Prøv avisen

Uerstattelige kræftprøver smidt ud ved fejl på hospital

29. maj kom en uerfaren rengøringsassistent til at smide 256 prøver ud ved en fejl på Hvidovre Hospital. Nogle af prøverne var uerstattelige. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

I alt er omkring 256 prøver forsvundet med skraldet. Flere patienter kan derfor ikke få en diagnose.

Ved en fejl er en rengøringsassistent kommet til at smide cirka 256 prøver ud, som skulle være undersøgt i Patologiafdelingen på Hvidovre Hospital.

Flere af prøverne kan ikke tages om.

Det fremgår af en orientering, som er sendt til koncerndirektionen på Hvidovre Hospital. Orienteringen er første gang omtalt på Sundhedspolitisk Tidskrift's hjemmeside.

I orienteringen forklares det, at det er en uerfaren rengøringsassistent fra Forenede Service A/S, som ved en fejl har smidt prøverne ud som almindeligt affald.

Det skete den 29. maj klokken 7.15 om morgenen. Det har hospitalet kunne klarlægge med hjælp fra kameraovervågning.

Rengøringsassistenten forvekslede ifølge hospitalet et stativ markeret til prøver og indeholdende prøver i orange fragtkuverter med et almindeligt affaldsstativ. Derfor blev prøverne smidt ud med det almindelige affald.

Hospitalet oplyser i orienteringen, at stativerne til opbevaring af indkomne prøver er ændret, så de ikke kan forveksles med affaldsstativer.

Nogle af prøverne kan tages på ny, mens andre prøver var uerstattelige. Prøverne er fordelt på cirka 232 unikke cpr-numre.

Kurt Stig Jensen, vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital, beklager fejlen.

- Der er, som vi ser det, sket en menneskelig fejl, som vi er rigtigt, rigtigt kede af. Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at de her prøver er forsvundet, siger vicedirektøren.

Han fortæller, at hospitalet har taget initiativ til, at berørte læger og patienter er blevet kontaktet. For de 40 af prøverne gælder det, at prøverne umiddelbart ikke kan tages om.

- For de 40 patienter har vi kontaktet den læge, som har taget vævet ud. Vi har kontaktet dem telefonisk og sendt brev med vores rådgivning.

- Vi råder til, at man for de her patienter laver en lidt tættere kontrol, end man ellers ville gøre. Så hvis der opstår nye forandringer, som kan give mistanke, så har man mulighed for at tage en ny prøve, siger Kurt Stig Jensen.

Vicedirektøren påpeger, at kun ganske få af prøverne er udtaget på mistanke om kræft.

191 af prøverne er celleprøver, som er taget som en det nationale screeningsprogram for livmoderhalskræft eller som opfølgning på tidligere undersøgelser og indgreb i forbindelse med celleforandringer.

De kan tages om, ved at patienterne genindkaldes.

Desuden er der 17 gynækologiske vævsprøver i form af skrab og biopsier fra livmorhalsen og livmoderslimhinden. Nogle af dem kan tages om, men nogle har fået fjernet hele vævsforandringen. Derfor kan de ikke tages om.

Der er også 21 hudbiopsier med formodede godartede forandringer. De vil heller ikke kunne tages om, da forandringen sandsynligvis er fjernet helt. Derfor vil det ikke være muligt for patienterne at få en diagnose.

To ortopædkirurgiske vævsprøver og to vulvabiopsi med formodede godartede forandringer kan heller ikke tages om. Så her vil patienterne heller ikke kunne få en diagnose.

Til sidst er også en keglesnit-prøve med påviste celleforandringer i tidligere vævsprøver og dermed tidligere forstadier til livmoderhalskræft. Denne kvinde kan heller ikke få en diagnose, men hun kan følges med andre prøver.

Forenede Service A/S, som har rengøringsassistenten ansat, har ifølge hospitalet dokumenteret, at assistenten opfylder uddannelses- og sprogkrav til at kunne rengøre på et hospital.

/ritzau/