Ukendt SF-kandidat: Pia Olsen Dyhr vil gentage fejlene

Peter Andersen vil gøre op med topstyring og bringe fokus i SF tilbage på partiets kernesager

Ukendt SF-kandidat: Pia Olsen Dyhr vil gentage fejlene

Det kom som noget af en overraskelse, da den ukendte 24-årige vejlenser Peter Andersen offentliggjorde, at han stiller op til formandsposten i SF.

Han begrunder nu sin beslutning med, at han frygter, at Pia Olsen Dyhr vil videreføre Annette Vilhelmsens og Villy Søvndals midtsøgende politik, og at det derfor er nødvendigt med en modkandidat.

Peter Andersen er lærerstuderende, tidligere SFU-formand i Vejle og har gjort sig bemærket ved at tale åbent om sin skizofreni-sygdom. Desuden har han meddelt, at han vil trække sit kandidatur, hvis en mere erfaren kandidat med samme kritik af den tidligere ledelse melder sig.

Hvorfor stiller du op?

Jeg vil sikre, at vi får en sund debatkultur i partiet, som rækker helt fra de menige medlemmer til toppen. Jeg synes, der har været en disharmoni i SF. Både landsledelsen og folketingsgruppen har overset, hvor utilfredse de menige medlemmer har været.

LÆS OGSÅ: SF-ordfører: Rød-grønne mærkesager skal vende nedtur

Hvad vil dine mærkesagervære som formand?

Vi skal sikre de basale ydelser og gøre op med kapitalismens grundstruktur. Vi skal ikke igen se økonomiske kriser, der gør, at almindelige menneskers liv bliver ramt i den grad, vi har set de seneste år. Og så mener jeg, man skal forbedre den psykiatriske sektor og blive bedre i behandlingen. Fra problemet opdages, til man igen er rask.

Hvad har der været galt med den tidligere partiledelse?

Hvis man havde haft SFs principprogram i hånden undervejs, ville man indse, at partiets politik ikke stemmer overens med regeringens politik. Folk har været så forhippede på at være i regering, at de har glemt kernesagerne. Jeg er ikke imod, at SF skal være i regering, men eftersom vi blev trynet, burde man langt tidligere have indset, at nok er nok.

Hvad tænker du om Pia Olsen Dyhr?

Der er ingen tvivl om, at hun er en dygtig politiker, men jeg er ikke enig i den måde, hun har været med til at agere på i regeringen. Hun har meldt klart ud, at hun ikke ønsker, at SF skal trækkes længere mod venstre. Det kan tolkes, som at hun vil fortsætte linjen.

Hvornår begyndte topstyringen?

Partiet trak i en mere professionel retning under Villy Søvndals ledelse, og SF begyndte at ligne et designer-parti. Fra at have været et græsrodsparti begyndte man at gøre rigtigt meget ud af at få SF til at fremstå moderne, og Søvndal trak i jakkesæt. I den transformation skete der en forskydning i medlemsdemokratiet. Det fortsatte under Annette Vilhelmsen, selvom jeg ikke er i tvivl om, at hun følte, hun gjorde det rigtige.

Hvor ligger SF politisk i forhold til Socialdemokraterne og Enhedslisten?

Det er et godt spørgsmål, og det kan en SFer nærmest ikke engang svare på. Nogle gange ligger vi på linje med Socialdemokraterne, andre gange på Enhedslistens linje og nogle gange midt i det hele.

Du mener, at der mangler debat om fremtiden i SF. Har I ikke i den seneste tid debatteret rigeligt?

Nej, det mener jeg ikke. Det er Dong-sagen, der har fyldt det hele. Det har været fint af få debatten i gang, men der er brug for en bredere debat om fremtiden. Jeg ved, at der er en stor gruppe i baglandet, der ønsker at blive hørt.