Danske kvinder er ikke stillet lige for loven, når de ansøger om at få en abort efter graviditetens 12. uge, som er grænsen for fri abort i Danmark. For myndighederne opererer med en uformel grænse, hvor det bliver meget sværere at få tilladelse til senabort efter graviditetens uge 18 i de tilfælde, hvor kvinden søger på grund af sociale forhold.
Det mener to forskere fra Københavns Universitet, som har fået aktindsigt i 663 sager om såkaldt sen abort.
”Det er klart, at det er en alvorlig problematik, når man opererer med grænser, der afskærer folk fra sundhedsydelser, og de grænser ikke har hjemmel i loven,” siger Annika Frida Petersen, post.doc. ved Juridisk Fakultet og hovedforfatter på studiet, der er publiceret i det anerkendte Ugeskrift for Retsvæsen.
I Danmark kan kvinder få tilladelse til abort efter udløbet af graviditetens 12. uge og frem til udgangen af uge 22, hvor fostret antages at være levedygtigt. Det kaldes senabort.
Man søger om tilladelsen i ét af de fem regionale abortsamråd, og man kan klage over et afslag til Abortankenævnet, der også fører tilsyn med samrådene og skal sikre, at de følger en nogenlunde ens praksis.
Hvert år søger omkring 800-900 kvinder tilladelse til sen abort. Langt de fleste ansøger på grund af misdannelser eller genfejl hos barnet. Omkring hver femte ansøger på grund af deres personlige forhold. De kan ifølge loven få tilladelse, hvis de vurderes at have det så svært, at det vil belaste dem alvorligt at gennemføre graviditet, fødsel og drage omsorg for et barn. Ud af de 663 sager, som forskerne har fået indblik, fik fire afslag af fostermedicinske grunde, mens 49 fik afslag af sociale grunde.
Og for denne sidste gruppe gælder altså også en regel, som der ikke står noget om i loven, og som i flere tilfælde afskærer dem fra at få tilladelse til abort, hvis de har passeret uge 18, finder forskerne.
”Der er i vores forskning basis for at konstatere, at der er en skærpet vurdering af de sociale sager, som starter fra uge 18, og som der mangler basis for i loven. Efter uge 18 gives der kun tilladelse i helt særlige tilfælde,” siger Annika Frida Petersen.
Den uformelle grænse er beskrevet af Abortankenævnet i flere årsrapporter. Forskerne har interviewet medlemmer af samrådene, og de bekræfter, at de følger den linje, ankenævnet har stukket ud.
Graviditetslængden var for eksempel et afgørende parameter, da et samråd gav afslag til en kvinde, hvis sag optræder i forskningsartiklen.
Hun havde en længerevarende depressiv reaktion, og hun havde tidligere forsøgt selvmord. Hun var allerede alene med et barn på seks år, havde et dårligt forhold til barnefaderen, et sparsomt netværk og en anstrengt økonomi.
I en anden region fik en anden kvinde dog tilladelse trods sin fremskredne graviditet: Hun var i uge 21 og gravid med tvillinger. Hun var uden arbejde, indtægt og boede i en bolig, der var uegnet til beboelse. Hun havde haft et nyligt forbrug af alkohol og stoffer.
”En åben fortolkning”
”Når man har den her 18 ugers-grænse, og de 18 uger ikke er bundet op på specifikke kriterier, der guider den skærpede vurdering, så bliver det en meget åben fortolkning. Det ser man i de regionale forskelle. Det er et problem, fordi man ønsker lighed i sundhed og retsstilling på tværs af landet,” siger Annika Frida Petersen.
Hun peger på, at grænsen er fastsat i praksis og kun fremgår af rapporter, der kræver en del overskud at finde frem til. Det gør det svært for kvinderne at gennemskue deres retsstilling, når de søger om sen abort.
”Det er et problem, at 18 ugers-grænsen ikke er offentligt kendt, og grænsen er et problem i sig selv, for sådan en grænse skal have bund i juraen. Det her er alvorlige spørgsmål om kvinders ret til at bestemme over deres egen krop; det kommende barn; hele kvindens omgangskreds og samfundet i det hele taget,” siger Annika Frida Petersen.
Overlæge i gynækologi og obstetrik og medlem af abortsamrådet i Region Sjælland, Torben Larsen, bekræfter, at rådet opererer med 18 ugers-reglen i sociale sager. Regionen afviste i 2020 7 ud af 36 kvinder, som søgte om abort på social indikation. Kun én var dog længere henne end uge 18.
Personligt lægger han mere vægt på at vurdere den enkelte kvindes forhold end på fostrets alder, sådan som rådet også skal ifølge loven, siger han.
”Men 18-ugers grænsen er oppe at vende hver gang, vi har en kvinde, hvor fostret nærmer sig levedygtighedsalderen. Jeg synes, det er sundt, at der bliver rørt ved dette emne nu, for forskerne anfører jo, at der ikke er lovhjemmel til den grænse. Det er min erfaring, at når kvinder ønsker abort, er det velovervejet. De er pressede. De skal ikke have det mere besværligt, end loven giver hjemmel til.”
Jakob Lawaetz er jurist og medlem af abortsamrådet i Region Midtjylland. Han afviser, at rådet dér arbejder med en 18-ugers grænse, men bekræfter, at jo længere kvinden er henne, jo mere tungtvejende skal hendes grunde være, når hun søger om senabort på social indikation.
”Vi er bundet af lovgivning og praksis fra Abortankenævnet, og den skærpede vurdering er en mangeårig praksis, der er bekræftet af Abortankenævnet. Vi foretager altid en konkret og individuel vurdering,” siger han.
”En konkret vurdering”
Styrelsen for Patientklager fungerer som sekretariat for Abortankenævnet. Vicedirektør Charles Conrad skriver til Kristeligt Dagblad, at sekretariatet ”ikke (kan) genkende, at der skulle være en formel grænse på 18 uger ved afgørelser om social indikation.”
”Afgørelserne skal altid foretages ud fra en konkret vurdering af alle sagens forhold.”
Han skriver, at Abortankenævnet og abortsamrådene har drøftet artiklens resultater for at sikre, at der ikke har bredt sig en uhensigtsmæssig uformel praksis, når det handler om afgørelser relateret til social indikation.
Professor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet, Helle Bødker Madsen, forklarer, at det enkelte afslag ikke nødvendigvis er ulovligt. Det afhænger af, om der – trods 18-ugers grænse – netop er foretaget et individuelt skøn af hver enkelt ansøgers situation.
”Man kan have en aldersgrænse for fostret som vejledende udgangspunkt, men rådene skal være sig bevidst, at de kan fravige det, og at de skal skønne i den enkelte sag. Det vil være i strid med loven, hvis man har en fast aldersgrænse for fostret, der begrænser det her individuelle skøn,” siger hun.