Den ukrainske hær har slået den russiske invasion mod Kyiv tilbage og generobret områderne mod nord og vest op mod grænsen til Belarus. Dermed har de genindtaget byen Poltava, hvor Sveriges, Ruslands og Ukraines historie blev afgjort for godt 300 år siden. Den unge svenske konge Karl XII havde arvet en stormagtsstilling i det østlige Europa og overraskende besejret en talmæssigt overlegen russisk hær ved Narva i Estland i 1700 og derefter i den store nordiske krig slået Danmark og Polen ud. Nederlaget hindrede dog ikke den russiske tsar Peter den Store i at anlægge byen Sankt Petersborg på svensk område ved Neva floden i 1703 for at nå frem til Østersøen og åbne sit tilbagestående land mod Europa. Men Karl gav ikke op og angreb Moskva-riget gennem det frugtbare Ukraine, der tilhørte det udstrakte polsk-litauiske rige.
Den unge nationalstat Sverige havde efter frigørelsen fra dansk dominans i 1523 gjort sin sejrrige entré på den europæiske scene under trediveårskrigen i 1630, efter at Danmark under Christian IV havde lidt nederlag. De svenske og finske bondesoldater blev kernen i en selvfinansierende krigsmaskine med et stort islæt af tysktalende lejesoldater og under kommando af et tysk-baltisk officerskorps.
Sveriges militære fremgang skyldtes paradoksalt nok landets religion. Fanatisk lutheranisme indoktrineret af en loyal præstestand samt kongetroskab fik dem til at lade sig slå ihjel på fjerne slagmarker mod katolske og ortodokse kættere. Lutheranismens betydning er skildret i den svenske historiker Peter Englunds formidable rekonstruktion af det afgørende slag ved Poltava.
Ifølge ham var de svenske soldater forsynet med en åndelig rustning, som fik dem til at kæmpe. Den lutheranske ortodoksi havde lagt sin gammeltestamentelige spændetrøje over Sverige og frembragt tanker og idéer, som præsterne bankede ind i soldaterne. Over de knælende bataljoner smældede budskabet om at al skånsomhed skulle undgås, fordi de havde Gud på deres side. Men da Karl XII udfordrede det russiske rige ved at invadere Ukraine, gik det galt ved Poltava i det centrale Ukraine i 1709, hvor russerne vandt en afgørende sejr. Kun 3000 svenskere undslap, mens 18.400 mand overgav sig og gik et mangeårigt fangenskab i møde, som kun 4000 vendte hjem fra.
Karl XII’s nederlag banede vejen for det russiske imperium og en endegyldig "østeuropæisering" af Polen, Litauen, Hviderusland og Ukraine. Efter opløsningen af Polen, der fandt sted 1772-95, overgik de baltiske stater, Belarus og det meste af Ukraine til det russiske imperium. Den ukrainske identitet overlevede i det mere tolerante habsburgske Østrig, der overtog Galicien fra Krakow til Lviv.
Moskva-fyrstedømmet havde udnyttet mongolernes overherredømme efter 1240 til at underlægge sig de omliggende russiske stater. Afgørende for rigets multinationale karakter var dog erobringen af de to tatariske khanater - områder, der styres af såkaldte khaner - ved Volga, Kazan og Astrakhan i 1550erne. Dermed indlemmedes muslimske befolkninger i imperiet. Ruslands ekspansion fra 1400 til 1900 skabte en enestående smeltedigel af de forskellige folkeslag, som riget erobrede. Forudsætningen for at være en del af magteliten i imperiet var beherskelse af russisk og ortodoks kristendom.
Rusland var et multinationalt og multireligiøst imperium under tsarerne, såvel som under kommunismen, og er det stadig under Vladimir Putins diktatur. Men ukrainsk selvstændighed er der ikke plads til. Til gengæld bliver Ukraine en nation, uanset om de taler russisk eller ukrainsk.