For kort tid siden var han på vej ud af dansk politik, men nu vil han være statsminister. Alternativets leder, Uffe Elbæk, har rystet sine politiske venner med beskeden om, at han vil trække sit parti ud af ”ligningen” i kampen om magten på Christiansborg. Efter næste valg vil han hverken pege på Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen eller Venstres Lars Løkke Rasmussen som statsminister, men på sig selv.
Problemet er, at den politiske matematik ikke tillader, at for eksempel de ti mandater, som Alternativet har i dag, kan være lig nul. De vil altid tælle med på den ene eller anden side af midten.
Kommer de borgerlige partier i mindretal efter valget, går Lars Løkke Rasmussen (V) af, og der bliver en dronningerunde. Mette Frederiksen vil have et flertal bag sig – men kun så længe Alternativet er en del af det. Hvis Alternativet peger på Uffe Elbæk, kan det meget vel vise sig, at der alligevel står flest mandater bag Lars Løkke Rasmussen, selvom det er under halvdelen af alle folketingsmedlemmerne. Det kunne være nok til, at Lars Løkke Rasmussen på ny blev statsminister, om end på et meget vakkelvornt, parlamentarisk fundament.
Der er ikke noget at sige til, at Elbæks udspil har givet panderynker blandt kollegerne venstre for midten, mens statsministeren med slet skjult fryd og ironisk distance kalder det for ”crazy”.
For udover at Alternativet sår politisk tvivl om Mette Frederiksens vinderchancer, løber partiet en stor risiko i forhold til dets egne vælgere. Politisk ligger de entydigt til venstre i det politiske landskab, og nogle kunne nok finde på at søge over til Enhedslisten, SF eller De Radikale efter Elbæks solomelding. Sker det i større målestok, risikerer Alternativet at komme under spærregrænsen, og i så fald vil den venstre side yderligere stå med et problem med stemmespild i ligningen over for højre side.
Alt det ved Uffe Elbæk godt. Så hvorfor satser han butikken? Svaret er, at valgkampen allerede er i fuld gang, og at partierne har meget travlt med at distancere sig fra hinanden for at profilere sig over for vælgerne. Det skader regnefærdighederne.
Forleden sagde Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl for eksempel i Morgenavisen Jyllands-Posten, at han håber på en V-DF-regering eller til nød en V-DF-K-regering – men under ingen omstændigheder en regering, som inkluderer Liberal Alliance.
Mette Frederiksen fortalte for et stykke tid siden, at hun gerne vil danne en ren socialdemokratisk regering, og at De Radikale absolut ingen indflydelse vil få på denne regerings udlændingepolitik.
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er dermed i deres politiske synkronsvømning ude med et parallelt budskab om, at små partier på midten skal holdes ude for enhver pris. De Radikale får ingen indflydelse på udlændingeområdet, og Liberal Alliance får intet at sige om skatte- og velfærdspolitik.
Men der er knas med matematikken. Dansk Folkeparti kan godt drømme om at komme i regering, men den skal stadig kunne tælle til 90 mandater, og det kan næppe lade sig gøre uden Liberal Alliance. DF’s scenarie er altså, at Lars Løkke Rasmussen efter valget skulle smide sine nuværende regeringsfæller ud, danne en ny regering med Dansk Folkeparti, som de to vragede partier derefter skulle støtte uden nogen politisk modydelse. Her mangler vist som minimum et par mellemregninger.
På den modsatte side forventer Mette Frederiksen at kunne danne en regering, selvom De Radikale nægtes enhver indflydelse på udlændingepolitikken. Samt at Alternativet, der nu har sin egen statsministerkandidat, i sidste ende alligevel støtter hende.
Et gæt er, at kalkulationerne bliver meget lettere, hvis man venter til vælgerne har talt. Senest om et år.