”Udviklingsbistanden er reduceret til en spegepølse”

Den politiske debat om u-landshjælp savner dybde, mener flere kommentatorer. En del af forklaringen er måske, at u-landshjælp ikke optager vælgerne synderligt

Udviklingsbistand er ikke et emne, der er voldsom interesse for, hverken blandt politikerne eller vælgerne.
Udviklingsbistand er ikke et emne, der er voldsom interesse for, hverken blandt politikerne eller vælgerne. Foto: Scanpix

Det er umuligt at komme i tanke om et valg, der blev afgjort på partiernes holdning til udviklingsbistand, og det bliver næppe anderledes denne gang, selvom fronterne er trukket forholdsvis skarpt op. Den borgerlige fløj ønsker markante nedskæringer - Venstre og Dansk Folkeparti har øjnene rettet mod 0,7 procent af bruttonationalindkomsten - mens partierne i rød blok samt Kristendemokraterne har en målsætning om at øge bistanden til 1,0 procent fra niveauet på 0,83-0,87 procent i indeværende regeringsperiode.

”Udviklingsbistand er ikke et emne, der er voldsom interesse for, hverken blandt politikerne eller vælgerne,” siger Robert Klemmensen, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, hvor han forsker i blandt andet vælgeradfærd og meningsmålinger.

”Kynisk sagt er det de færreste politikere, der vil gøre et stort emne ud af noget, der vil gavne nogen, der ikke kan stemme på dem.”

Robert Klemmensen kan dog se en enkelt mulighed for, at udviklingsbistand bliver et tema. Det kan ske, hvis bistanden bliver koblet til enten diskussionen om, hvad man skal gøre ved bådflygtningene på Middelhavet, eller hvis den kobles til debatten om, hvorvidt der er råd til bistand i en økonomisk ansvarlig politik. Begge dele har der været ansatser til i valgkampens første dage.

”Der er nogle åbninger for at få udviklingsbistanden politiseret, men det skal være, fordi den bliver hægtet på nogle andre temaer,” siger han.

Blandt udviklingsforskere og hjælpeorganisationer nærer man ikke store forhåbninger til, at valgkampen vil blive brugt til at tage en grundig debat om udviklingsbistanden. I det omfang u-landshjælp overhovedet bliver drøftet, sker det typisk med fokus på, hvor meget partierne ønsker at give i bistand: Skal det være 0,7, 0,8 eller 1,0 procent af bruttonationalindkomsten, BNI?

”Det er rigtig skidt for den politiske debat, at udviklingsbistanden er blevet reduceret til en spegepølse, man tager ud og ind af køleskabet og filer lidt af, hvis man mangler penge,” siger Lars Udsholt, sekretariatsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og formand for Globalt Fokus, et netværk af 70 danske udviklings-, nødhjælps- og miljøorganisationer.

Han henviser til, at nok vil den borgerlige fløj spare mest - og det er i sig selv stærkt bekymrende - men også de nuværende regeringspartier har været med til at udhule u-landshjælpen ved at omlægge en del af bistanden fra klassisk fattigdomsbekæmpelse til andre opgaver som sikkerhed i Afghanistan og modtagelse af asylsøgere.

”Vi savner en åben debat om, hvad det er vores politikere vil med udviklingsbistanden. Der er en larmende tavshed fra alle sider, når det gælder den rolle, Danmark har mulighed for at spille ude i verden. Den første del af valgkampen har været meget koncentreret om den hjemlige andedam. Man burde da se at få blik for, hvad det er for en klode, vi bor på,” siger Lars Udsholt.

Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, med speciale i global regulering og udvikling, efterlyser også en debat om, hvordan Danmark vil engagere sig i verden gennem udviklingsbistanden.

”Det er trist, at begge sider af folkestingssalen går mere op i at drøfte procenter og penge i stedet for at tale om, hvad vi skal stille op med en verden i forandring og nogle helt andre globale, sammenhængende problemer. Vi hænger stadig fast i en forestilling om, at vi skal gøre noget for de svage, men virkeligheden er en anden i dag. Udviklingsbistanden virker begge veje,” siger han.

Et stykke ad vejen er der tale om rådvildhed fra politikernes side, mener Adam Moe Fejerskov, ph.d.-stude-rende i dansk og europæiske udviklingspolitik ved Roskilde Universitet og tilknyttet DIIS. Han peger på, at der har bredt sig en usikkerhed om, hvad det egentlig er, udviklingsbistanden kan.

”Hele verden er i opbrud, og vi har sværere ved at se, hvor udviklingsbistanden passer ind. Blandt andet begynder man at forstå, at bistanden kun er en lille del af det, der skal til for at løfte et land ud af fattigdom,” siger Adam Moe Fejerskov.

”Så vi spørger os selv om, hvorvidt vi prioriterer rigtigt - på kort sigt og på langt sigt.”

Han ser - i modsætning til Lars Udsholt - en generelt vigende interesse internationalt for at give udviklingsbistand, og det bekymrer ham især, at de lande, det rammer hårdest, er de mest skrøbelige stater.

”Det er et stort problem, at bistanden bliver dirigeret væk fra et land som Somalia, hvor behovet er allerstørst. Det er netop de skrøbelige stater, der har brug for bistand. De kan ikke regne med at tiltrække private investeringer eller skabe vækst på anden måde,” siger han.

Det er dog ikke første gang, at den danske udviklingsbistand står i et vadested, siger historikeren Carsten Due-Nielsen, der blandt andet har været med til at redigere bogen ”Idealer og realiteter. Dansk udviklingspolitiks historie 1945-2005”. Denne gang sker det på baggrund af en øget erkendelse af, at mange af de traditionelle projekter er blevet overhalet af udviklingen eller har slået fejl.

”Så udviklingsbistanden bliver ikke automatisk set som et redskab,” siger han.

Men hvad der end måtte trykke danske udviklingspolitik, gør det næppe nogen forskel for valget, mener han.

”Det er ikke u-landshjælpen, der afgør valget for den enkelte.”