Uffe Ellemann samler ind til injuriesag mod Karen Jespersen

MED AFSTEMNING Venstres tidligere formand står i spidsen for en indsamling, der skal hjælpe muslimske Zubair Butt Hussain i injuriesag mod tidligere minister Karen Jespersen (V)

Karen Jespersen, medlem af Folketinget (MF) - Venstre (V). Sammen med sin hund.
Karen Jespersen, medlem af Folketinget (MF) - Venstre (V). Sammen med sin hund. Foto: Jacob Nielsen Denmark.

 
 
En række fremtrædende politikere, forskere og erhvervsfolk anført af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) går nu i spidsen for en indsamling, der skal skaffe en kvart million kroner til den tidligere talsmand for Muslimernes Fællesråd Zubair Butt Hussain.

Pengene skal bruges i forbindelse med den injuriesag, som Zubair Butt Hussain har anlagt mod tidligere velfærdsminister Karen Jespersen (V), fordi hun i 2009 beskyldte ham for at gå ind for stening.

LÆS OGSÅ: Eksministers injurier koster staten dyrt

Uffe Ellemann-Jensen har som formand for Det Udenrigspolitiske Selskab samlet 20 af selskabets bestyrelsesmedlemmer i initiativet – blandt dem tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S), tidligere chefredaktør Herbert Pundik, professor Niels C. Thygesen, generalløjtnant Kjeld Hillingsø og medlem af Europa-Parlamentet Anne E. Jensen.

Zubair Butt Hussain står til at skulle betale op mod en kvart million kroner af egen lomme, efter at han anlagde injuriesagen. I oktober 2010 afgjorde Københavns Byret, at beskyldningen var grundløs, men den afgørelse ankede Karen Jespersen til landsretten. Zubair Butt Hussain har fået afslag på fri proces, men byretten afgjorde sidste år, at han skulle modtage 31.250 kroner i kompensation til delvis dækning af sagsomkostningerne.

"Det krænker min retsfølelse, at Zubair Butt Hussain kan blive personligt ruineret ved at vinde en sag, der renser hans ære. Zubair er eneforsøger med to børn og ikke nogen formuende mand. Men han risikerer personlig ruin, fordi han kræver sin ret. Det hører med til billedet, at han virkelig har gjort en energisk indsats for at fremme dialogen mellem forskellige religiøse grupperinger. Derfor har jeg foreslået de øvrige medlemmer af bestyrelsen i Udenrigspolitisk Selskab, at vi støtter indsamlingen," siger Uffe Ellemann-Jensen, som understreger, at han ikke tager stilling til Karen Jespersens sag.

Indtil videre har Zubair Butt Hussain har betalt mere end 100.000 kroner af egen lomme i advokatregninger, mens Karen Jespersens sagsomkostninger på foreløbig knap 300.000 kroner dækkes af staten, fordi Karen Jespersen var minister, da hun fremsatte beskyldningerne.

"Der er jo noget fuldstændig skævt i, at vi som skatteydere har betalt 300.000 kroner til Karen Jespersens advokathjælp, mens Zubair blev tilkendt sølle 30.000 kroner i sagsomkostninger. Det kan man simpelthen ikke være bekendt. Derfor må velmenende mennesker træde til, og jeg agter også selv at give et bidrag," siger Uffe Ellemann-Jensen.

Initiativet til indsamlingen er oprindelig taget af næstformand i Det Radikale Venstre Zenia Stampe.

"Jeg faldt over sagen, fordi jeg fandt den fuldstændig vanvittig i et retssikkerhedsmæssigt perspektiv. Det forhold, at man kan vinde en injuriesag og alligevel stå tilbage med en kæmpe regning, er en urimelig trussel mod retssikkerheden. Det kan betyde, at mennesker afstår fra at gå i retten, når de føler sig krænkede," siger Zenia Stampe, som understreger, at indsamlingen samler personer på tværs af partiskel.

Sagen kommer for landsretten den 30. juni, og hvis Zubair Butt Hussain taber den, kan det få katastrofale konsekvenser for hans privatøkonomi:

"Hvis jeg får ret i landsretten, kommer jeg til at sidde med en regning på en kvart million kroner. Det værste scenearie, at jeg taber retssagen, tør jeg ikke tænke på. Generelt er det sådan, at jeg ikke vil beskyldes for noget, der ikke passer, og derfor har jeg valgt at anlægge sagen," siger Zubair Butt Hussain på en telefonlinje fra Islamabad, hvor han i øjeblikket opholder sig.

soendergaard@k.dk