Prøv avisen

Udviklingshæmmede er blevet politiske aktører

Formanden for Udviklingshæmmedes Landsforbund, Lisbeth Jensen, ses her ved en demonstration arrangeret af forbundet i sidste uge. På mandag holder organisationen en politisk konference med besøg af socialministeren. -- Foto: Leif Tuxen.

Der er langt fra tidligere tiders behandling af "de åndssvage" til de invitationer, Udviklingshæmmedes Landsforbund i dag modtager, når der skal træffes nye politiske beslutninger. En bevægelse er skudt frem siden 1980'erne og har aldrig været stærkere

Tidligere blev udviklingshæmmede glemt og gemt væk på store centralinstitutioner. Men da murene på flere måder blev revet ned med Åndssvageforsorgen i 1980, opstod en bevægelse langsomt. De udviklingshæmmede er gået fra at være oversete mennesker til at være en langt stærkere gruppe, der organiserer sig politisk i Udviklingshæmmedes Landsforbund, ULF, og får indflydelse.

52-årige Lisbeth Jensen er formand for ULF og har siddet på posten, siden foreningen blev stiftet i 1993. Hun, der selv er udviklingshæmmet, har oplevet tiden under og efter Åndsvageforsorgen og været vidne og medvirkende til udviklingen af den politiske bevidsthed og bevægelse.

"Det er dejligt at være med til en proces, hvor man kan se, at folk får mere lov til at bestemme selv og bliver hørt. Der er en kæmpe forskel i forhold til dengang, jeg var ung! Nu hedder det, at vi skal spørges," siger hun.

ULF er en selvstændig organisation, der begyndte som en langsom græsrodsbevægelse, fortæller Lisbeth Jensen. På beskyttede værksteder rundt om i landet, hvor nogle udviklingshæmmede arbejder, begyndte en murren i krogene i 1988.

Utilfredsheden med arbejdsforholdene voksede, og flere udviklingshæmmede ønskede at kunne tale deres egen sag. Derfor foreslog foreningen LEV, der er en paraplyorganisation for udviklingshæmmede og pårørende, at de udviklingshæmmede skulle danne deres eget talerør. Det førte til en stiftende generalforsamling i 1993, hvor 32 mennesker deltog. LEV hjalp med at formulere vedtægterne, og Lisbeth Jensen blev valgt som formand. I dag er der cirka 4000 medlemmer af ULF og ULF Ungdom, og Lisbeth Jensen understreger, at der er brug for foreningen, selvom LEV eksisterer.

"Forældrene ved ikke altid, hvad der er bedst for os, og glemmer, at deres børn er blevet voksne mennesker med selvstændige holdninger. Holdninger, der ikke altid er de samme som deres," siger hun.

Foreningens holdninger udmøntes i en lang række projekter. Eksempelvis temaaftener om alkohol, foredrag om selv- og medbestemmelse, seksualvejledning og rådgivning af kommuner og styrelser ved indretning af beskyttede boliger. Projekter, der alle organiseres i lokalkredse og på landskontoret i Vejle. Her var der i begyndelsen 10 ikke-udviklingshæmmede hjælpere, men de er blevet fyret, efterhånden som foreningen er blevet mere selvkørende. I dag er der i stedet ansat 10 udviklingshæmmede i skånejob og to projektansatte. For foreningen har stadig brug for hjælp, og det er ikke noget at skamme sig over, mener Lisbeth Jensen.

"Nogle gange skal vi lige have tingene forklaret af en, der ikke er udviklingshæmmet. Det kan være et brev fra et ministerium med en invitation til et møde. Der skal vi lige have hjælp til at oversætte politikersproget," siger hun og tilføjer

"Men vi skal også inviteres, for det er da os, der ved mest om at være udviklingshæmmet."

dalsgaard@k.dk