Ukraine er tæt på krig. Og Trine Bramsen svarer uklart på, hvordan Danmark skal hjælpe

Danmarks politiske støtte til Ukraine er tung, men den militære støtte er hul, nu hvor krisen kan gå fra diplomatiske udvekslinger til mini-invasion i det østlige Ukraine

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) underskriver salg af dansk skibsdesign sammen med infrastrukturminister Yurii Vaskov under besøg i Kiev i Ukraine, lørdag den 18. december 2021.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) underskriver salg af dansk skibsdesign sammen med infrastrukturminister Yurii Vaskov under besøg i Kiev i Ukraine, lørdag den 18. december 2021. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Ny radar på mindst én dansk fregat. Det var det konkrete løfte, som daværende statsminister Helle Thorning Schmidt (S) gav på det historiske Nato-møde i september 2014 i Wales, hvor organisationen ændrede kurs. Det skyldtes Ruslands præsident, Vladimir Putin, der samme år annekterede Krim og tilskyndede til oprør i Ukraines østlige regioner, Luhansk og Donetsk, der begge har erklæret sig selvstændige republikker.

De seneste to uger har den danske regering været kontant i sin støtte til Ukraine og grænsesætning overfor Rusland. En fregat og fire F-16-kampfly til Baltikum for at markere hav- og luftterritorium overfor Rusland. En pakke på 154 millioner kroner til at ”styrke Ukraines modstandsdygtighed”, og torsdag blev der så givet tilsagn om at støtte Ukraine med uspecificeret militært udstyr i tilfælde af russisk invasion. Den danske støtte virker stålsat, men noget halter alvorligt.

Fregatten, der skal til Baltikum, har ikke den radar om bord, som blev lovet i 2014. Den har ikke de SM-2 missiler, som forsvarsforliget fra 2018 besluttede at udstyre den med – den er meget lidt egnet til at afskrække Putin.

Når forsvarsminister Trine Bramsen skal svare på, hvad det kan blive for noget udstyr, vi kan give ukrainerne, bliver hun forståeligt vævende – for det tunge materiel, der skulle indkøbes i indeværende forsvarsforlig, er markant forsinket, ligesom hæren har for lidt ammunition på lager i tilfælde af en krig. Allerede i 2017 – før indeværende forsvarsforlig – gjorde tillidsmænd i hæren opmærksom på, at man manglede ammunition til den daglige træning og uddannelse.

Forsvarsforliget i 2018 blev i Christiansborg-retorik pakket ind med ordene ”et substantielt løft af det danske forsvar”. Forliget skulle hæve vores samlede budget i retning af, men ikke op til de 2 procent af bruttonationalproduktet, vi i 2014 afgav løfte overfor Nato om. Forliget var drevet mere af frygt for daværende præsident, Donald Trump end Putin, selvom det burde være omvendt. Og derfor står det danske forsvar i dag afklædt som i ”Kejserens nye klæder”, mens truslen mod Ukraine forsat stiger.

Det gør ikke den danske støtte til Ukraine uvæsentlig. Den politiske støtte har været betingelsesløs og til topkarakter siden annekteringen af Krim, og den er højt værdsat i Ukraine. Men design og implementering af forsvarsforliget er en skandale af dimensioner, hvilket endnu ikke afspejler sig i mediedækningen – den kritiske journalistik har på ingen måde vist tænder i den sag.

I både Norge, Sverige og Finland har man løftet forsvarsbudgetterne markant, og det tunge udstyr er strømmet ind. Beslutningsprocesserne i de andre nordiske lande har i udgangspunktet været militær-fagligt funderet, ikke politisk som i Danmark. Forsvaret i de lande har ikke fået et tag-selv-bord, men de politiske beslutninger og valg er baseret på et militærfagligt udgangspunkt i modsætning til den danske proces, der er styret af politiske ønsker.

På trods af forhandlingsforløb på højeste niveau mellem USA, Nato og Rusland i denne og forrige uge, er truslen om ”militære svar” fra Rusland ikke aftagende, og under forhandlingerne er russiske troppebevægelser forsat fra øst mod vest og Ukraines grænse. Fredagens udenrigsministermøde mellem USA og Rusland gav intet gennembrud, men heller ikke totalt sammenbrud – man tales ved om en uge igen og inden da sender USA skriftelige svar på de russiske udspil. Om det er nok til at stoppe såkaldt militærtekniske svar fra Rusland er uvist.

Pilen peger mod, at det netop er Luhansk og Donetsk, der bliver konfliktens centrum – det russiske parlaments formand, Vjateslav Volodin, sagde fredag, at tiden var inde til at parlamentet forbereder en tekst med formel anerkendelse af de to selverklærede republikker af hensyn til ”sikkerheden for de russiske borgere der”. Om en uges tid eller to vil det lande på Putins bord, og så vil åben russisk militær tilstedeværelse ikke være en invasion af Ukraine, men en legitim beskyttelse af de to mod Natos og Ukraines aggression – i russisk optik. Og det vil ramme direkte ind i de interne uenigheder i Nato om, hvilke handlinger fra russisk side, der retfærdiggør hvilke sanktioner fra Natos side. Putin kan i al fald være forvisset om, at der ikke fremføres dansk udstyr i området – for vi har ikke noget at sende, selvom det snart er 8 år siden, vi gav et højtideligt løfte i Wales om det modsatte.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.