Størstedelen af Folketingets 179 medlemmer er godt i gang med forberedelserne til det kommende folketingsvalg, men 24 mf’ere har meddelt, at de ikke genopstiller. Ud af dem har 11 siddet i blot én periode eller kortere. Ved seneste valg i 2015 var det tal kun tre. Ved valget i 2011 drejede det sig om fem medlemmer.
Livet som folketingspolitiker levede ikke op til deres forventninger. Sådan lyder den første indskydelse hos Flemming Juul Christiansen, lektor i politik og forvaltning ved Roskilde Universitet, RUC, når han skal forklare, hvorfor så mange vender Christiansborg ryggen efter så kort tid. Han har blandt andet forsket i sammenhængen mellem anciennitet og politisk indflydelse.
”I dag avancerer man meget hurtigere gennem det politiske system end tidligere. Det vil sige, at der er en forventning om, at man som folketingspolitiker hurtigt får indflydelse. Hvorvidt det sker, har en stor indflydelse på, hvordan man ser på sin position,” siger Flemming Juul Christiansen.
Ved seneste valg bragede Alternativet ind på Christiansborg med ni mandater, og folketingsgruppen voksede til 10, da socialdemokraten Pernille Schnoor skiftede parti. Alternativet stillede op med et mål om at forandre den politiske virkelighed, men det har vist sig meget svært, fortæller Flemming Juul Christiansen. Heri ligger nok en del af forklaringen på, at halvdelen af partiets folketingsgruppe stopper ved næste valg, mener han.
Samme tanker gør professor på institut for statskundskab på Syddansk Universitet Robert Klemmensen sig.
”Alternativet har fra start været meget maksimalistiske i dets tilgang til politik. Det virker til, at mange af partiets medlemmer mener, at det er bedre at holde sig væk end at gå på kompromis. Men at være politiker er nok ikke helt så idealistisk et foretagende, som mange i Alternativet havde forestillet sig,” siger han.
Engang var det at være politiker et kald, som man havde det meste af livet. I dag er det snarere blevet en ud af mange mulige karriereveje. Det mener professor Jørgen Elklit fra institut for statskundskab på Aarhus Universitet.
”At være politiker er blevet til noget, som man kan prøve af i en periode. Når det ikke længere er sjovt, skifter man videre til det næste,” siger han.
Den tid, som politikere gennemsnitligt sidder i Folketinget, er gradvist blevet kortere siden 1990. Det fremgår af en opgørelse, som forskere fra RUC og Syddansk Universitet tidligere har lavet for Morgenavisen Jyllands-Posten. Og intet tyder på, at tendensen vender ved næste valg, hvor politiske veteraner som Mogens Lykketoft (S) og Holger K. Nielsen (SF) siger farvel efter over 30 år på Christiansborg.
Det har betydning. For man skal ikke undervurdere, hvor vigtig erfaring er i det daglige arbejde på Christiansborg, mener Flemming Juul Christiansen fra RUC.
”Der har det betydning ikke bare at vide, hvad en forligskreds er, og hvordan de uskrevne spilleregler fungerer. Det er også vigtigt at forstå, hvad der ligger til grund for, at ens parti gik med i eller ikke gik med i noget. Hvad det er, man forsvarer og kæmper for,” siger han.
”En del af den viden og erfaring går tabt med en øget udskiftning.”
Et af de partier, som jævnligt står med den udfordring, er Enhedslisten. Partiet har nemlig et rotationsprincip, der sikrer, at ingen sidder i Folketinget i mere end syv år. Det princip har både fordele og ulemper, forklarer folketingsmedlem Pelle Dragsted (EL).
Han falder selv for rotationsprincippet denne gang, som han forsvarer, men han kunne alligevel godt have tænkt sig en periode mere.
”I Enhedslisten plejer vi at sige, at det tager mindst et år at komme rigtigt ind i tingene og forstå de redskaber, man har til rådighed som politiker. Personligt har jeg været godt hjulpet på vej af, at jeg i mange år har arbejdet som politisk rådgiver. Men for mange af dem, der er nye, kan det være rigtig svært,” siger han.