Udviklingshæmmede med misbrug får ikke hjælp: Behandlingsmulighederne egner sig ikke

To ud af tre udviklingshæmmede med et rusmiddelmisbrug får ikke behandling. En af årsagerne er, at de nuværende behandlingsmuligheder ikke egner sig til udviklingshæmmede, viser rapport fra Socialstyrelsen

Hans Peter S. Petersen er udviklingshæmmet og har i mange år taget hårde stoffer og været afhængig af alkohol. I dag tager han antabus og fortæller, at han er ude af sit stofmisbrug.
Hans Peter S. Petersen er udviklingshæmmet og har i mange år taget hårde stoffer og været afhængig af alkohol. I dag tager han antabus og fortæller, at han er ude af sit stofmisbrug. Foto: Privatfoto.

Når Hans Peter S. Petersen er på arbejde som altmuligmand, kan det høres. Han skruer altid op for musikken og skråler med på alt fra dansktop til techno-musik. Men det er ikke fordi, han er i festhumør. Det er fordi, han blandt andre diagnoser har udtalt adhd. Musikken gør det nemmere for ham at koncentrere sig.

Hans Peter S. Petersen er udviklingshæmmet og anbragt på dom i misbrugsbehandling. Han fortæller, at han i mange år har taget alle slags hårde stoffer og været afhængig af alkohol. I dag tager han antabus og er ude af sit misbrug med hårde stoffer, men han tror, at hvis han en dag skal flytte, vil han ende i et misbrug igen.

Ligesom Hans Peter S. Petersen har cirka seks procent af alle udviklingshæmmede misbrugsproblemer. Det svarer til cirka 1800 personer. De fleste har problemer med alkohol og dernæst hash. Men Hans Peter S. Petersen er en af få, der får hjælp. En rapport fra 2022 lavet af Metodecentret for Socialstyrelsen viser, at to ud af tre udviklingshæmmede med misbrugsproblemer ikke får behandling. Og det er til trods for, at der har været behandlingsgaranti for alle borgere med misbrugsproblemer siden 2005. 

“Det er et temmelig stort problem. Det er mange borgere, det drejer sig om, der ikke får behandling,” fortæller Nina Steensig, der er specialkonsulent i Socialstyrelsen.

Undersøgelsen peger nemlig på, at den misbrugsbehandling, der er tilgængelig, ikke er tilstrækkelig for udviklingshæmmede, fordi den ikke tager højde for udviklingshæmmedes kognitive vanskeligheder. Når man som udviklingshæmmet skal i behandling, bliver man i mange tilfælde henvist til et af de misbrugscentre, der også henvender sig til alle andre borgere. Det vil sige, at selv hvis man er en del af den tredjedel, der får behandling, er det langt fra sikkert, at det vil virke.

Henriette Bjerregaard, der er uddannet pædagog og socialfaglig konsulent ved Specialområde Udviklingshandicap i Region Midtjylland, fortæller, at udviklingshæmmede kan have svært ved planlægning, overblik og organisering og derfor ikke kan overskue, at lange forløb kan have et mål i sidste ende. Derudover kan det være svært for dem overhovedet at vide, at de er ude på et skråplan og har brug for behandling. 

“Udviklingshæmmede kræver en specialiseret indsats, også når det handler om misbrugsbehandling. Det gør de, fordi de har nogle kognitive vanskeligheder, der gør det svært for dem at profitere af for eksempel samtaleterapi,” fortæller hun. 

Derfor understreger hun også, at fagpersonalet omkring dem har et stort ansvar, fordi de udviklingshæmmede er afhængige af, at fagpersonalet hjælper dem med at begynde i behandling. Men selvom det kun er en tredjedel, der bliver sendt afsted i behandling, på trods af at der har været behandlingsgaranti siden 2005, mener hun ikke, at fagpersonerne har svigtet deres ansvar. 

“Jeg synes ikke, man kan sige, at vi har fejlet i vores ansvar. Det handler ikke om ikke at tage ansvar. Det handler om at mangle nogle øjne ind i hinandens fagligheder,” mener hun. Derudover understreger hun, at de udviklingshæmmede har selv- og medbestemmelsesret og derfor selv bestemmer, om de vil i behandling. 

Lars Sandberg, der er faglig leder i Socialstyrelsen, er enig i, at der generelt mangler viden om problemet. 

“Det pædagogiske personale har ikke tilstrækkelig viden om, hvordan man arbejder med misbrug, og rusmiddelbehandlerne har ikke tilstrækkelig viden om, hvordan man arbejder med mennesker med udviklingshæmning,” fortæller han. 

Han oplever, at den manglende viden fra begge parter kan være en del af forklaringen på, hvorfor kun én tredjedel af udviklingshæmmede med et misbrug får behandling. 

“Når man som pædagogisk personale har oplevet at stå med en borger, som misbrugs-systemet ikke kunne hjælpe eller ligefrem afviser borgeren, må man ofte prøve at gøre noget andet,” siger han.