Prøv avisen

Uffe Elbæk er klar med et nyt politisk projekt: Det er ikke et parti... endnu

Helt frie er de Frie Grønne Stemmers kontorfællesskab ikke, forklarer Uffe Elbæk yderligere. Der følger en ”politisk kontrakt” med. Foto: Petra Theibel Jacobsen

For første gang siden sin exit er Uffe Elbæk klar til at fortælle om det politiske fællesskab, afhopperne fra Alternativet er blevet enige om. Det er ikke et parti – men det kan det sagtens blive, siger Uffe Elbæk om ”Frie Grønne Stemmer”.

I lyset af coronakrisen føles det allerede som måneder siden, at Alternativet nedsmeltede. Dog er det kun et par uger tilbage i tiden – den 9. marts – at hovedbestyrelsen gik i opløsning og idémageren bag det meste, Uffe Elbæk, smuttede sammen med fire af partiets fem folketingsmedlemmer.

Alternativister var de ikke mere, men hvad var de så?

Det står efterhånden klart, mener Uffe Elbæk. For første gang siden sin exit er han nu i et interview med Kristeligt Dagblad klar til at fortælle om det nye politiske projekt, han og de tre andre eks-medlemmer fra Alternativet er blevet enige om at indgå i.

Frie Grønne Stemmer, hedder det, og Elbæk har tilmed oprettet eget CVR-nummer under navnet. Et parti er det ikke, og så alligevel lidt. Det kan det i hvert fald blive, lyder det.

Uffe Elbæk, hvad er Frie Grønne Stemmer?

”Vi fire (foruden Uffe Elbæk er det Rasmus Nordqvist, Sikandar Siddique og Susanne Zimmer, red.) er blevet enige om at lave et grønt politisk kontorfællesskab på Christiansborg. Vi tager nogle fælles værdier og erfaringer med fra Alternativet, men som udgangspunkt har vi ikke lagt bånd på hinanden. Vi har lyst til at give hinanden frihed til at finde ud af, hvad vi vil bruge den nye politiske position til,” siger Uffe Elbæk.

Han forlod Alternativet efter en månedlang magtkamp og et ultimatum fra hovedbestyrelsen, der beordrede ham til offentligt at bakke op om Josephine Fock, der den 1. februar blev valgt som ny leder ved en urafstemning.

Helt frie er de Frie Grønne Stemmers kontorfællesskab ikke, forklarer Uffe Elbæk yderligere. Der følger en ”politisk kontrakt” med:

”Vi deler kontor, værdier og erfaringer med hinanden. Vi repræsenterer hinanden i de udvalg, vi i forvejen sidder i, og når vi går ned i folketingssalen og stemmer, og når andre holder møder med en af os, har man de tre andres mandater i ryggen. Det er ukendt territorie. Juridisk er vi ikke noget parti, men vi er alligevel en gruppe.”

Frie Grønne Stemmer vil også holde et ugentligt gruppemøde, akkurat som andre partier, lyder det fra Uffe Elbæk.

Det lyder næsten som et parti?

”Jojo, men det er det ikke. Der er vi ikke endnu,” siger Uffe Elbæk.

Endnu? Lad os sige, at det fungerer godt, det her politiske kontorfællesskab. Vil I så danne et egentligt parti?

”Jeg er åben for det hele. Men lige nu er vi virkelig fire frie grønne stemmer, og der ligger ikke et nyt forkromet politisk projekt foran os, som vi er klar til at melde ud. Det er heller ikke sikkert, at det nogensinde når derhen. Men der ligger en lyst til at få samlet op på de erfaringer, vi gjorde os i Alternativet.”

Ifølge Uffe Elbæk har der blandt de frisatte alternativister allerede har været snakket om fremtidens konstellationer.

”Ud af den diskussion kan man forestille sig mange nye spændende politiske initiativer, og hvor det at lave et nyt parti er en mulighed. Men der er vitterligt ingen konklusioner dags dato.”

Hvordan adskiller det, I vil med Frie Grønne Stemmer, sig fra det, Josephine Fock og Torsten Gejl vil med Alternativet?

”Jeg ved ikke, hvad det er for nogle politiske prioriteringer, Torsten og Josephine vil tage afsæt i. Det står ikke krystalklart for mig. Og det ved jeg heller ikke, om det gør for andre. Vi (Frie Grønne Stemmer, red.) har givet hinanden fri til at fokusere på det, vi hver især synes er vigtigt. Men det er klart, at der på kryds og tværs er en lyst til at lave noget sammen. Nogle af os vil mere, andre vil givetvis mindre.”

Den tidligere kulturminister 2011-2012 – dengang var han endnu ikke alternativ, men radikal – har foreløbig skitseret sine egne fokuspunkter.

”Jeg kommer i dén grad til at kaste mig over kulturpolitik og skole- og uddannelsesområdet, lige så snart vi er ude på den anden side af coronakrisen. Og så er den grønne dagsorden stadig fuldstændig afgørende, det tør jeg godt sige på vegne af os alle fire,” siger Uffe Elbæk.

I 2013, hvor Alternativet blev dannet, blev han på alle måder personificeringen på en bevægelse, der var træt af politik. I al fald den ifølge ham ’gamle’ måde at bedrive politik med personfnidder, levebrødspolitikere og lyssky magtkampe. Nu er han i gang med endnu et nyt projekt og måtte forlade Alternativet på grund af den slags magtkampe, han svor at gøre op med. Er Uffe Elbæk ikke bange for at blive symbolet på det, han ville bekæmpe?

”Argh, jeg tror ikke, at nogen vil se mig som en levebrødspolitiker. Jeg har taget nogle enormt risikofyldte valg og har været med til at gøre en meget vigtig politisk dagsorden til et parti. Alternativet fik skubbet det hele i en langt mere grøn retning og defineret rammen for klimapolitikken, som den er i dag. Dertil kunne jeg nævne et hav af konkrete resultater. Det er på ingen måde levebrødspolitik. Det er det stik modsatte – politisk iværksætteri.”

Da du gik af som leder af Alternativet, var du ifølge eget udsagn i gang med din sidste periode i Folketinget. Har du gjort dig tanker om alligevel at stille op til næste valg?

”Det kræver, at der er et parti, jeg kan stille op for. Det er der ikke lige nu, så det har jeg ikke taget stilling til. Men jeg havde jo besluttet mig for, at det her højest sandsynligt var min sidste periode, og sådan har jeg det stadigvæk,” siger han.

Uffe Elbæk ønsker trods en benhård skilsmisse stadig sit gamle parti Alternativet ”held og lykke med det hele.”

Tror du, at projektet Frie Grønne Stemmer gør det lettere eller sværere for Josephine Fock at redde Alternativet?

”Det må du spørge Josephine om,” siger Uffe Elbæk.