Her er udvalgene i toppen af magtpyramiden

Også i en etpartiregering som den nuværende er økonomiudvalg og koordinationsudvalg vigtige for at afveje ministres ønsker mod hinanden

Her er udvalgene i toppen af magtpyramiden
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Der er to udvalg i regeringen, som skiller sig ud som de mest magtfulde. Det skyldes, at det er her, regeringen endeligt fastlægger de overordnede økonomiske rammer, større væsentlige initiativer og regeringsudspil. Småsager klares i de enkelte ministerier, men har de et større omfang eller principiel betydning, besluttes de også i disse udvalg. Det er også derfor, at det har vakt opsigt, at Martin Rossen som den første danske ikke-politiker nogensinde er blevet placeret i begge disse to udvalg.

Et af de to helt centrale regeringsudvalg er økonomiudvalget (i centraladministrationens jargon blot kaldet Ø-udvalget). I dette udvalg skal man kort fortalt blive enige om, hvorfra finansieringen skal komme til de politiske initiativer, og man skal prioritere og afveje, hvilke initiativer der skal nyde fremme.

Ø-udvalgets opgaver drejer sig med andre ord især om regeringens samlede økonomiske politik. Udvalget behandler forslag til finanslove, de økonomiske relationer til kommuner og regioner og andre initiativer og sager med væsentlige konsekvenser for økonomi og budget. Ø-udvalget mødes normalt en gang om ugen med pauser i ferieperioderne. I regeringen Mette Frederiksen har Ø-udvalget følgende faste medlemmer: Finansminister Nicolai Wammen (han er formand), social- og indenrigsminister Astrid Krag, skatteminister Morten Bødskov, klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, erhvervsminister Simon Kollerup og stabschef Martin Rossen, Statsministeriet. Herudover deltager andre ministre under de punkter, hvor de har sager på.

Forud for møderne i Ø-udvalget mødes departementscheferne fra de ministerier, som er repræsenteret i Ø-udvalget. Det sker for at forberede sagerne og eventuelt afklare mindre uenigheder og problemer. Målet er både, at ministrene (og nu også en stabschef) kan nøjes med at tage sig af de overordnede spørgsmål, og at sagerne er så godt forberedt, at det er helt klart, hvad der er de vigtigste ting, som kræver en politisk prioritering.

Det andet af de mest magtfulde regeringsudvalg er koordinationsudvalget (i embedsmandsjargonen blot K-udvalget), som tager sig af større væsentlige initiativer og sager fra regeringen som blandt andet større regeringsudspil og lovforslag.

K-udvalget mødes ligesom Ø-udvalget normalt en gang om ugen. I den nye regering er der følgende faste repræsentanter i K-udvalget: Statsminister Mette Frederiksen, som er formand, finansminister Nikolai Wammen, udenrigsminister Jeppe Kofod, justitsminister Nick Hækkerup og stabschef i Statsministeriet, Martin Rossen. Andre ministre deltager, når de har sager på mødet.

K-udvalget og Ø-udvalget er landets mest magtfulde udvalg, som tilsammen styrer Danmark. Begge udvalg er selvsagt altid meget vigtige. De er imidlertid ekstraordinært vigtige, når landet har en flerpartiregering. I så fald er det her, at man finder den endelige afvejning af de forskellige regeringspartiers positioner. Det betyder, at embedsmændene i de forberedende faser har kontakter med hinanden om, hvor sagerne kan ”landes”, som det hedder med et andet embedsmandsord. I disse situationer kan enkelte ministre have en fornemmelse af, at deres embedsmænd ikke arbejder for dem, selvom realiteten er, at de faktisk arbejder for, at de får mest muligt af deres positioner igennem, hvilket vel at mærke indebærer, at man må opgive positioner ét sted, for at få positioner igennem et andet sted. Hvis embedsmænd i den situation stod 100 procent fast på deres egen ministers position, fik vedkommende sandsynligvis intet igennem.

Også i en etpartiregering som den nuværende er Ø- og K-udvalgene dog meget vigtige, da der altid skal foretages afvejninger mellem forskellige hensyn. Hidtil har det derfor også været således, at alle medlemmer af disse to udvalg har været underkastet muligheden for demokratisk kontrol fra Folketingets side. Det er sandsynligvis også passende for medlemmerne af landets politisk set mest magtfulde udvalg, at de står til ansvar over for Folketinget, at der kan udtrykkes mistillid til dem, hvis de ikke gør deres arbejde i overensstemmelse med vælgerflertallet, og at de kan indkaldes i samråd i Folketingets udvalg. Herudover skal de overholde loven om ministeransvarlighed. Da Martin Rossen imidlertid ikke er minister, gælder ingen af delene for ham. Han er en fri fugl. Det er det danske folkestyre ikke vant til. Her følger der normalt ansvar med at have magt.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet.