de computerprogrammer, som er designet til at afkode talesprog, fejler fælt, fordi de er fodret med forkerte forventninger om, hvordan sproget skal lyde. Ofte forstår programmerne kun, hvis ordene udtales ekstraordinært tydeligt. Det kan løses, hvis vi kan få større indsigt i, hvordan ordene rent faktisk lyder. Så min forskning har et taleteknologisk aspekt, der kan være store perspektiver i, siger han og tilføjer:

Men derudover synes jeg også, det har værdi i sig selv, hvis jeg kan yde et bidrag til, at vi mennesker forstår os selv lidt bedre.