Det begyndte som et oprør. Tidligere kulturminister Uffe Elbæk forlod i september 2013 De Radikale – i første omgang for at blive løsgænger i Folketinget. Først et år senere fortalte han i detaljer i et debatindlæg i dagbladet Politiken om baggrunden for bruddet.
Det havde været svært, men han kunne ikke længere leve med de kompromiser, hans nu tidligere parti havde indgået med Socialdemokratiet under statsminister Helle Thorning-Schmidt (S):
Om en offentlighedslov, der indskrænkede borgernes mulighed for at kigge myndighederne i kortene.
Om salget af energivirksomheden Dong (i dag Ørsted) til investeringsbanken Goldman Sachs.
Om kollapset for idéen om øremærket barsel til mænd.
Om De Radikales opbakning til nye militære indsatser i Irak og om kompromiser i udlændingepolitikken langt fra De Radikales værdimæssige dna-kode.
Han håbede dengang stadig på et ”oprør” fra de radikale græsrødder, så man kunne vende tilbage til partiets ”kulturradikale, pacifistiske højskolerødder”.
Da han skrev indlægget, havde han allerede i næsten et år været involveret i sit nye politiske projekt, partiet Alternativet, der officielt blev præsenteret den 27. november 2013 med ham selv som politisk leder. Den idé viste sig siden at have stor gennemslagskraft, både blandt andre skuffede radikale vælgere, Socialdemokratiets og venstrefløjens vælgere. De var skuffede over de samme ting som Uffe Elbæk, og særligt SF’s sammenbrud i begyndelsen af 2014 blev en gylden mulighed for Alternativet.
Det ligger i selve partinavnet, at det skulle være en anden mulighed – en protest mod noget. Problemet med den identitet er, at den risikerer at smuldre, når det, man identificerer sig imod, forsvinder.
Sådan er det i høj grad gået for Alternativet, som Uffe Elbæk stopper som partileder for den 1. februar.
Hvem der skal efterfølge ham, skal nu i partiets ånd afgøres ved en ”demokratiets fest” den kommende måned, hvor kandidater kan melde sig med deres visioner.
Uffe Elbæk vil ikke selv pege på en afløser, men fik dog på et pressemøde i går nævnt, at han var stolt af sin politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, som dette efterår har sat aftryk på ”en grøn finanslov” og klimaloven. Selv ville Rasmus Nordqvist i går ikke sige, om han stiller op.
Under alle omstændigheder står Alternativet i en meget svær situation. Uffe Elbæk fremhæver selv, at Alternativet for et år siden var det eneste parti, der gik ind for at reducere udledningen af klimagasser med 70 procent i forhold til niveauet i 1990, men at det nu kommer til at stå i klimaloven, som alle partier bortset fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige støtter.
Netop den fortælling er imidlertid også Alternativets problem. For hvis vælgerne alligevel kan få en grøn politik hos stort set alle andre partier, hvorfor skulle de så stemme på Alternativet?
Fortællingen er måske delvis forkert, for det kan vise sig, at nogle af de andre partier i praksis slet ikke vil gå langt nok, men det er svært at få øje på, hvordan Alternativet kan få gavn af det.
Ændringer i klimapolitikken er af natur en meget langstrakt affære. Om de virker, får man formentlig tidligst svar på om 5-10 år, men så længe kan Alternativet næppe vente på ny vælgeropbakning.
Den er allerede faldet siden folketingsvalget i juni, der i forvejen gav partiet stor tilbagegang. Et kig på vælgernes vandringer viser, at de nogenlunde ligeligt søger tilbage til SF, Socialdemokratiet, Enhedslisten og De Radikale – altså præcis de partier, Alternativet oprindeligt hentede sine vælgere hos.
Et andet centralt protesttema for Alternativet har været den politiske proces og kultur. Partiet har aktiveret medlemmer og skrevet programmer på nye måder, men interne sager om sexchikane og dårlig ledelse har vist, hvor svært det er at frigøre sig fra arvesynden, uanset hvor meget positiv energi og fællesdans, man forsøger sig med.
Som på klimaområdet er udfordringen, at det, man oprindeligt protesterede mod, på overfladen ser ud, som om det er forsvundet. Helle Thorning-Schmidt er ikke længere statsminister, den nuværende regering har ikke forpligtet sig til at føre borgerlig økonomisk politik, og langt uden for Alternativet taler andre politikere i dag om, at der er behov for en ny politisk kultur.
Sat på spidsen er Uffe Elbæks projekt blevet krammet ihjel på Christiansborg.